Oplev Borgen indefra: Bliv praktikant hos Det Konservative Folkeparti

I Det Konservative Folkeparti søger vi praktikanter til efteråret 2024.

Hvis du læser det her, ved du det allerede: Christiansborg er et helt særligt sted. Med egne faglige udfordringer og højt tempo.

Du har sikkert også en fornemmelse af, at det er en udfordrende arbejdsplads, hvor man skal have styr på sine ting for at klare sig godt. Men det er kun en del af historien. Den anden er, at de færreste er eksperter i hverken politisk research eller kampagne, når de starter her.

Det er ikke afgørende, om du er ekstrovert og fuld af gode idéer, eller om din styrke er, at du er grundig og struktureret. Vi er i forvejen ret forskellige herinde.

Vi søger praktikanter, der har mod på at lære. Nogle, der får julelys i øjnene, når nogen siger sociale medier, video og grafisk arbejde. Og nogle, der vil kaste sig over den politiske substans.

Vi vil starte med at spørge dig, hvor du passer bedst ind. Hvis du vil dykke ned i den politiske substans, foretrækker du måske at dyrke det økonomiske, værdipolitiske eller velfærden. Eller måske er du mere til at blive en del af enten vores presse- eller SoMe-teams. Skriv gerne i din ansøgning, hvor du føler, at du hører til.

Det er vigtigt for os, at vores praktikanter får mest muligt ud af deres ophold. Derfor sætter vi en ære i at lære dig op i det, du ikke allerede kan. Sandheden er, at det vil der være en del af. Du vil blive udfordret, uanset hvor dygtig du er.

Til gengæld kan vi tilbyde dig de bedste kollegaer og solid faglig sparring.

Vi udviser selvfølgelig fleksibilitet i eksamensperioder, og der er ikke nogen, der bliver sorteret fra, fordi de ikke er medlem af partiet. Vi kommer ikke til at spørge dig om, hvad du stemmer.

Vi forestiller os, at du læser en relevant uddannelse inden for f.eks. statskundskab, økonomi, jura, retorik, journalistik, kommunikation, marketing, multimediedesign eller lignende.

Praktik

Det Konservative Folkepartis afdeling Politik, Presse og Kampagne holder til på Christiansborg, hvor vi arbejder tæt sammen med partiets politikere og øvrige medarbejdere. Praktikforløbet er ulønnet og strækker sig som udgangspunkt fra august til og med december (efteråret 2024), men vi er fleksible. Arbejdstiden er som udgangspunkt 37 timer ugentligt.

Hvis du vil i praktik

Har du mod på et praktikophold, så send en motiveret ansøgning, CV og anden relevant info til: ida.house@ft.dk

Angiv i din henvendelse om du ønsker at komme i praktik i vores politiske afdeling eller i vores presseafdeling.

Vi glæder os til at høre fra dig!