I april kom den socialdemokratiske undervisningsminister med en melding, som jeg først blev overrasket over, så rigtig glad for og derefter ret skuffet over. Ministeren vil ved hjælp af en lovændring genindføre, at det hedder et ”skolebibliotek” og ikke et ”Pædagogisk Læringscenter” eller PLC, som det åbenbart er kommet til at hedde i dag.
Min indledende overraskelse udsprang af min uvidenhed, det indrømmer jeg. For jeg anede ikke, at det ikke længere hed et skolebibliotek, der hvor eleverne søger hen for at låne bøger på deres skole. Det skyldes nok, at jeg hverken har været ordfører på skoleområdet eller selv har haft børn i den danske folkeskole. Men så blev jeg glad, for det er da indlysende, at det selvfølgelig skal hedde et skolebibliotek. Det kunne lige så godt være en ide, der var groet i en konservativ baghave. Da jeg så læste lidt mere om ministerens ambitioner, blev jeg skuffet. For det var kun et navneskifte, han ønskede. Navne og ord betyder noget, men det kan jo ikke stå alene, hvis det, der er under navnet, er gået i stykker.
Det bliver lidt de tomme tønder, der buldrer, når ministeren ikke graver dybere og også kigger på, hvad et skolebibliotek så skal kunne. Hvad er der bag døren? Er der en uddannet skolebibliotekar, der kan inspirere og udfordre eleverne til at lade sig rive med af litteraturens magi, eller som kan vise, hvordan man finder kilder til en opgave, man skal skrive eller lige ved, hvilken fagbog, der kan give mere viden om Romerriget? Er der en duft af de bøger, der står side om side fra gulv til loft på hylderne? Er der verdenskort, tidsskrifter og magasiner? Eller er det stadig ”PLC”, man møder? Hvor der kun er digitale læremidler og en række computere til at spille på, og hvor man måske selv bare skal slå tingene op på Google, fordi det er nemmere.
På mange måder er historien om undervisningsministerens navneændring et billede på alt det, der er galt med folkeskolen: Der bliver fundet lappeløsninger her og der, men hullet er blevet så stort, at det ikke rigtig hjælper med de små lapper.
Vi er nået til et punkt, hvor abstrakte verdensmål er vigtigere end konkret viden om historiske begivenheder. Hvor tværfaglige eksperimenter og diffuse emneuger prioriteres over klassiske kundskaber som dansk og matematik. Hvor undervisningsmateriale udarbejdes af interesseorganisationer, der ikke er politisk neutrale. Hvor børn hellere vil kigge i en skærm end være sammen med kammerater eller læse en bog. Hvor vold, trusler og uro har overtaget i et klasseværelse, hvor respekt, ro og fællesskabet burde have pladsen. Hvor lærerens
autoritet er blevet udhulet, og der er masseflugt fra folkeskolen – både af elever og lærere. Dannelsen er simpelthen blevet væk i den allervigtigste dannelsesinstitution, vi har.
Knap 12 procent af eleverne i folkeskolens 9. klasse dumpede enten dansk eller matematik ved afgangsprøverne i skoleåret 2023/24. Det er det højeste niveau siden skoleåret 2011/12. Det er meget alarmerende, og jeg er oprigtigt bekymret for, hvad det gør ved os som folk og samfund, når så mange fra en generation forlader folkeskolen uden basale kundskaber eller almen dannelse.
Dannelse er centralt, når vi taler folkeskole. For mig som konservativ er det klart, hvad dannelse er – for det er ikke bare lidt af det hele. I ordbogen står: ”alment kendskab til især kulturelle områder som fx kunst, sprog, litteratur, musik og historie, forbundet med en fremskreden åndelig udvikling og en kultiveret optræden og levevis opnået som resultat af god uddannelse og opdragelse.”
