Mette Frederiksen negligerer fuldstændig vores fælles bånd og historie, når hun går ud på et pressemøde og siger, at Grønlands fremtid må være op til grønlænderne.
Trump jr.s besøg i Grønland her i starten af januar har helt naturligt ryddet mediernes sendeflader og avisernes spalter i Danmark. For når en tæt allieret som USA lufter tanker om at købe noget af Kongeriget Danmark, så er vi selvfølgelig på vagt. Det viser, at vi ikke længere kan regne med den gamle verdensorden.
Regeringen og statsministeren tøvede med at komme ud af flyverskjulet og sige, hvor de står i den sag. Det er også delikat, og vi har før oplevet, at vi skal veje vores ord på en guldvægt, når det gælder Donald Trump, som for anden gang bliver indsat som USA’s præsident her senere på måneden. Men jeg må sige, at jeg undrede mig over regeringens berøringsangst og manglende lederskab.
Det handler om sikkerhedspolitik, og det handler om territorier, og det er hamrende vigtigt, at vi ikke bare ser passivt på, når en stormagt ikke afviser at bruge militær magt for at erobre noget af Kongeriget Danmark.
Men det handler også om noget andet end sikkerhedspolitik. For da Trump-flyet landede i det sneklædte grønlandske landskab, og Trump jr. og hans følge fra Washington steg ned ad flyets trappe, så så de måske et stykke land, som har stor værdi for dem, fordi de kan bruge det strategisk i deres sikkerhedspolitik.
Men hvad de nok ikke så eller interesserer sig for, er, at de først og fremmest sætter fødder på et kulturelt og historisk bånd, som har eksisteret i århundreder.
I Kongeriget Danmark har vi ”ørken” på Anholt, ”bjerge” på Mols, lynghede i Vestjylland, klipper på Færøerne og indlandsis i Grønland. Vi har mange forskelligheder; sprog, kultur og natur, men vi har også en fælles historie, som er flettet sammen, og som er svær at forestille sig uden. For selvom verdens største ø på 2.166.000 km² ligger 2.300 km fra København, så er den en del af rigsfællesskabet.
Grønlands historie er lang og mangfoldig. Der har været mennesker på øen siden cirka 2.500 år før vores tidsregning, og fra omkring 985 bosatte nordboere sig i Grønland. Omkring år 1200 kom inuitterne til øen fra Canada, og i 1380 kom Grønland under den danske konge, da Danmark og Norge blev forenede. I 1728 grundlagde Hans Egede Godthåb, som i dag hedder Nuuk.
I 1979 blev hjemmestyret indført i Grønland, og i 2009 blev hjemmestyret afløst af Selvstyreloven, som udvider Grønlands ret til at styre sine egne anliggender. I alt giver loven grønlænderne ret til at hjemtage 33 områder fra retspolitik til udlændingepolitik og arbejdsmiljø. Her 15 år efter er det kun ét område fra listen, nemlig råstofområdet, de har valgt at hjemtage fuldt ud.
Rigsfællesskabet mellem Grønland, Færøerne og Danmark er hjerteblod for Det Konservative Folkeparti, og jeg vil gerne slå helt fast, at vi ønsker at styrke rigsfællesskabet og bevare det i al fremtid.
Rigsfællesskabet må ikke glide fra hinanden, fordi Danmark holder sig tilbage fra at være til stede i Grønland og på Færøerne og i stedet lader andre magter fylde mere og mere på Danmarks bekostning.
Rigsfællesskabet skal selvfølgelig være rummeligt og ligeværdigt og værne om de tre landes særpræg. Samtidig skal grønlændere og færinger vide, at Danmark også er deres land. De skal føle sig velkommen og hjemme i Danmark, ligesom danskere skal kunne føle sig hjemme og velkommen i Grønland og på Færøerne. Rigsfællesskabets lim er fællesskabet mellem mennesker.
Derfor synes jeg også, at det er ærgerligt, at vi i slipstrømmen på den aktuelle debat om USA og Grønland er ved at grave en grøft mellem Grønland og Danmark. Hvor den ene side mener, at Grønland slet ikke har noget at skulle have sagt, og den anden mener, at Grønland bare skal gå i favnen på USA, hvis det er det, det vil.
