Michael Ziegler gisper efter vejret. Det er sensommer, og han har netop besteget de fem etager op til sin kærestes lejlighed på Nørrebro i København. Trapperne plejer ikke at volde ham problemer, men den dag må han afvise velkomstkysset for at genvinde pusten.
I første omgang slår borgmesteren sine vejrtrækningsproblemer hen som senfølger af den coronavirus, han havde døjet med i sommerferien. Et par måneder senere begynder han at skrante med influenzalignende symptomer og hoste, og hans kolleger på Høje-Taastrup Rådhus opfordrer ham til at søge læge.
”Jeg tog det ikke alvorligt i starten. Jeg tænkte, jeg er en mand, og jeg bløder ikke, så behøver jeg ikke søge læge. Da jeg så i oktober får det meget værre, indser jeg, at jeg må en tur til lægen,” fortæller Ziegler, da han i slutningen af maj er tilbage på borgmesterkontoret efter mere end et halvt års sygemelding.
Han får udskrevet penicillin mod lungebetændelse, men det hjælper ikke. Til sidst tager han til vagtlægen, forventer et kort besøg og lidt ny medicin. I stedet ser personalet hans høje infektionstal, indlægger ham akut og tager den ene blodprøve efter den anden.
Diagnosen
Herefter følger en uge, som Ziegler i dag har svært ved at redegøre for. Han bliver med patienttransport kørt til Rigshospitalet og oplever, at alt vender på hovedet, mens han liggende i en seng bliver skubbet til sin nye stue. Ét billede står dog stadig skarpt i hukommelsen:
”Jeg kan huske, at jeg bliver skubbet forbi et skilt, hvor der står hæmatologisk afdeling og nedenunder noget med leukæmi. Det trigger noget i mig, fordi mine forældres første barn døde af sygdommen for mange år siden.”
Kort efter får han diagnosen: leukæmi. Der er to mulige typer – én, der kan behandles med stærke vitaminer, og én, der er langt mere alvorlig. Det viser sig at være den alvorlige.
Hvad er mine chancer for at overleve?
Efter knap en uges indlæggelse præsenterer lægerne en behandlingsplan. Ziegler er allerede sygemeldt, og planen gør det klart, at han ikke kommer tilbage på rådhuset foreløbig.
”På det tidspunkt er jeg stadig mentalt forpustet. Det føles som om, der kun er gået et splitsekund, fra jeg ankom til hospitalet for at få en ny recept, til jeg sidder ved lægens bord og får at vide, at jeg skal gennem både kemobehandling og stamcelletransplantation, hvis jeg skal blive rask,” siger han og tilføjer:
”Jeg er uddannet ingeniør, så jeg kan godt lide tal og procenter. Derfor spørger jeg, hvad mine chancer er for at overleve. Lægen spørger, om jeg virkelig vil vide det. Hvis man vil kunne sove om natten, er man nødt til at sige ja til det spørgsmål. Så det gør jeg.”
Tallene er barske: Hvis kroppen reagerer godt på kemoen, er chancen for at overleve over 80 procent. Reagerer den dårligt, er chancen kun omkring 30 procent.
”Det er en af de eneste gange, hvor jeg virkelig frygter at dø. Jeg føler, jeg bevæger mig ind i en mørk tunnel uden lys for enden,” fortæller han.
Efter samtalen forlader han Rigshospitalet sammen med sin kæreste. De går gennem et grønt område udenfor, og på et tidspunkt stopper han op, omfavner hende og siger: ”Jeg vil ikke dø.”
Lyset fra Chile
Da behandlingsplanen er lagt, overlader Ziegler sit liv til sundhedspersonalet. Han har stor tillid til videnskaben og ved, at alternativet ikke eksisterer. Hvis han melder sig ud af kampen, dør han.
Heldigvis forløber de tre kemobehandlinger godt. Til Zieglers overraskelse er kemoen ikke så slem, som han frygtede. Han får bivirkninger og mister håret, men hans krop responderer, og resultaterne er så gode, at han kan indstilles til stamcelletransplantation.
”Efter flere måneder på afdelingen sidder jeg igen over for den læge, der gav mig prognosen. Denne gang smiler hun, og jeg kan se, at hun tror på det. Mine tal er rigtig gode, og de indstiller mig til transplantation.”
Men selvom han nu er indstillet til den livsreddende transplantation, er han langt fra i mål. Først skal der findes en donor – og det viser sig ikke at være så enkelt.
”Først undersøger de, om min bror kan være donor, men det er kun i 25 procent af tilfældene, at søskendes stamceller kan bruges. Det viser sig desværre, at min bror ikke er egnet,” fortæller han.
”Det var virkelig et bump på vejen. Så må man søge i de internationale donorregistre og se, om man kan finde et match. Det bliver aldrig helt så godt som fra en søskende. Der går to lange uger, før jeg får at vide, at man har fundet to matchprofiler.”
”Hun har reddet mit liv”I første omgang får Michael Ziegler blot at vide, at der i et internationalt register på over 30 millioner donorer er fundet to potentielle matches. Senere får han besked om, at den bedste donor er en chilensk kvinde, født i 1995.
