Vi skal løse to udfordringer. Der er en efterspørgsel på stoffer i befolkningen, og der er et organiseret bandemiljø, som tjener styrtende på at levere. Derfor skal vi have fjernet efterspørgslen, og vi skal slå ned på banderne hårdt og konsekvent. Men hvorfor er LA ikke med på vores plan?
Det faldt tilsyneladende Liberal Alliance for brystet, at vi forleden præsenterede et nyt udspil mod narkotikahandel på sociale medier. Vi foreslår konkret, at der skal indføres en ny bestemmelse, som sikrer, at digital markedsføring og massesalg af narkotika straffes langt hårdere end i dag.
Derudover sætter vi ind med bedre misbrugsbehandling til unge, dobbeltstraf til de pushere, som sælger til mindreårige, og så vil vi ændre reglerne, så politiet fremover kan beslaglægge de køretøjer, som bruges til narkoleverancer.
En nødvendighed i en ny digital virkelighed, hvis du spørger os, men udtryk for en fortsættelse af »50 års forfejlet forbudspolitik«, hvis man spørger LA’s nyeste folketingsmedlem, Carl Andersen.
I stedet skal man legalisere cannabis og afkriminalisere narkotika, forklarer han.
Jeg har meget respekt for mine blå kolleger, og jeg er glad for, at LA på det seneste har nærmet sig konservatismen, så dets politik ikke længere kun handler om individet, men også sommetider kigger mod fællesskabet. Når det kommer til vores tilgang til narkotika, står forskellen mellem liberalisme og konservatisme dog stadig tindrende klar.
Som konservativ tror jeg på et ansvar, som rækker længere end ens egen næsetip. Når jeg læser, at kokainforbruget er tredoblet over de seneste 10 år, så får det mig ikke til at tænke: ”Folket har talt!” og sætte gang i legalisering. Tværtimod får det alle alarmklokker til at ringe.
For jeg er faktisk ikke ligeglad med, om »du har styr på dit liv og tre gange om året til en eller anden fest har lyst til at tage noget kokain«, som LA-formand Alex Vanopslagh tidligere har formuleret det. Som konservativ tør jeg godt lade staten sætte grænser. Jeg mener faktisk, at den er forpligtet til det. Jeg drømmer ikke om et samfund, hvor vi render rundt i hver vores hashkoger og knap nok ænser hinanden.
Jeg drømmer ikke om et samfund, hvor alting handler om den næste rus, der kan få én til at glemme både familie og forpligtelser. Jeg mener grundlæggende ikke, at narkotika hører hjemme i et moderne samfund.
Derfor mener jeg også, at legalisering er en ekstremt doven form for politik. Hvis mange kører for hurtigt på en strækning, hvor der ofte er uheld, er løsningen heller ikke bare at fjerne fartgrænsen. Vi bliver nødt til at holde fast i, at der er rigtigt og forkert.
Det er forkert at påstå, at narkotikaforbrug kan styres, hvis man har »styr på sit liv«. Det er forkert at tale om stoffer som noget ufarligt, der burde legaliseres, og på den måde normalisere misbruget. Men det er rigtigt at stå fast på, at narkotika ikke er godt. At det er livsfarligt og ødelægger individer, familier og samfund.
Jeg er godt klar over, hvad det liberale modsvar vil være. Narkomarkedet giver de kriminelle bander en eksistensberettigelse, og ved at legalisere kan vi gøre dem overflødige. Jeg har bare meget svært ved at se logikken for mig: Legalisering bliver altid udlagt som en snuptagsløsning, men hvad er det egentlig, det løser?
Hvad er fidusen i at gøre livsfarlige stoffer lovlige og lade mennesker fordærve i misbrug, fordi vi ikke magter at bekæmpe banderne på anden vis? Det er da at give op. Staten skal ødelægge narkomarkedet – ikke overtage de kriminelles forretningsmodel.
Lige nu bliver flere og flere unge fanget i misbrug af såkaldte opioider, som er livsfarlig og ekstremt vanedannende receptpligtig medicin. Pillerne sælges ulovligt over bl.a. Snapchat, og de unge tager det, fordi det hjælper dem med at få deres bekymringer lidt på afstand.
