Bag Borgen

Sommer i Danmark? Folketingsmedlemmerne giver deres bedste tips

Foto: Sandro Kradolfer // Unsplash

10. juli 2026

Danmark er dejligt. Især om sommeren. Derfor er der mange, som vælger at tilbringe sommerferien i det ganske, danske land. Hvis du planlægger at holde ferie i Danmark, så kan du her få nogle hurtige tips til gode sommeroplevelser i nogle af folketingsmedlemmernes kredse.

Birgitte Bergman, valgt i Nordsjællands Storkreds

Det skal du opleve: Som perler på en snor ligger de der, de mange små kystbyer fra Hornbæk, Gilleleje, Tisvilde og Rågeleje – også kaldet ’Den Danske Riviera’ – her skal du opleve livet i sommerlandet med en fantastisk kulturhistorie i baglandet med Kronborg Slot, Frederiksborg Slot & Fredensborg Slot. En tur på Louisiana med en frokost med en bragende udsigt over Øresund er bestemt også en tur værd, og besøg så også Sletten havn, som har den skønneste fiskehandler. I Helsingør er der masser at opleve lige fra gadeteaterfestival, hamlet på Kronborg til den gamle by – gå ikke glip af Kulturværftet og snup en cykeltur ud til Hellebæk og spis en frokost på Hammermøllen, en helt unik perle.

Det skal du spise: I Hornbæk vil jeg klart anbefale ’Det fedtede hjørne’ – et sted hvor du sidder med fødderne i sandet og feriestemning bare rammer dig med mad fra hele verden. I Helsingør anbefaler jeg 73 Strandgade Vinbar & Butik, og er du til at sidde på havnen, som jeg personligt holder meget af, så har hver havn sine små cafeer. I Snekkersten Havn hvor jeg holder meget til, kan du for alvor møde de lokale på Cafe Vitus mens børnene leger med fiskenettet og fanger krabber.

Her skal du bade: Hornbæk strand kan virkelige noget, men har du små børn så er Snekkersten og Espergærde strande klart at foretrække.

Mona Juul, valgt i Østjyllands Storkreds

Her skal du spise: Norsminde Kro er forrygende. Spiser altid gerne på brasseriet, der serverer mad inspireret af fransk landkøkken. men med lokale danske råvarer. Omgivelserne er så dejlige. Moderne og uformelle. Sådan et køligt glas hvidvin og en kartoffelmad på terrassen på en varm sommerdag er himmelsk.

Her skal du bade: Saksild Strand er legendarisk. Kåret til Østsjællands bedste strand. Det var her, jeg kom som ung, og jeg elsker stadig at gå en tur og besøge Flemming Hald, der er kunstner og har et sommerhus ned til stranden.

Helle Bonnesen, valgt i Københavns Storkreds

Det skal du opleve: Jazz-festivalen i København, som er en af Danmarks største musikfestivaler. Og overvej et smut forbi Odsherred Kunstmuseum, hvor man kan se Peter Martensen-udstillingen.

Det skal du spise: Masser af danske jordbær! Min mormor serverede altid en kande med halv piskefløde og halv sødmælk til. Den vane har jeg svært ved at slippe.

Her skal du bade: I Københavns Havn! Jeg er ikke selv den store bader, men jeg er stolt af at have været med til at gøre det muligt at bade i havnen i København, og det fryder mig, at så mange gør brug af det.

Charlotte Green, valgt i Østjyllands Storkreds

Det skal du opleve: Hvis du er mest til byoplevelser, skal du tage et smut forbi Ebeltoft by, der viser sig fra sin allerbedste side om sommeren. Her finder du små hyggelige gader, Fregatten Jylland, Glas – museet for glaskunst og lækre kaffebarer. Hvis du er mere til naturoplevelser, skal du tage mod Mols Bjerge, hvor du kan opleve unik dansk natur, når det er bedst. Og hvis turen gør dig tørstig, kan det varmt anbefales at slå et smut forbi Ebeltoft Ølbryggeri, ikke langt derfra, hvor du kan nyde en kold øl med udsigt over Aarhusbugten. Mangler du en overnatning med forkælelse, kan du finde både hotel og gourmetrestaurant på Molskroen.

Det skal du spise: Ishuset ved Fjellerup Strand må være et must. Her får du en is, som den skal laves. Helt klassisk med lækre råvarer. Husk appetit.

Her skal du bade: Når du har spist en is ved Fjellerup Strand, er det næsten åndssvagt ikke at tage en dukkert. Vandet er noget af de fineste, man finder i DK, og på stranden kan du mærke sandet mellem tæerne og nyde solen.

Lise Bertelsen, valgt i Vestjyllands Storkreds

Det skal du opleve: Besøg Stauning Whisky ved Ringkøbing Fjord og få et indblik i produktionen af dansk whisky i verdensklasse – og smag selvfølgelig selv. Læg vejen forbi Lyngvig Fyr og oplev den storslåede natur med klitter, hede og den fantastiske udsigt over Vesterhavet. Besøg Hald Ruin og nyd udsigten over Hald Sø og den spændende historie, der gemmer sig i området. Tag en tur til en af Danmarks ældste byer Viborg. Oplev Domkirken og det historiske domkirkekvarter, tag en sejltur på søerne med Margrethebåden.

Det skal du spise: En god fiskebuffet i Hvide Sande efter en tur ved Vesterhavet. En stor gammeldags is fra Dollerup Ishus efter en gåtur i det smukke, istidsskabte landskab omkring Hald Sø – et af Danmarks mest betagende naturområder. Nyd en god frokost på en af Viborgs mange caféer med udendørs servering, efter shopping og en sejltur på søerne.

Her skal du bade: I det friske Vesterhav ved Hvide Sande. I den smukke Hald Sø, som er en af Danmarks reneste søer og perfekt til en sommerdukkert.

Rune Kristensen, valgt i Sjællands Storkreds

Det skal du opleve: Sjælland skal opleves som mere end en endagstur. Tag rundt til Sommerland Sjælland, Skovtårnet, Bonbon-land, Middelaldercenteret, Knuthenborg og alle de andre forlystelser. Eller tag ud og oplev alle de hyggelige provinsbyer og smukke godser, hvor der ofte er markeder og masser af skjulte perler. Det kunne fx være Nysted, Sakskøbing, Præstø eller Sorø.

Det skal du spise: Du skal tage til Næstved og spise på enten Restaurant Hans eller B-spis. Her får du en fantastisk gourmetoplevelse til en ganske fornuftig pris. Der er også både vinbar og ølbar lige om hjørnet, hvis aftenen skal fortsætte. Og så skal man altså huske vores pølsevogne. De lever i bedste velgående i de fleste større sjællandske byer og her får man dansk kultur i madform – ofte omgivet af charmerende torve eller pulserende gågader.

Her skal du bade: Jeg er på stranden på Enø så meget jeg kan i løbet af sommeren med min familie. Så med fare for, at du render ind i mig med larmende børn, så vil jeg anbefale den strand, hvor man jo så får dejlige Karrebæksminde, fiskerstemingen og måske en sejltur med i pakken. Ellers så har vi jo også Marielyst, der gang på gang er blevet kåret som Danmarks bedste strand. Her er badetemperaturerne altid lige et par grader varmere end andre steder. 

Marcus Knuth, valgt i Sjællands Storkreds

Det skal du opleve: De nye bjørne fra Sydkorea i Knuthenborg Safaripark.

Det skal du spise: På Saxkjøbing hotel – husk også en Krenkerup øl.

Her skal du bade: Bandholm Badehotel, hvor der er en skøn strand.