Om Det Konservative Folkeparti

Danmark er i dag et relativt trygt land. Og danskerne har mange muligheder for at skabe den tilværelse, de ønsker. Det har Det Konservative Folkeparti været med til at sørge for. Vi har gennem det sidste århundrede kæmpet for at give danskerne mere tryghed og flere muligheder. Det kan dog altid blive bedre, og derfor er det vores mål hele tiden at forbedre det Danmark, vi lever i.

C-flag

Partiet

Det Konservative Folkeparti er et dansk politisk parti grundlagt i 1916. Partiet kan dog spore sine rødder i partiet Højre, der blev dannet helt tilbage i 1848.

Det Konservative Folkeparti har bogstavet C på stemmeseddelen ved valg.

Læs mere om partiets historie

Ideologi

Vores værdier bygger på den konservative tilgang til politik. Det betyder, at vi kæmper for at bevare det, der er værd at bevare, og lave det om, der kan blive bedre.

Vi ønsker grundlæggende:

  • At give ansvaret tilbage til borgerne, så alle får flere muligheder for at indrette deres liv, som de ønsker
  • At kunne give mere hjælp til dem, der har det sværest
  • At sikre en stærk sammenhængskraft og beskytte vores fælles værdier og dansk kultur

Mere tryghed og flere muligheder er nøgleordene for os. Vi ønsker på den ene side at bevare vores danske kultur og de traditionelle danske værdier og institutioner, som har gjort os til den nation, vi er i dag. Værdier som vi kan være stolte af, og som vi bliver nødt til at kæmpe for i fremtiden. Og på den anden side, at ansvaret skal tilbage til borgerne, så de får bedre muligheder for selv at skabe deres eget liv.

Samtidig mener vi, at menneskets rettigheder skal være i centrum. Samfundet skal tilpasses menneskers behov – ikke omvendt.

Læs mere om konservatismen i et historisk perspektiv her.

Politiske fokusområder

Partiets struktur

Ledelse
Søren Pape Poulsen er både partiets formand og politiske leder. Søren Vandsø er generalsekretær.

Folketinget
Vi har for tiden 10 folketingsmedlemmer.

Kommuner og Regioner
Vi har 14 borgmestre på landsplan. I alt har vi 400 pladser i landets byråd og 31 pladser i regionsrådene.

Europa-Parlamentet
I Europa-Parlamentet sørger Pernille Weiss for at passe vores danske interesser. Vi er medlem af EPP-gruppen, som er parlamentets største gruppe.

Nordisk samarbejde
Vi har et stærkt samarbejde med vores skandinaviske søsterpartier, som er Høyre i Norge og Moderaterna i Sverige.