Velfærdsteknologi skal bruges med omtanke

Mennesket er det vigtigste. Også når det kommer til velfærdsteknologi. En robot kan ikke erstatte omsorgsfuld menneskelig kontakt. Men den kan hjælpe den ældre til at kunne klare sig selv.

Vi kommer alle til et punkt i livet, hvor det bliver sværere at klare sig selv. Hvad enten det skyldes, at vi er blevet ældre eller syge, får de fleste af os brug for en hjælpende hånd. Man skal have hjælp og omsorg, når man har brug for det. Derfor er det godt, når velfærdsteknologi kan frigøre tid til omsorg og sikre ældre, der ønsker mere privatliv og højere livskvalitet. Man skal selv kunne beslutte, hvad der skal ske i ens liv – og hvornår det skal ske.

Hvert år bliver omkring 1.000 demensramte borgere eftersøgt, fordi de er forsvundet fra deres hjem. Det skaber utryghed i danske familier og sætter den demensramte borger i en potentiel livsfarlig situation. Vi ønsker derfor, at alle hjemmeboende med en demensdiagnose skal tilbydes en gratis GPS. Det vil skabe tryghed for danske familier, spare politiet ressourcer og forhindre alvorlige ulykker.

Det er blot nogle eksempler på velfærdsteknologi, som kan hjælpe.
Vi vil fremme brugen af velfærdsteknologi, når det giver mening. Sådan kan vi sikre en bedre pleje og frigøre flere timer til personalet, så der er tid til ro og omsorg for dem, som har brug for det.