Mindeord af Søren Pape Poulsen

Med Poul Schlüter døde ikke blot en stor skikkelse i Det Konservative Folkeparti og dansk politik, men et af de mennesker i sin generation, der satte det største præg på Danmark.

Poul Holmskov Schlüter var rundet af Sønderjylland, af grænselandets særpræg og politisk af Konservativ Ungdom. Ingen af delene lagde han nogensinde skjul på. Under Besættelsen blev han hovedkulds kastet ind som formand for Haderslev KU, kun 15 år gammel, fordi resten af bestyrelsen måtte gå under jorden. I KU fik han ”den politiske bacille i blodet”, som han kaldte den, og den forlod ham aldrig.

Selv blev han valgt til Folketinget i 1964. Det var under Poul Sørensens myndige ledelse af partiet og med Poul Møller og Erik Ninn-Hansen som frontfigurer. Under RKV-regeringen 1968-71 avancerede Schlüter til politisk ordfører. En detalje, der kan virke pudsig, fordi han efterlod så stort et aftryk på det politiske Danmark, at man næsten ikke kan forestille sig, at Poul Schlüter har været andet end statsminister.

Borgerlige stemmer, der arbejder
Det har nok også været svært at forestille sig dengang, hvor stor en succes der skulle vokse sig ud af den hårde situation, Det Konservative Folkeparti begav sig ind i. Efter RKV-regeringens afgang brød en magtkamp om partiets ledelse ud mellem Erik Haunstrup Clemmensen og Erik Ninn-Hansen. Striden var i høj grad også af personlig karakter. Magtkampen splittede partiet og var medvirkende til et stort mandattab ved jordskredsvalget i 1973.

Kort efter valget nåede man til et kompromis om lederskabet: Poul Schlüter overtog stumperne af det gamle parti. I første omgang så missionen ikke ud til at lykkes, særligt da valget i 1975 betød en ny nedtur, da det gav i alt blot 10 konservative mandater. Men Schlüters ukuelige optimisme fornægtede sig ikke, da han udtalte, at ”Partiet er en sej gammel dame, og en sådan er ikke at tage livet af.” Det skulle vise sig at være en optimisme, som danskerne skulle lære Schlüter at kende på – også i Statsministeriet.

Under mottoet ”borgerlige stemmer, der arbejder” kæmpede Det Konservative Folkeparti sig langsomt fremad fra valg til valg, mens Anker Jørgensens politik i stigende grad førte mod den økonomiske afgrund. Da Venstre i 1978 gik i regering med Socialdemokratiet uden som lovet at konsultere Det Konservative Folkeparti, bed Schlüter smerten i sig. Der ville blive brug for alle borgerlige stemmer en dag.

Statsministeren
Den dag kom i 1982, da Anker Jørgensen gav op og overlod magten til de borgerlige. Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti nåede frem til, at de skulle danne en firkløverregering med Schlüter som statsminister.

Politisk set var det et usikkert projekt. Regeringen levede på stemmer fra Det Radikale Venstre og Fremskridtspartiet, to partier, der var som ild og vand. Desuden var det også sin sag at holde sammen på fire selvstændige partier.

Noget af det værste var dog landets massive økonomiske problemer. I overdragelsesgave fra den tidligere regering modtog Schlüter underskud på betalingsbalancen, inflation i fuld galop og et underskud på 80 milliarder kroner på statens finanser. Schlüter udviste et håndfast politisk mod med fast kronekurs, afvikling af dyrtidsreguleringen, offentlige besparelser, besparelser på dagpenge og bistandshjælp og meget andet. Det tændte et håb hos danskerne om, at nu skulle der endelig komme styr på økonomien.

Som tiden gik, blev Poul Schlüter en meget afholdt figur. Med sprogligt overblik, humor og samarbejdsevner vandt Poul Schlüter genklang med noget af det inderste i den danske folkesjæl.

På Christiansborg kom han dog i mindretal ved talrige lejligheder. Især på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, hvor ”det alternative flertal” midt under Den Kolde Krigs sidste højspændte fase tvang regeringen til at sætte fodnoter i Natos politik.

Men i 1984 fik Poul Schlüter belønningen for det hårde slid: Folketingsvalget gav Det Konservative Folkeparti 42 mandater. Et resultat, der stadig er omgivet af et mytisk skær i vores parti.

Schlüters ledelsesstil var præget af optimisme, humor og plads til selvstændige ministre, men han kunne også være kontant i afregningen. Schlüter var aldrig bange for at tage folk ind udefra som ministre, hvilket ikke altid mødte forståelse blandt hans egne folketingsmedlemmer.

