Åbne skattelister er spin

Skattelisterne burde kaldes spin-listerne. For de belyser en del af virksomhedernes skattebetaling og ignorerer andre dele.

Regeringen har valgt at beholde de åbne skattelister, som viser dele af selskaber skattebetaling i Danmark. Det sker, selvom der før valget lød kritik af listerne fra både Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. Men listerne fortæller kun den halve sandhed om virksomhedernes bidrag til Danmarks økonomi, og de bør derfor skrottes, mener Det Konservative Folkeparti.

”Jeg kan ikke se nogen grund til at beholde de lister, for de forvirrer debatten mere, end de gavner. Folk tror, at hvis der står, at en virksomhed ikke har betalt selskabsskat i et år, så må selskabet have snydt. Men det kan jo have brugt deres overskud på investeringer”, forklarer skatte- og erhvervsordfører Brian Mikkelsen.

For at sikre, at virksomheder føler sig velkomne i Danmark, og for at tiltrække investeringer fra udlandet, bør regeringen skrotte skattelisterne. Erhvervslivet har også påpeget, at listerne ikke er retvisende, og det er værd at lytte til, mener Det Konservative Folkeparti.

”Skattelisterne burde kaldes spin-listerne. For de belyser en del af virksomhedernes skattebetaling og ignorerer andre dele. Det fremgår heller ikke af listerne, hvis en virksomhed har bidraget til Danmark ved at udbetale løn til mange ansatte og investere i Danmark”, siger Brian Mikkelsen og fortsætter:

”Det er vigtigt med et sundt investeringsklima i Danmark, og det får vi ikke ved at skrive et stort nul på en skatteliste ud for virksomheder, der reelt bidrager med ganske meget. Sådan en liste er designet til at blive misforstået”, siger Brian Mikkelsen.

Det er Skatteministeriet, der hvert år offentliggør dele af selskabers skattebetaling i Danmark via ministeriets hjemmeside.