Lene E: Vi skylder samfundet at tage diskussionen og finde løsningerne
I går havde jeg fornøjelsen af at deltage i det traditionsrige radikale nytårsstævne på Hotel Nyborg Strand - et arrangement, som jeg så frem til at medvirke i. Jeg sætter pris på at møde lederne fra de øvrige partier og krydse klinger om rigets aktuelle situation.
Selv satte jeg – som nogen sikkert har bemærket – et emne på dagsordenen i form af spørgsmålet om at indfase velfærdsaftalen hurtigere. Og jeg vil gerne slå én ting fast med det samme: Mit ærinde er ikke at afskaffe efterlønnen.
Vi står selvfølgelig ved forliget. Men jeg vil gerne understrege, at det er helt afgørende for at sikre velfærdssamfundet, at vi får flere ud på arbejdsmarkedet. Derfor synes jeg også, at det ville være fornuftigt, hvis partierne helt fordomsfrit kunne diskutere, om der er nogle elementer i velfærdsaften, vi kan sætte i gang hurtigere for at få økonomien til at hænge sammen.
Bare for at få fakta på plads, så indebærer velfærdsaften fra 2006 følgende:
- Efterlønsalderen hæves fra 2019 gradvist fra 60 til 62 år frem mod 2022. Efterlønsalderen hæves med ½ år i hhv. 2019, 2020, 2021 og 2022.
- Folkepensionsalderen hæves frem mod 2027, så den igen udgør 67 år. Folkepensionsalderen hæves med ½ år i 2024, 2025, 2026 og 2027.
Mit hovedfokus er at sikre, at vi også har råd til at opretholde vores høje velfærdsniveau i fremtiden. Vi må ikke bringe os selv i en situation, hvor vi om nogle år bliver tvunget til at foretage drastiske velfærdsforringelser, der vil ramme os selv og vores børn, fordi vi ikke forstod at optræde økonomisk ansvarligt i tide. Vi har en pligt til at udvise rettidig omhu. Både over for os selv - og over for vores efterkommere. Det danske velfærdssamfund er jo ikke en naturgiven ting. Det er en strålende, men også skrøbelig størrelse, der fordrer ansvarlig optræden fra politikernes side.
Derfor kan vi ikke vige uden om diskussionen om, hvordan vi finansierer velfærden. Heller ikke selv om den er svær. Sagen er jo, at det er svære udfordringer, vi står over for i de kommende år, hvor flere og flere ældre vil forlade arbejdsmarkedet uden at blive erstattet af unge kræfter i samme tal.
Det vil give et øget pres på statskassen. Skattegrundlaget bliver mindre. Og udgifterne til overførselsindkomster stiger.
Sådan er udsigterne. Kort og godt. Og det er på den baggrund, at jeg siger, at hvis vi ikke handler nu, så får vi et kæmpe hul i statskassen, som det vi så i 1970´erne. Vi kommer til at sende en stor regning videre til de næste generationer, der vil skulle betale for vores forbrug. Og det synes jeg ærlig talt, at vi skal undgå.
Derfor skal vi lave de nødvendige reformer og genoprette de offentlige finanser. Alt andet vil være uansvarligt. Og det mest virkningsfulde tiltag vil være at øge beskæftigelsen, så der kommer penge nok i kassen til at finansiere velfærden.
Så det konservative ærinde er overordnet set: Lad os nu kunne tage denne nødvendige diskussion uden berøringsangst – og uden at skyde hinanden alle mulige motiver i skoene.
Mit konkrete forslag lyder som sagt på, at Folketingets økonomisk ansvarlige partier sætter sig sammen og diskuterer de udfordringer vi står overfor – og ikke mindst løsningerne.
Jeg kan se, at de konservative tanker skydes ned fra alle sider. Det er ikke overraskende for mig – ja, det havde jeg nærmest regnet med. Og derfor ville det også være interessant at høre, hvordan de andre partier vil takle de udfordringer vi står overfor. For hvis andre partier har alternative forslag, er jeg naturligvis villig til at lytte.
Jeg ved naturligvis godt, at det ikke er populært at åbne denne her debat. Det er det aldrig. Man vinder ingen popularitetskonkurrencer på at tale om dagpenge, efterløn osv. i dansk politik. Men der er ingen vej uden om, hvis vi skal sikre, at vi fortsat kan bevare vores velfærdssamfund med alle dets goder. Hvis vi tøver nu – hvis vi svigter vores ansvar – kommer vi bare til at tage endnu værre skridt senere.
Jeg vil derfor rette en appel til de partier, der normalt tager ansvar i forhold til økonomien, om at gå konstruktivt ind i denne debat i stedet for pr. refleks at skyde enhver tale om reformer ned. Det skylder vi det danske velfærdssamfund og hele befolkningen.