Det er utrolig dårlig timing af regeringen, at vi skal stemme for baseaftalen med USA netop nu, hvor 80 års venskab hænger i en tynd tråd.
Det, jeg skriver nu, er meget svært at skrive som konservativ. Og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle sige, tænke eller skrive det.
Men Det Konservative Folkepartis livslange, loyale kærlighed til USA er i noget, der ligner opløsning. I hvert fald har der boret sig en kile ned mellem os og det land, vi har set op til, været allieret med og trofast mod gennem årtier.
Amerika var det forjættede land, mere end 300.000 danskere udvandrede til op gennem 1800-tallet i en søgen efter frihed og velstand. Amerika var det land, der hjalp os under Anden Verdenskrig, hvor tusindvis af amerikanske soldater gik i land ved Normandiets kyst på D-dag, og et meget stort antal ofrede deres liv for vores frihed.
Amerika er det land, der har givet os jazzmusikken, Elvis Presley, Marilyn Monroe, Godfather-filmene, Disney, Hemingway og cheeseburgeren. I én stor, skønsom blanding.
Når jeg tænker tilbage, tror jeg, at 1980’erne og 1990’erne for mig personligt var de ultimative USA-årtier. Det var her, jeg startede med at dyrke den spritnye motionsform aerobic, som kom direkte ind fra USA med Jane Fonda i knaldgule benvarmere, pandebånd og The Pointer Sisters’ ”I’m So Excited” på fuldt drøn fra ghettoblasteren. Det var frihed, højt tempo, og jeg elskede det.
I 1987 holdt Ronald Reagan sin ikoniske berlinmurtale: »Across Europe, this wall will fall. For it cannot withstand faith; it cannot withstand truth. The wall cannot withstand freedom,« messer Reagan ud over Brandenburger Tor. Vi kunne spejle os i Reagans optimistiske tro på, at frihed og demokrati ville sejre over totalitære systemer, og at vestligt sammenhold var fuldstændig afgørende. To år senere faldt Muren, Den Kolde Krig sluttede, og de vestlige idealer sejrede.
Kort sagt: Amerika har længe været billedet på frihed, demokrati og et frit marked. USA var en storebror, vi så op til. Som beskyttede os, men som vi også stod last og brast med. Danske soldater har deltaget i flere Nato-missioner. I Kosovo, Irak, Afghanistan. Vores udsendte har gjort deres pligt for pagten, vi har indgået i Nato-alliancen. Nogle har også betalt den ultimative pris: døden.
Det Konservative Folkeparti har altid været en stærk tilhænger af Nato og et tæt militært samarbejde med USA. Vi har støttet amerikanske baser i Europa, og under Irakkrigen var vi blandt de mest markante støtter af Danmarks deltagelse.
Stærk kærlighed, sammenhold, evig loyalitet … og så: bang, crash, bum! Så kom Trump og resten af holdet. Det startede med Trump jr., der landede i Grønland, allerede inden Trump var indsat som præsident, og så er det ellers gået slag i slag med den ene uacceptable melding efter den anden:
Fredsforhandlinger med Rusland hen over hovedet på Ukraine. Trusler om at annektere Grønland, udtalelser om, at Danmark er en dårlig allieret, lækkede chats, hvor højtstående medlemmer af Trump-regeringen kappes om, hvem der kan tale grimmest om Europa. Senest har Trump startet en toldkrig. Alt er vendt på hovedet, og hver dag er vi vågnet med tilbageholdt åndedrag og har håbet, at det hele bare var en ond drøm.
Desværre er det virkeligheden lige nu. Det kan ikke rigtig opfattes på andre måder, end at USA har vendt os ryggen, bedt os sejle vores egen sø, og at vores tætte bånd er ved at mørne og forvitre. Det er svært for en konservativ at trevle tæt knyttede bånd op – og så med den fart. Det gør ondt. Men hvad er der sket? Og hvordan skal vi stille os?
Vi kan ikke bare lægge armene over kors og føle os svigtede uden grund, hvor vanvittigt det hele end ser ud i Trumps nye univers. Selvom retorikken er skarp og primitiv, så kommer vi ikke uden om, at dele af kritikken kalder på selvransagelse hos Danmark og det meste af Europa. For har vi taget USA’s beskyttelse for givet? Har vi svigtet vores eget ansvar i Nato? Har vi bare ædt af fredsdividenden?
