Lov og orden er synonym med den konservative retsordfører
Hvis der er en ét emne, som har gennemsyret Mai politiske virke, så er det børn og unges ve og vel. Som børne- og socialminister kæmpede hun for at sikre en god tidlig barndom til børn, og som retsordfører går hun i dag allerforrest i kampen mod misbrug og narkotika blandt unge.
”Alle alarmklokker bimler og bamler, når misbrugscentrene melder, at et stigende antal unge bliver afhængige af ny narkotika. Vi bliver nødt til at sætte ind på tværs af rets-, social- og sundhedsområdet. Jeg drømmer om et Danmark, hvor pusherne sidder i fængsel og de unge er narkotikafri”.
Som retsordfører er Mai også meget optaget af at sikre retfærdighed og retsfølelse. I dag bliver ofrene ofte glemt på perronen, politiet mangler ressourcer, fængslerne mangler plads og gerningsmændene slipper billigt på grund af ventetid ved domstolene. Står det til Mai skal vi fremover prioritere retssystemet meget højere, da det udgør selve fundamentet under vores samfund.
På Mais sociale medier støder man ofte på have- og gør-det-selv-projekter, hunden Daisy og kolde ishockeyhaller, hvor hendes søn er ved at udvikle sig til den næste danske hockeystjerne.