Det mener vi om

Transport

Vores transportpolitik handler om at give den enkelte flere muligheder for selv at vælge transportmiddel ved at udfordre de offentlige monopoler. Vi vil også øge trafiksikkerheden og sikre transporterhvervets konkurrenceevne på det indre marked.

Det Konservative Folkeparti arbejder for:

  • Flere muligheder til danskerne for at vælge det transportmiddel, der passer dem bedst. Hvad enten man foretrækker et kollektivt transportmiddel eller vælger at tage bilen, skal der være adgang til billige og effektive transportmuligheder.
  • Mere konkurrence til de offentlige monopoler, ligesom vi også mener, at det er tid til en ny og langt billigere registreringsafgift. Vi mener, at registreringsafgiften skal være markant lavere og i fremtiden baseres på bilens belastning af veje samt miljø og klima.
  • Et konkurrencedygtigt transporterhverv med ordentlige arbejdsforhold. Danske vognmænd skal ikke stilles ringere end landene omkring os, når det eksempelvis gælder international godstransport.
  • En sikring på EU-plan, om at cabotage-reglerne ikke skævvrides og ødelægger konkurrenceevnen for de danske vognmænd.

Borgeren skal have frihed til at vælge transportmiddel

Som konservative mener vi, at borgeren skal have valgfrihed til at vælge mellem den offentlige transport og privatbilisme. Hvis den kollektive transport skal være et reelt alternativ til privatbilismen, skal den være driftsikker, nem at bruge og til at betale. Vores mål på trafikområdet er at sikre borgere og erhvervsliv mobilitet og frihed. Borgerne skal problemfrit kunne pendle til og fra arbejde samt bevæge sig ubesværet rundt i fritiden – uanset transportform.

Trafiksikkerheden skal være i top

Det er vigtigt for Det Konservative Folkeparti, at trafiksikkerheden er i top. Det er både af hensyn til de bløde trafikanter og for personer bag rattet. Der er løbende behov for at sætte fokus på eksempelvis højresvingsulykker, sikkerhedsudstyr i biler og oplysningskampagner for trafikadfærd.

Det danske transporterhverv skal have gode rammevilkår

Det danske transporterhverv skal ikke være stillet ringere end resten af de europæiske lande, når det eksempelvis gælder international godstransport. Derfor arbejder Det Konservative Folkeparti for på EU-plan at sikre, at cabotage-reglerne ikke skævvrides og ødelægger konkurrenceevnen for de danske vognmænd. Ellers vil der ikke være mange arbejdspladser på danske hænder i den danske transportbranche fremadrettet.

Vi vil sikre transportbranchen gode rammevilkår, samtidig med at vi stiller krav til erhvervslivet om at skåne miljøet mest muligt. Dette sker ved at investere mere i effektive energiformer, så vi samtidig mindsker CO2-udledningen. Det vigtige er at dette sker på en effektivt måde, så vi får mest reduktion i udledningen for pengene. Og hver gang vi regulerer, skal vi huske på, hvad det gør ved branchens konkurrenceevne. 

Endelig er det vigtig, at der fortsat løbende investeres i vores vej- og jernbanenet. På nuværende tidspunkt er de midler, der de kommende år er afsat til infrastruktur disponeret. I takt med at der bliver nye midler til rådighed vil det for eksempelvis være relevant at begynde at undersøge mulighederne for en udbygning af E45 og for etablering af en Hærvejsmotorvej.