1,25 procent af BNP til forskning

Danmark skal være en del af verdenseliten, udnytte digitaliseringen fuldt ud og være et foregangsland inden for både grøn teknologi og Life Science. Vi vil investere 1,25 procent af BNP i forskning.

I Danmark lever vi i høj grad af viden og ekspertise. Vi investerer massivt i forskning.

Det offentlige forskningsbudget var i 2017 på 21,2 milliarder kroner. Særligt inden for sundhedsvidenskabelig forskning og samfundsvidenskabelig forskning stiger budgetterne i disse år.

Det betyder blandt andet mere forskning på hospitalerne, som kommer os alle sammen til gavn, når vi eller vores nærmeste bliver syge. Danmark investerer 0,4 procent af BNP i sundhedsforskning og er derfor det OECD-land, hvis offentlige sektor udfører mest sundhedsvidenskabelig forskning i procent af BNP.

Men vi investerer også massivt i teknologisk forskning. Det gør vi for at blive ved med at sikre, at Danmark kan udnytte digitaliseringens muligheder fuldt ud.

Big Data og kunstig intelligens kan bruges både i sundhedsvæsenet og i nye produkter. Det frigør hænder til andet arbejde.

Derfor skal vi investere i sundhed og teknologisk forskning og være med længst fremme i al den forskning, der kan gøre samfundet klogere og rigere.

Til gavn – for dig og for Danmark.

Konservative visioner

• De statslige bevillinger til forskning skal udgøre 1,25 procent af BNP i 2034

• Danmark skal være en forskningsnation i den absolutte verdenselite

• Toppen af dansk forskning skal op på Nobelpris-niveau

Konservative resultater

• Siden globaliseringsforliget i 2006 er der sket en forøgelse af det danske forskningsbudget fra cirka. 15 mia. kr. til 22,2 mia. kr.

• Vi har fremlagt en forskningsstrategi med mål for fremtidens forskning og innovation

• Det statslige forskningsbudget udgør ca. en procent af BNP