Det har vi uden tvivl. Vi skal have foden på speederen i Europa, vi skal stå sammen, vi skal opruste, og i Danmark har vi et meget stort arbejde foran os, hvad angår rigsfællesskabets udvikling og fremtid. Det har Trump og hans trusler og metoder fået til at stå med flammeskrift. Vi er ikke længere allierede, som vi var før. Men det betyder også, at der er områder, hvor vi ikke hverken kan eller vil gøre, som vi altid har gjort i forholdet til USA. Vi skal i hvert fald tænke os godt om.
Et helt aktuelt eksempel er den såkaldte baseaftale med USA, som regeringen indgik i 2023. Aftalen giver USA mulighed for at udføre en række militære aktiviteter på dansk jord, blandt andet udstationering af personel, opbevaring af materiel og øvelsesaktiviteter. Aftalen blev indgået, længe før Trump vendte alt på hovedet. Dengang – i ”de gode gamle dage” – gav aftalen jo på lange stræk god mening og var i høj grad noget, vi kun kunne bakke op om intentionen i.
Aftalen kræver vedtagelse af en lov i Folketinget. Og netop nu, midt i al uforudsigeligheden og kaosmeldingerne fra USA, har regeringen valgt, at vi skal stemme om aftalen. Det er dårlig timing, og det har endnu ikke været muligt at få en god forklaring på, hvorfor vi død og pine skal stemme om aftalen lige nu.
Vi står midt i en højspændt situation, hvor USA truer med at annektere vores territorie. Og derfor har vi sagt igen og igen, at det mest ansvarlige vil være at udskyde lovbehandlingen. For aftalen vil give amerikanerne meget vide beføjelser på dansk territorium.
Vi kommer til at stemme for aftalen, når den skal lovbehandles i Folketinget, for det er trods alt det mest ansvarlige for os at gøre. Det skal ikke være os, der river 80 års venskab itu. Hvis regeringen, der har den daglige diplomatiske kontakt til Washington, vurderer, at der stadig er et venskab at holde fast i, så lader vi tvivlen komme dem til gode. Men vi tillader os at udtrykke bekymring, når timingen er så skæv. Og vi tillader os at kræve svar på en række yderst relevante spørgsmål.
Et andet eksempel på, at vi i Det Konservative Folkeparti trækker i en håndbremse, som vi aldrig ville have trukket i for bare et halvt år siden, er spørgsmålet om køb af våben fra USA. Statsministeren har sagt »køb, køb, køb« og givet forsvarschefen langt større beføjelser. Det har vi længe sagt var nødvendigt. Men det er ikke lige meget, hvor vi køber vores våben.
Der er lige nu stigende usikkerhed om USA’s sikkerhedsgaranti for Europa, og derfor bør Danmark satse på at købe europæiske våben og så vidt muligt gøre sig uafhængig af USA. Hvis vi kan få materiel fra Europa, der er lige så godt som det amerikanske, skal vi købe det. Vi risikerer at havne i en situation, hvor vores betingelsesløse tillid kan bruges aktivt imod os. Når vi køber amerikansk militært isenkram, accepterer vi også en afhængighed af de nødvendige reservedele og softwareopdateringer, som kun amerikanerne kan levere.
Det har ikke været nemt at skrive det her. Det føles lidt som at hælde konservativt hjerteblod ud i håndvasken. Det gør ondt, det føles uvirkeligt. Men det er nødvendigt at justere vores billede, for endnu vigtigere for os konservative er vores sikkerhed, tryghed og kærlighed til fædrelandet og rigsfællesskabet. I mit parti har vi altid sagt, at vi skal forandre for at bevare. Og det er vi netop i gang med nu: at forandre eller justere vores kærlighed til USA for at bevare det Danmark, vi elsker så højt.
Hjemme på teenageværelset i mit barndomshjem står min gamle ghettoblaster stadig og samler støv som et kært gammelt minde om den storebror, vi havde engang, og som vi nok aldrig opgiver håbet om at få tilbage.
Bragt i Jyllands-Posten den 6. april 2025.