Tillykke til Pia Kjærsgaard

Af Søren Pape Poulsen, partilede og justitsminister, Det Konservative Folkeparti

I dag fylder Pia Kjærsgaard 70 år.

Det er desværre ikke kutyme at rose politikere fra andre partier, men det kan vi jo kun selv forsøge at ændre på – så det kommer her direkte fra mig til Pia:

Stort til lykke med dagen, Pia! Jeg er fuld af beundring og respekt for det, du har nået og opnået i din politiske karriere – nu helt til tops i Folketingets fineste stol.

Der er meget få, der som dig har haft modet og evnerne og viljen til at stå fast på sine holdninger og sine vigtige kampe i så mange årtier i træk. 

På trods af (og sikkert også til stor frustration for) alt fra stenkastende autonome til yderligtgående mørkemænd, der truer dig på livet, har du holdt fast i at kæmpe for det, du tror på.

Vi er ikke altid enige, men det behøver man heller ikke at være for at have respekt – og min respekt for dig skal du i hvert fald ikke være et sekund i tvivl om.

Og så vil jeg i øvrigt også have lov til at sige, at jeg synes, du holder dig fantastisk godt. Det er tydeligt at se på dig, at 70 år er ingen alder, og jeg håber, at vi får glæde af din vilje og din erfaring i dansk politik i mange år endnu.

Stort Tillykke 🇩🇰🇩🇰🇩🇰