En sund folkeskole

Dit barn skal have en sund og god tid i folkeskolen. Motion og en røgfri skoletid skal være en fast del af dit barns hverdag. For det handler om, hvordan vi sikrer den bedste start på livet.

Dit barn skal have den bedst tænkelige start på livet. Desværre halter danskernes sundhed bagud på flere områder, viser den seneste undersøgelse af den nationale sundhedsprofil for 2017.

Eksempelvis er flere unge begyndt at ryge, 28 procent af befolkningen opfylder ikke minimumsanbefalingerne for fysisk aktivitet, og flere danskere bliver overvægtige.

Det er en udvikling, vi skal have stoppet.

Det starter alt sammen med en sund folkeskole, der kan give de rigtige muligheder til dine børn. Derfor ønsker vi blandt andet, at motion skal være en integreret del af folkeskolen.

Samtidig ønsker vi, at der skal indføres røgfri skoletid. For rygning er ikke for børn, og en smøg i frikvarteret kan skabe en livslang afhængighed.

Det sikrer en god start på livet og giver de bedste muligheder for sundt og langt liv for dit barn.

Konservative visioner

• En røgfri skoletid.

• En folkeskole med sund kost og motion i højsædet.

• Børn skal lære om, hvordan de kan skabe sig et sundt liv.