En anderledes tilgang til EU-politik

Med en baggrund som sygeplejerske og selvstændig erhvervsdrivende vil Pernille Weiss lave EU-politik på en ny måde.

I den lille fynske by Gamborg Fjord ikke langt fra Middelfart ligger den gård, hvor Pernille Weiss er vokset op. I dag bor den konservative spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget på Christianshavn, men hun vender med jævne mellemrum hjem til sin fødeby for at besøge sine forældre, der stadig bor på gården.

”Min opvækst har præget mig meget. Jeg har lært at drage omsorg for min familie, for vores dyr og for naturen, og så har jeg også lært værdien i at tage fat og tage ansvar,” siger Pernille Weiss.

Sygeplejerske på Fyn
Oprindeligt er Pernille Weiss uddannet sygeplejerske og har arbejdet både som kliniker og leder i den daværende Ejby Kommune på Fyn. Da hun var vikarsygeplejerske besøgte hun mange udfordrede borgere, og det lærte hende at læse andre menneskers behov.  

”En sygeplejerske kan altid gå ind i et rum og fornemme, hvordan stemningen er. Vi har sådan en radar, som kører hele tiden. Sygeplejersker har en evne til empati. Vi gør det, fordi vi ikke kan lade være,” forklarer Pernille Weiss.

Selvstændig erhvervsdrivende
Efter cirka syv år i hjemmeplejen vendte Pernille Weiss tilbage til skolebænken på Syddansk Universitet for at læse en kandidatgrad i sundhedsvidenskab, hvor hun specialiserede sig i arkitektur og fysiske rammer. Det blev begyndelsen på en karriere som bygherrerådgiver i COWI og chef for Arkitema Sundhed, før hun for 10 år siden startede sig egen virksomhed, hvor hun rådgiver kommuner og hospitaler i optimering af sammenhænge mellem deres fysiske rammer og menneskerne, der opholder sig i dem. Undervejs har hun også taget en master i innovationsledelse på CBS, og hun er derudover certificeret sexolog.

”Jeg er utroligt nysgerrig – og kan ikke li’ at spilde tiden”, siger Pernille Weiss med et grin om sin rygsæk af blandede kompetencer og erfaringer.

Hun fortæller, at hun har lært meget af at være selvstændig.

”Jeg har især lært, at man altid skal kunne svare på spørgsmålet: Hvad mister verden, hvis jeg holder op med at gøre det, jeg gør? Hvis du ikke kan svare på det, så mister du fokus på, hvad der er vigtigt og muligt,” siger Pernille Weiss.

På vej til Europa-Parlamentet
Med erfaring som sygeplejerske og selvstændig erhvervsdrivende vil Pernille Weiss arbejde med europapolitik med en anderledes tilgang.

”Måden, vi laver EU-politik på, skal være mere transparent og engagere borgerne bedre. Der er ingen tvivl om, at EU-politik kommer til at fylde mere i fremtiden, og hvis det skal være på den gode måde, så skal det være nærværende og konkret, så borgerne kan forstå det, og så borgerne mærker, at de har indflydelse på politikken,” siger Pernille Weiss.

Der afholdes valg til Europa-Parlamentet d. 26. maj.