Økonomi og vækst

Dansk økonomi har et godt udgangspunkt på trods af hårde år under corona-pandemien, men nu står vi over for nogle store økonomiske problemer.

Danske virksomheder takker nej til ordrer på grund af mangel på arbejdskraft. Det har de gjort længe, men nu har inflationen også ramt dansk økonomi. Vi kan godt hjælpe virksomhederne med at få mere arbejdskraft, og vi kan stille danskerne bedst muligt i forhold til at klare sig igennem stigende priser. Men det kræver politisk vilje og mod til at lave reformer, som kan sikre dansk økonomi og velstand fremover.
Det kræver mod til at lette skatterne på bekostning af offentlige udgifter, så vi giver danskerne flere penge mellem hænderne uden at hælde mere benzin på inflationen.

Vi ønsker en sund økonomi med styr på budgetterne og fortsat vækst. Sund økonomi og vækst er helt afgørende for, at vi kan udvikle vores samfund og fortsat have råd til den nyeste medicin og den nyeste teknologi.

Siden årtusindskiftet har reformer gjort Danmark næsten 250 milliarder kroner rigere og øget beskæftigelsen med omtrent 275.000 personer. Den tendens vil vi gerne fortsætte, men den nuværende regering er den første i mange år, som ikke skaber vækst og beskæftigelse.
Regeringen har f.eks. gjort 9 ud af 10 indkomstgrupper fattigere i indeværende regeringsperiode. Og regeringen har trukket raske danskere ud af arbejdsmarkedet med en Arne-pension, som hjælper de få, heldige danskere i stedet for at hjælpe dem, som virkelig har brug for det.

Vi er glade, når erhvervslivet gør sine medarbejdere rigere, betaler mere i skat og finansierer lægehjælp til syge, omsorg til ældre og gratis uddannelse til os alle sammen.
Det er erhvervslivet og det private initiativ, der betaler for vores velfærd.

Velstand er vigtigere end lighed. Så længe der tages hånd om samfundets svage og udsatte, skal vi ikke stirre os blinde på, om alle nu har råd til den store tv-pakke. Hvis vi ønsker øget velstand, bedre service og adgang til de nyeste fremskridt, så kræver det, at vi giver virksomhederne muligheder for at vokse og tjene penge hjem til Danmark.
Det kommer hver og en af os til gavn. Både når man bliver ansat i en virksomhed i vækst, men også når man benytter sig af den velfærd, som virksomhederne finansierer gennem skatten.
Men det kræver, at vi letter skatterne, så det bliver mere attraktivt at tage et arbejde og bidrage til samfundet.

Sådan kan vi fortsætte med at skabe vækst, så der også fremover er råd til god velfærd for alle danskere.