FORSIDE    |    MÆRKESAGER    |    LAVERE SKATTER

Lavere skatter

Alle hårdtarbejdende danskere fortjener mere økonomisk tryghed og større frihed. Derfor vil vi afskaffe løbende boligskatter og sænke skatten på arbejde for alle.

HVORFOR

1

Lavere skat er respekt for hårdt arbejde og økonomisk frihed til dig og din familie.

2

Ingen bør beskattes af at bo i et hus, de allerede har købt og betalt.

3

Det skal simpelthen være nemmere at regne sit bidrag til fælleskassen ud.

HVORDAN

Skattesystemet skal belønne driftige borgere og virksomheder og understøtte de mennesker, som gerne vil eje deres hjem. Det skaber et trygt samfund i vækst, hvor der hvert år bliver bedre råd til velstand og velfærd, og det giver flere muligheder for at finde et givende arbejde.

En lavere skat på arbejde vil give danske familier mulighed for selv at vælge, om de vil spare mere op eller holde mere fri. Derfor er skattepolitik også værdipolitik for os – vi ønsker, at der er bedre råd til at træffe de valg, man vil, her i livet.

Et skattesystem, der belønner – let skatten på arbejde

Man skal forsørge sig selv, hvis man kan. Til gengæld bør skatten på arbejde lettes. Vi ønsker at afskaffe topskatten helt, da vi ikke mener, at en succesrig karriere skal straffes med en særskat. Uden topskatten vil de bredeste skuldre stadig bære det største læs, fordi alle vil betale en lige stor del af deres løn i skat, uanset hvor stor eller lille denne løn er.

Vores vision er, at alle bidrager med hver tredje krone i skat. På den måde betaler alle en lige stor del af deres timeløn, uanset hvad de arbejder med. Et socialt fribeløb i bunden skal sikre, at ingen stiger i skat. Det vil skabe et fair, enkelt og gennemskueligt skattesystem, hvor man som borger kan regne sin skat ud på bagsiden af en serviet.

Bedre råd i hverdagen

Vi ønsker at fjerne punktafgifter på dagligvarer, som ikke er til for at regulere direkte skadelig adfærd. Det vil betyde, at danskerne får råd til sundere mad, når de køber ind, eller at pengene kan bruges andre steder.

Det er også vores vision, at registreringsafgiften på sigt kan afskaffes helt. Det vil give alle bedre mulighed for at få råd til sikrere og mere miljøvenlige biler – også familier med mange børn. For at få til dette, vil vi indføre en skat, der primært rammer forurenende personbiler. I dag er den gennemsnitlige danske bil omkring ni år gammel, og det er en stor belastning for miljøet.

Bliv boende helt uden boligskatter

Vi har en vision om at skabe mere tryghed for danske boligejere ved at afskaffe grundskylden og ejendomsværdiskatten helt. Det får vi råd til ved at indføre en skat på realiserede gevinster ved bolighandler. Men det er selvfølgelig kun værdistigninger, der er optjent, efter at forslaget er indført, som skal beskattes.

Læs mere: Sådan vil vi afskaffe boligskatterne

Alle mærkesager