Afskaf arveafgiften

Når din arv en dag skal føres videre, skal staten holde sig ude af regnskabet. For det er dybt urimeligt, at der er en afgift på penge, du allerede har betalt skat af én gang.

Det sidste, man har lyst til, når man oplever et dødsfald i familien, er at diskutere arven. Det er nemlig en svær situation i sig selv at opgøre et bo efter et dødsfald. Og det gør ikke situationen bedre, at skatteopkræveren også kigger forbi og tager 15 procent. Det er urimeligt og ufølsomt.
Det skal være muligt at give sin arv videre til næste generation uden at bekymre sig om en skat på død. For selvfølgelig skal vi ikke beskatte penge, der allerede er betalt skat af. Og selvfølgelig skal statskassen ikke tjene penge på, at nogen går bort.

Det er ikke kun gennem den personlige arveafgift, at staten blander sig i familieregnskabet. Familieejede virksomheder bliver også beskattet, når virksomheden skal overdrages til næste generation. Det resulterer i, at mange virksomheder er tvunget til at udskyde generationsskiftet eller ændre ejerform, fordi det simpelthen er for dyrt i skat at lade virksomheden gå videre til næste generation. Det er endda blevet endnu dyrere under den siddende socialdemokratiske regering. Det, synes vi, er helt forkert.

I Norge og Sverige har man allerede afskaffet arveafgiften. Det er på tide, at Danmark følger trop.

Derfor vil vi:

  • Afskaffe arveafgiften
  • Afskaffe skatten på at give en virksomhed videre til næste generation