Registreringsafgiften skal sænkes

Du skal have råd til en ordentlig og sikker bil. Det er uretfærdigt, at du skal betale nogle af verdens højeste registreringsafgifter. Vi vil sænke den, så din næste bil bliver markant billigere og grønnere.

I 2017 havde Danmark nogle af verdens højeste registreringsafgifter. Faktisk er det kun Singapore, der overgår vores høje registreringsafgift, der går op til 150 procent.

Kigger man på nogle af vores nabolande, som Tyskland, Sverige og Storbritannien, har de slet ikke nogen registreringsafgift. Det er simpelthen ikke logisk, at du skal beskattes ekstra hårdt sammenlignet med borgere i vores nabolande.

Vi har i vores regeringstid sænket registreringsafgiften af tre omgange. Det betyder, at den høje sats er sænket fra 180 til 150 procent og den lave registreringsafgiftssats fra 105 til 85 procent. Det giver flere danskere råd til at købe en ny bil.

Men vi vil fortsat kæmpe for at sænke registreringsafgiften, og vi har en vision om, at den på sigt skal fjernes helt. Det vil skabe mere vækst og gøre det nemmere for dig at købe en bedre, mere sikker og grønnere bil til dig og din familie.

Konservative visioner

• Registreringsafgiften, som vi kender den, skal afskaffes.

• Afgiften skal i stedet være en grøn afgift på bilers miljøbelastning.

Konservative resultater

• Vi har i vores regeringstid sænket registreringsafgiften af tre omgange. Det betyder derfor, at den lave registreringsafgiftssats sænkes fra 105 til 85 procent, ligesom den høje registreringsafgift sænkes fra 180 til 150 procent.