Det er sådan set essensen af, hvad jeg mener, dannelse er: Man kan læse, skrive, tænke. Man tager hensyn til andre. Man opfører sig ordentligt. Det kan gælde i alle tider, til alle tider. Jo mere vi ved, jo bedre vi opfører os, og jo mere respektfuldt vi agerer over for andre mennesker – desto bedre vil det gå os i livet. Dannelse er også det, der styrker fællesskaberne, fordi vi kan bidrage med noget i netop et fællesskab. En dannelsesproces foregår både hjemme i familien og ude i samfundet. Folkeskolen bør og skal være en garant for, at alle børn, uanset hvor de kommer fra, får en vis grad af dannelse i løbet af skoletiden.
Folkeskolens fornemmeste opgave er at klæde eleverne på til at kunne fungere i et stadigt mere kompliceret samfund, og dannelse forstået som personlig udvikling og tilegnelse af viden og færdigheder medvirker jo til det. Det skal vi insistere på, og vi skal som de voksne omkring børnene turde kræve noget af dem – også selvom de ikke gider eller synes det er kedeligt.
Jeg kan selv huske det berusende ved at lære at læse og fordybe mig i litteraturens univers. Når brikkerne en for en faldt på plads, fordi jeg lærte tabellerne. Eller jeg forstod, hvorfor der også dengang var konflikt i Israel, fordi jeg fik viden om tiden efter Anden Verdenskrig. Det var ikke altid lysten, der drev værket. Nogle gange var det da dødkedeligt, og jeg ville meget hellere spille fodbold med mine venner end lave lektier og øve tyske gloser, men mine forældre var ret tydelige om, at jeg også skulle gøre ting, jeg ikke gad eller synes var sjove.
Der er rigtig meget, der frister børn og unge i dag. TikTok og Instagram har taget opmærksomheden og nærværet fra os alle sammen. Mundrette begreber som ”doomscrolling” og ”reels” er blevet hverdag på børneværelset og i skolegården. Tomme kalorier, som er meget nemmere at konsumere end en god gammeldags roman. Men hvordan er det med tomme kalorier? De tilfredsstiller sulten nu og her, men der går ikke lang tid, før
man igen er sulten. Det er fastfood over for dem grovvalsede havregryn. Det er Youtube over for ”Kongens fald”.
Alting skal jo ikke være sjov og underholdning. Det er faktisk okay, at vi kræver noget af børn og unge – og elever i folkeskolen. Meget af det handler om forældrene, som selvfølgelig har et ansvar for at gøre deres børn parate til at gå i skole sammen med andre børn. De skal møde op i skolen med evnen til at udskyde deres egne behov, til at respektere læreren og fællesskabet, de skal være udhvilede, og de skal lære, at man kommer til tiden, fordi det også er at vise respekt for andres tid. Men forældrene kan omvendt også forvente, at de sender deres børn ind ad porten til en dannelsesinstitution, hvor der ikke er vold og kaos, hvor de lærer at læse, skrive og regne. Og hvor de stifter bekendtskab med litteratur, kunst og historie. Hvor der er noget, der er vigtige end andet.
Man hiver ikke bare en fiks og færdig plan for en genrejsning af folkeskolen op af hatten. Men som jeg har foreslået sammen med andre blå partier kunne vi jo starte med at indføre noget så basalt som et fagligt pensum i alle de boglige fag. Det har vi ikke haft i Danmark siden 1993.
Et regulært pensum vil sikre elevernes ret til at blive undervist i den vigtigste viden, værdier, historie og erkendelser fra tidligere generationer. For det betyder faktisk noget, at man ved, hvem Herman Bang var, hvad der adskiller Kingo fra Grundtvig eller har læst Helle Helles præcise prosa. Vi skal ikke diktere den enkelte lærers didaktiske tilgang, men det skal sikre, at alle elever stifter bekendtskab med afgørende temaer og viden, der har betydning for deres almendannelse.
Vi får hverken skolebiblioteket eller dannelsen tilbage ved bare at hænge et skilt på døren, hvor der står ”Skolebibliotek” eller ”Dannelse.” Vi er nødt til at gå mere gennemgribende til værks. For dannelse i folkeskolen er ikke noget, man lige drysser på, som man drysser krymmel på en softice, der i øvrigt er ved at smelte i solen.