Kontant afregning fik ”det alternative flertal” at mærke to gange: Først da Schlüter overrumplede alle ved at sende EF-pakken om Det Indre Marked til folkeafstemningen i ’86 – og vinde den – og dernæst, da regeringen satte foden ned i forhold til sikkerhedspolitikken. Schlüter udskrev folketingsvalg, det såkaldte Nato-valg, i ’88, blot syv måneder efter at danskerne sidst havde været ved valgurnerne. Han lod danskerne tale. Det gav resultater.

Han har senere selv fremhævet den brede enighed, som afstemningerne i 1986 og 1988 gav om henholdsvis dansk Europa- og sikkerhedspolitik som politiske vendepunkter. Det kan ikke overraske nogen, at bred enighed var noget, der vakte glæde hos Schlüter. Jeg tør godt risikere den bemærkning, at Schlüter var drevet af resultater og lysten til enighed. Af at føre folk sammen.

Valget i ’88 førte til, at Det Radikale Venstre kom med i regering i stedet for CD og Kristeligt Folkeparti. Et træk, som de to partier ikke tilgav Schlüter. Hans sidste år blev præget af tamilsagen, der startede i Justitsministeriet, blev oprullet af højesteretsdommer Mogens Hornslet og endte med Schlüters egen konklusion: Regeringen måtte gå af. Dermed sluttede den længste borgerlige regeringsperiode siden systemskiftet i 1901.

Det blev dog ikke sidste gang, at danskerne havde sat deres stemme på Poul Schlüter. Det europæiske samarbejde lå sønderjyden Schlüters hjerte nært, og det var derfor ganske logisk, at han sluttede sin politiske karriere i Europa-Parlamentet.

At samle, lede og skabe resultater
Der findes næppe en større bog om dansk politik og landets statsministre, der ikke kommer ind på Schlüters personlighed og stil som leder. Med god grund. Han insisterede på, at Det Konservative Folkeparti skulle give udstrakt plads til de andre regeringspartier, ikke mindst efter valget i 1984, hvor Det Konservative Folkeparti stod stærkt. Schlüter gjorde det klart for sine konservative ministre, at kom de i konflikt med en minister fra et andet parti, ville han støtte det andet partis minister. En sådan uegennytte var med til at holde sammen på det borgerlige Danmark. Alle har hørt, at ordene faldt: ”Ideologi er noget bras”. Schlüter valgte pragmatismen over stædig insisteren på en skematisk plan med politisk utopi i sigte.

Realisten Schlüters resultater taler da også deres eget tydeligt sprog. Med ham blev vi et opsparende samfund. Der blev brudt med DR’s monopol. Danmarks miserable økonomiske situation i 1982 blev vendt til en økonomi i den europæiske superliga. Det, ingen havde troet muligt i 1982, nemlig at Danmark skulle få overskud på betalingsbalancen, indtraf i 1990. Inflationen forsvandt som et økonomisk problem, og den danske krone blev så stærk, at da murene i Østeuropa faldt, kunne kronen bruges som stærk valuta på linje med D-mark og dollars.

Sikke et eftermæle!
Det har været mit held at have lejlighed til at tale med Poul Schlüter de seneste år. Han var ualmindeligt godt orienteret, hver gang man mødte ham. Han lyttede, havde sine holdninger og ikke mindst værdighed. Det skyldes næppe kun, at jeg var 10 år, da han blev statsminister, men fornemmelsen af at tale med en statsminister var tydelig til det sidste. Man var i selskab med et menneske af format.

Vi er efterladt med mere, end hvad der kan måles og vejes og skrives ud fra et årstal: Synet på den offentlige sektor og forholdet mellem offentligt og privat blev grundlæggende ændret. Privatiseringer, udliciteringer, decentralisering, personligt ansvar, opsparing i stedet for gældsættelse samt retten til forskellighed var ikke længere skældsord. Det var begreber, som havde sat sig fast i danskernes bevidsthed og blev en del af også kommende regeringers politik uanset partifarve.

Poul Schlüter genrejste Det Konservative Folkeparti fra et splittet, vingeskudt parti til landets største borgerlige parti. Den præstation, og måden den blev opnået på, aftvang respekt og taknemmelighed.

Han vil blive ved med at være et forbillede for mange. Jeg er en af dem, der blev inspireret og – om man vil – smittet med den schlüterske politiske bacille.

Med sine næsten 20 år i spidsen for Det Konservative Folkeparti og mere end 10 år som statsminister vil manden med det skæve smil, de rammende bemærkninger og de store politiske resultater altid stå som noget helt unikt. Han var i samklang med danskerne. Han var den bedste.

Æret være Poul Schlüters minde.