Tid til fritid i dine børns hverdag

’Hvem var det, der vandt i dag!’ Børn oplever venskab og sammenhold i deres fritid, uanset om det er på boldbanen eller i spejderhytten. Leg og fritidsaktiviteter giver dem noget, som skolen ikke kan. Derfor er det vigtigt, at børn har tid til fritid.

Dit barns fritid er med til at forme det og gøre det til en del af et fællesskab. Her får de både lov til at vinde som et hold, lære at tabe, øve sig i at bygge en bivuak eller i at spille et instrument. Her spiller foreningslivet en vigtig rolle i Danmark. Her kan dit barn lære nogle ting, man ikke nødvendigvis lærer derhjemme eller i skolen.

Ikke mindst gør et aktivt fritidsliv dine børn glade. En analyse fra 2014 viste eksempelvis, at børn med et aktivt fritidsliv trives bedre end børn uden. Derfor skal der være tid til, at dit barn kan dyrke sine fritidsaktiviteter. Skoledagene må ikke være for lange. Tvungne lektiecafeer og lange skoledage skal ikke begrænse børns muligheder for at deltage i fællesskabet i håndboldklubben eller til spejder.

Vi var imod de lange skoledage, da folkeskolereformen blev indført. Det er vi stadig. Alle børn, som bruger deres fritid i foreningslivet, skal have gode forudsætninger for at gøre det. Folkeskolen er ikke dit barns eneste fællesskab. Danmark er et foreningsland, og det skal vi fortsætte med at være.

Alle børn fortjener en tryg barndom med tid til fritid.

Konservative visioner

• Tid til fritid efter skole, så der er plads til stærke fællesskaber i foreningerne

• Uddannelsessystemet skal give børn og unge muligheder for at udnytte og udvikle deres evner bedst muligt

• Større fokus på forældrenes ansvar i folkeskolen

Konservative resultater

• Regeringen har indført et forsøgsprojekt med kortere skoledage på 50 skoler

• Vi har igennem årtier været med til at reformere folkeskolen. I 2016 var 95 pct. af forældrene enige eller overvejende enige i, at barnets skole er god og at barnet trives