Målret overførselsindkomsterne til de svageste

Indstillet af Konservativ Ungdom

I Det Konservative Folkeparti tror vi på, at vi har et moralsk ansvar for at hjælpe de svageste i vores samfund. I Danmark passer vi på dem, der ikke kan klare sig selv, og vores land er kun så stærkt som dets svageste led.

Men vi tror også på, at de fleste danskere ikke har brug for penge fra fællesskabet for at klare sig og sagtens kan tage ansvar for eget liv. Hvis vi i fremtiden skal have råd til mærkbare skattelettelser, til et sundhedsvæsen og uddannelsessystem i topklasse og til at hjælpe dem, der rent faktisk har brug for hjælp, så kræver det et grundlæggende opgør med ideen om de universelle overførselsindkomster. Det kræver prioriteringer.

Danmark bruger hvert år over 360 milliarder kroner på offentlige overførselsindkomster – eller næsten 1/3 af vores samlede budget. Nogle af disse penge går naturligvis til folk, der er blevet arbejdsløse, invalide eller som er økonomisk trængte, men en stor andel går også til helt almindelige danskere, der sagtens ville kunne klare sig uden statens hjælp. I dag modtager langt de fleste danskere penge fra det offentlige løbende igennem deres liv. Selv velhavende børnefamilier får en børnecheck, unge studerende, der kan se frem til velbetalte jobs, får SU, og pensionister får folkepension også selvom, at de i forvejen har en stor pension.

Et konservativt parti bør kæmpe for et system, hvor statens ressourcer prioriteres dem, vi svigter i dag, og hvor danskerne får lov til at beholde flere af deres egne penge, fremfor massiv omfordeling i lighedens navn.

SU’en skal på sigt omlægges til et lånebaseret system med en social dimension, som sikrer, at alle sociale grupper fortsat ser studietiden som attraktiv. Til gengæld skal de studerende betale mindre skat af deres arbejdsindkomst efter endt uddannelse. Børnechecken skal målrettes lavindkomstfamilier, der har brug for en hjælpende hånd til at få økonomien til at hænge sammen. Nye generationer vil på sigt skulle vænne sig til gennem livet at spare op til deres pension, så de ikke har behov for folkepension. Men vi ønsker fortsat et social sikkerhedsnet til at tage sig af mennesker, der er endt i sociale problemer og lignende. Det vil blive lettere at forsørge sig selv med markant lavere skat på arbejde; et initiativ, der skal gå hånd i hånd med målretningen af de offentlige ydelser.

Derfor mener Det Konservative Folkeparti:

  • At hjælpen skal målrettes de svageste i vores samfund
  • At de fleste danskere sagtens kan klare sig selv uden at skulle modtage penge fra det offentlige
  • At mærkbare skattelettelser, bedre velfærd og et socialpolitisk løft kræver prioriteringer
  • At SUen skal omlægges til at være lånebaseret
  • At børnechecken skal målrettes lavindkomstfamilier
  • At nye generationer skal vænne sig til at spare mere op til pension, og at der skal være et sikkerhedsnet for dem, der ikke kan klare sig selv