Nej til skattesnyd

Skattesnyd påvirker dig og din virksomhed negativt. For når andre virksomheder snyder i skat, konkurrer man ikke længere på lige vilkår – og det går samtidig ud over vores velfærd. Derfor skal vi skattesnyd til livs.

Snyd med skat er tyveri.

Skattesvindel koster vores samfund alt for mange tabte velfærdskroner. Alene i sagen om udbyttesvindel fra 2015 blev Danmark snydt for over 12 milliarder kroner.

Samtidig har blandt andet et kollapset EFI-system betydet, at statskassen går glip af et milliardbeløb grundet afskreven gæld. Det skal vi have rettet op på, så der kommer lige og fair konkurrencevilkår.

Vi har i vores regeringstid skærpet indsatsen mod skattesvindel. Eksempelvis investerer vi i 135 årsværk til bedre skattekontrol.

Det betyder blandt andet et løft af de digitale redskaber til skattevæsenet i kampen mod snyd med skatter, moms og afgifter.

Vi har også indgået en aftale om en ny hvidvaskslov, der hæver strafferammen markant for hvidvaskkriminalitet. Samtidig vil en nye hvidvaskstrategi styrke samarbejdet mellem myndighederne på hvidvasksområdet.

For vores holdning er klar: Skattesnyd skal bekæmpes.

Konservative visioner

• En styrket indsats mod skattesnyd.

• Hårde straffe for skattekriminalitet.

Konservative resultater

• 480 millioner kroner til bedre skattekontrol.

• Ny aftale om hvidvasklov. Eksempelvis hårdere straffe for hvidvaskskriminalitet.