”Jeg spørger straks, om hun har sagt ja til at donere, og jeg får at vide, at det har hun. Det er simpelthen den mest fantastiske besked. Hun har sagt ja til at redde mit liv,” fortæller Ziegler, mens øjnene bliver blanke.
”Endelig kan jeg se lyset for enden af tunnelen. Det er hende, der er lyset.”
Stamcellerne fra Chile
Ziegler er nysgerrig. Han kan ikke lade være med at tænke på sin redningskvinde. Hvem er hun? Han ved kun, at hun en dag i januar bliver ringet op og får at vide, at et menneske i Danmark har brug for hendes stamceller – og at hun siger ja.
Kort efter høstes stamcellerne i Chile, hvorefter de sendes med fly til København. Herfra bliver de hentet og kørt til Rigshospitalet, hvor de til sidst bliver ført ind i Zieglers blodårer via et drop.
”Det er jo fantastisk. Jeg havde regnet med, at man ville finde en donor i Tyskland eller Skandinavien, men Chile! Det havde jeg aldrig set komme. Og så gør det det bestemt heller ikke mindre, at det er en ung og frisk kvinde, der siger ja,” fortæller han.
Selve transplantationen varer kun et par timer, men ugerne efter er hårde. Ziegler får voldsomme bivirkninger, men behandlingen virker. Kræften er slået ned, og næsten 100 procent af hans blodceller er nu skabt af den chilenske donors stamceller.
Taknemmelighed uden ord
Ziegler er ikke i tvivl om, at kvinden fra Chile har reddet hans liv. Derfor har han også behov for at udtrykke sin taknemmelighed. Reglerne siger, at donor og modtager tidligst efter et år kan få kontakt – og kun hvis begge parter ønsker det.
I mellemtiden sætter han sig ned og skriver et brev.
”Jeg skrev, at der ikke findes ord, der kan rumme min taknemmelighed. Hun kender mig ikke, og hun havde ikke behøvet at donere. Selv om hun bare var et navn i et register, har hun reddet mit liv. Jeg måtte skrive mine følelser så præcist som muligt. Jeg skrev, at hun havde reddet mig,” fortæller Ziegler.
Han skriver brevet både på dansk og engelsk. Alligevel er han i tvivl om, hvorvidt kvinden forstår nuancerne. Derfor finder han en spansk ordbog frem, for at skrive nogle linjer på hendes modersmål.
Lige hvor han gerne vil være
Når han ser tilbage på forløbet, er Ziegler ikke i tvivl om, at det har ændret ham.
”Når man bliver alvorligt syg, er det ikke kun døden, man frygter. Det er lige så meget at miste kontrollen over sit liv. Jeg er et menneske, der normalt tager styringen, og pludselig må man slippe alt og lægge sit liv i andres hænder.”
Men sygdommen har også givet ham et nyt perspektiv.
”Jeg har lært at prioritere på en anden måde. Jeg vil bruge mere tid på det, der betyder mest for mig – lykken, glæden og menneskene omkring mig. Jeg føler mig faktisk et bedre sted i livet nu,” siger han stille.
Ziegler-effekten: borgmesteren har inspireret tusindvisDa Michael Ziegler bliver syg, tager han en beslutning om at være åben og ærlig om den sygdom, der kan ende med at koste ham livet. Hans løbende Facebook-opdateringer har fået tusinder til at tilmelde sig det internationale donorregister.
”Jeg har skrantet på det seneste, og nu ved jeg hvorfor. Det, jeg troede var en lungebetændelse, viser sig at have en dybereliggende og mere alvorlig baggrund.”
Sådan skriver Michael Ziegler på sin Facebook-side den 21. oktober. Borgmesteren er blevet diagnosticeret med akut leukæmi, og selvom han understreger, at langt de fleste i dag overlever sygdommen, afhænger prognosen af, hvordan hans krop reagerer på den kommende behandling.
Og hvad gør man så, når man er en offentlig person? De fleste ville måske søge væk fra søgelyset, men Ziegler vælger at lukke offentligheden ind. I de kommende måneder deler han åbent, hvordan hans krop skal tage kampen op mod leukæmien.
Han medvirker både i en dokumentar på TV 2 Kosmopol og fortæller ærligt om dødsangst og livet som kræftpatient i pressen – og på sin Facebook-side.
Særligt på Facebook har Zieglers historie vundet genklang. Titusindvis har delt, kommenteret og reageret, når borgmesteren har delt billeder og videoer fra sin tilværelse som patient på Rigshospitalet. Og det har ikke kun været opløftende beskeder og ønsker om god bedring. Zieglers løbende statusopdateringer har fået så mange danskere til at tilmelde sig som stamcelledonorer, at flere medier har talt om en decideret ”Ziegler-effekt”.
Det gælder især, da Ziegler den 2. februar skriver på Facebook, at det er lykkedes at finde en kvindelig donor fra Chile i et internationalt donorregister på 30 millioner mennesker. I samme ombæring opfordrer han sine følgere til at tilmelde sig donorregistret – og det skal han ikke sige to gange. På under en uge tilmelder knap 8.000 mennesker sig donorregistret. Det er flere, end hele sidste år samlet.
Det er godt gjort. For som Ziegler skriver på sin Facebook, så er det kun ved at have mange potentielle donorer, at man kan være sikker på, at der findes et match til dem, der får brug for det.