Vi er et rigsfællesskab, og vi er forbundne og forpligtede over for hinanden. Det betyder først og fremmest, at Grønland ikke er til salg. Men vi må heller ikke bilde os selv ind, at rigsfællesskabet bare er en given ting, hvis vi ikke passer på det. Og det har vi ikke været gode nok til.
Lad os bruge den diplomatiske krise til at gøre tingene bedre. Grønland, Færøerne og Danmark hører tæt sammen, men vi kan sagtens få et endnu bedre samarbejde. Det skal vi prioritere højt.
Og der har bestemt været sager, som vi på ingen måde kan være stolte af. Der er mørke kapitler i vores fælles historie, og det bærer Danmark en stor del af skylden for. Det må vi aldrig negligere. Det skal vi tage ansvar for og anerkende. Men der er også et århundreder langt samarbejde og fælles historie, som binder os sammen. Det skal vi ikke bare smide ud med badevandet.
I Det Konservative Folkeparti præsenterede vi i 2022 et udspil med en række forslag til et styrket rigsfællesskab, hvor både Grønland og Færøerne får mere at skulle have sagt. Det mangler nemlig bare.
For der har været et ønske fra Grønlands side om, at Danmark ikke skulle føre udenrigspolitik hen over hovedet på Grønland. Derfor foreslog vi i vores udspil, at Grønland skulle være repræsenteret i Udenrigspolitisk Nævn. Sidenhen har det fået to pladser.
Det er generelt dybt uhensigtsmæssigt, hvis Grønland føler sig overset. Derfor mener vi, at der skal oprettes et selvstændigt ministerium for rigsfællesskabet, ligesom vi vil oprette rigsfællesskabskontorer i Grønland og generelt investere i Grønland og Færøernes tilstedeværelse i Danmark.
Vi foreslog også, at rigsfællesskabet skal fylde mere i folkeskolen, og danske børn skal lære mere om Grønland og Færøerne, for eksempel hvad angår geografi, styreform, kultur og historie. Måske kan vi udvide det til, at danske skolebørn skal på lejrskole i Grønland, og grønlandske børn skal på lejrskole i Danmark, som Per Stig Møller har været ude og foreslå.
Vi foreslog, at afprøvningen til værnepligt genoptages i Grønland, fordi det danske forsvar ikke skal opleves som en fremmed magt i Grønland og på Færøerne. Heldigvis er forsvarets dag siden blev genindført i Grønland. Det giver jo også god mening, at flere grønlændere gør tjeneste i Sirius-patruljen.
Vi bød ind med flere andre konkrete forslag til at styrke vores bånd på tværs i rigsfællesskabet, og selvom udspillet har et par år på bagen, er det faktisk mere aktuelt end nogensinde. Lad os tænke meget mere i de baner, hvor vi styrker vores bånd på alle de områder, hvor det er oplagt. Det skulle vi jo nok have gjort for længe siden. Mon ikke situationen i dag også er et symptom på, at vi har forsømt rigsfællesskabet? For mig at se er det en opvågning, som vi bør bruge til at styrke Grønlands plads i rigsfællesskabet – med konkrete forslag som dem, vi kom med i vores udspil.
Statsminister Mette Frederiksen negligerer fuldstændig vores fælles bånd og historie, når hun går ud på et pressemøde og siger, at det hele må være op til grønlænderne. Det giver indtryk af, at rigsfællesskabet ikke er vigtigt for regeringen. Men det er det for Det Konservative Folkeparti.
Og vi tør godt sige det højt: Lad os styrke fællesskabet og give Grønland og Færøerne mere plads i samarbejdet. Lad os investere i hinanden. Vi betyder rent faktisk noget for hinanden. Lad det blive en styrke og en bro, og lad ikke andre bore en kile ned mellem hundredvis af år med fælles bånd. På den måde tror jeg, vi kan finde en fælles vej til et endnu tættere og mere rigt rigsfællesskab.
Bragt i Jyllands-Posten den 16. januar 2025
