Bag Borgen

Folketingsmedlem tilså professionelle cykelryttere under cykelløb

Foto: Privat

3. juli 2026

Da telefonen ringede, og det stod klart for Charlotte Green, at hun var valgt ind i Folketinget, gik én ting op for hende.

Mandatet betød et farvel til jobbet som ledende overlæge og fem andre sundhedsfaglige jobs, hun havde ved siden af. Men med en ambition og et gåpåmod, som de færreste kan hamle op med, tog det alligevel den nyvalgte politiker et par minutter at acceptere, at det nok ikke var muligt at varetage alle stillingerne og jobbet som folketingspolitiker på samme tid.

Dog er det ikke blevet til et endeligt farvel til lægeverdenen for Charlotte Green.

I juni deltog hun som frivillig i det kørende lægeteam ved Copenhagen Sprint sammen med en række andre læger.

Green i feltet

Copenhagen Sprint er en del af UCI WorldTouren, den bedste internationale serie af landevejscykelløb. Dermed bringer løbet nogle af de bedste kvindelige og mandlige cykelryttere til Danmark – for ikke at nævne de tusindvis af tilskuere og TV-hold, der transmitterer løbet live.

Charlotte Green har tidligere været en del af lægeholdet til etapeløbet PostNord Danmark Rundt, og det var derfor oplagt for hende at melde sig som frivillig læge, da Copenhagen Sprint blev afholdt for første gang i 2025.

”Cykling er en meget risikabel sport, og cykelrytterne har krav på at få den relevante hjælp, hvis uheldet skulle ske. Så det giver mig en hel masse at kunne være med som frivillig og bruge min lægefaglige viden,” lyder det fra Charlotte Green.

Uheld blev det desværre også til for nogle af cykelrytterne i år, som derfor måtte tilses af Charlotte Green, hvilket Danmarks Radio fangede et billede af under løbet.

Det bedste ved jobbet i lægeteamet, fortæller Charlotte Green, er fællesskabet, der er blandt de frivillige. Derfor håber hun også på at kunne deltage næste år, når løbet igen finder sted. Men som folkevalgt politiker ved Charlotte Green, at arbejdet hurtigt kan lægge beslag på tiden, så for en sikkerheds skyld er hun ved at oplære en, der kan tage over efter hende.

Når erhvervserfaring bliver til politik

Charlotte Green har mange års erfaring som ledende overlæge i Akutafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Derfor har hun, som hun selv nævner, set værre uheld end dem, et par af cykelrytterne var ude for under Copenhagen Sprint.

Og det kræver – ikke overraskende – en helt særlig evne at kunne bevare roen og overblikket i de pressede situationer, man som overlæge i en akutafdeling bliver kastet ud i. En evne, Charlotte Green har taget med sig ind i jobbet på Christiansborg.

”Jeg bestræber mig på altid at holde hovedet koldt – især i situationer, hvor sagsbunken vokser og de politiske uenigheder tager til. For så kommer man længst. Og det tror jeg, at jobbet som ledende overlæge har gjort mig bedre til,” lyder det.

Derudover har de mange år i jobbet som læge givet hende en klar forståelse af, hvordan tingene hænger sammen i den virkelige verden, og hvilke knapper, der skal skrues på for at skabe noget politik, der faktisk gør en forskel.

Hvis Charlotte Green får for travlt til at være frivillig ved Copenhagen Sprint næste år, skyldes det sandsynligvis, at hun er i gang med at skabe lighed i sundheden, sætte patienten i centrum og sætte et konservativt aftryk på det danske sundhedsvæsen.