Det Konservative Folkeparti arbejder for:
Vi vil have maksimal indflydelse i EU
I Det Konservative Folkeparti ser vi ingen modsætning mellem det at være national sindet dansker og det at deltage i det europæiske samarbejde. Det er tværtimod i klar dansk interesse at arbejde for maksimal indflydelse i EU og sikre de bedst mulige vilkår og rammebetingelser for danske borgere og dansk erhvervsliv. Danmark er på linje med andre mindre lande afhængig af, hvordan det går i verden omkring os, og et velfungerende og samarbejdende EU er en forudsætning for, at vi kan skabe vækst, job, sikkerhed og velstand i Europa og Danmark.
Det europæiske projekt blev oprindeligt sat i gang for at sikre freden i Europa efter 2. Verdenskrig. For unge, som aldrig har oplevet Den Kolde Krig, og slet ikke 2. Verdenskrig, kan den oprindelige intention med det europæiske fællesskab måske opleves som fjern og uvedkommende. Dette ændrer dog ikke ved, at det europæiske samarbejdes største succes hidtil har været at fungere som ”et fredens projekt”. En succes vi kan være stolte af.
Det Konservative Folkepartis holdning til Europa står ikke stille
Siden etableringen har EU vokset sig stor både i dybden og bredden, med mange nye politikområder og mange nye medlemsstater, og der har skullet mange traktatændringer til for at sikre juridisk grundlag for samarbejdet, som vi kender det i dag. For Det Konservative Folkeparti har det i denne proces været afgørende, at vi på en og samme tid har værnet om vores nationale suverænitet og samtidig har grebet de chancer og muligheder, som EU har budt og fremover vil byde på. Europa og Europas problemer står ikke stille, det gør Det Konservative Folkepartis holdning til Europa heller ikke.
Grundlæggende er den konservative tilgang til EU, at en øget europæisk integration ikke er et mål i sig selv. Derfor skal vi sætte grænser for EU-politikken, og det europæiske samarbejde skal kun blive dybere, hvis det giver mening på udvalgte områder. Det Konservative Folkeparti er stærk tilhænger af nærhedsprincippet, som tilsiger, at beslutningerne skal foretages så tæt på borgerne som muligt. Derfor er der en lang række områder, hvor vi som udgangspunkt mener, at medlemsstaterne i EU bør fastholde deres nationale, regionale eller lokale beslutningskompetencer. Dette gælder for eksempel kulturpolitikken, folkeskolen, sundhedsområdet, social- og arbejdsmarkedspolitikken samt skattepolitikken.