Hvad er Liberal Alliances løsning her? Skal staten til at sælge morfin til unge med ondt i sjælen, eller skal det ”bare” gøres lovligt for unge at have en håndfuld opioider med i skoletasken, så de kan komme gennem dagen? En af årsagerne til, at misbruget er ved at løbe løbsk er – ifølge talrige eksperter – netop, at de unge ikke ved, hvor farlige pillerne er. Så hvad hjælper det at fortælle dem, at de nu også er lovlige?
Som jeg ser det, skal vi løse to udfordringer. Der er en efterspørgsel på stoffer i befolkningen, og der er et organiseret bandemiljø, som tjener styrtende på at levere udbuddet. Derfor skal vi have fjernet efterspørgslen, og vi skal slå ned på banderne hårdt og konsekvent.
Men en legalisering løser ingen af problemerne. Det kan godt være, at man kan have held med at flytte salget over til staten og så fylde statskassen med penge fra narkohandel. Men efterspørgslen forbliver og helt ærligt, hvad forestiller man sig, at disse eks-pushere fremover skal foretage sig?
Jeg tvivler på, at når man har ernæret sig ved vold, narko og drab, så blot beslutter sig for at blive lovlydig borger, fordi staten er begyndt at sælge kokain. Tværtimod finder man nok på noget endnu mere afskyeligt at berige sig med.
Hvorfor er liberale så bange for at sige fra, når noget er dårligt for den enkelte, familien og samfundet? Jeg fatter det simpelthen ikke. Der er intet at vinde ved at ryge hash eller tage narkotika for fornøjelsens skyld. Det er skadeligt og sløvende, og en livsændrende hashpsykose kan gemme sig i hver eneste joint; en overdosis i hver eneste pille, streg eller kanyle. Hvorfor ikke bare sige det, som det er? Det er livsfarligt at tage narkotika.
Det oplever man lige nu på nærmeste hold i Oregon, USA, hvor man i 2020 valgte at afkriminalisere besiddelse af stoffer til eget forbrug.
Siden er antallet af dødsfald på grund af overdoser tredoblet, og derfor bliver det fra den 1. september igen ulovligt at besidde stoffer til eget forbrug. Ikke ligefrem en succeshistorie.
Så vil andre nævne Portugal eller Holland som bedre eksempler, men selv hvis man ser bort fra den følgekriminalitet, som kommer af legalisering, er det så virkelig det samfund, vi ønsker i Danmark? Jeg kan ikke se det smukke i hash-caféer på hvert andet gadehjørne og turister, der kun kommer hertil for at ryge hjernen ud. Det er ikke et godt samfund, hvor man tager hånd om hinanden.
Og det er nok i virkeligheden her, vi finder den vigtigste forskel på liberalismen og konservatismen. Vi konservative tør godt sige, at fællesskabets velbefindende kommer først. Vi tør godt sætte grænser for den rene individualisme og sige: Narkotika er ikke godt for dig.
Omvendt har liberale en politisk umoden ”hvad fatter gør, er altid det rigtige”-tilgang til narkotika. Hvis fatter tager stoffer, så må vi imødekomme det individuelle behov og se stort på, hvad det ellers har af konsekvenser for samfundet og fællesskabet som helhed. Individet er altid først. Fatter har altid ret.
Det er blind ideologi, når det er værst. Jeg synes godt, at vi kan være lidt mere pragmatiske. Se på virkeligheden og agere efter den. Det er ikke godt at tage narkotika. Det er livsfarligt, og der skal utrolig lidt til, før man ødelægger livet for sig selv og sin familie. Derfor skal vi stoppe efterspørgslen.
Det er heller ikke godt, at der er bandemedlemmer, som ødelægger samfundet med vold og narkotika. Som bilder folk ind, at narkotika er uskadeligt, og som fylder deres lommer ved at sælge misbrug og dødsfald til unge mennesker. Derfor skal vi stoppe udbyderne.
Det er to konkrete problemer, som vi skal have løst. Det er ikke nemt, men betyder det, at vi skal give op og gøre narkotika til en hverdagsting, som staten forsyner dig med? Selvfølgelig ikke. Men det betyder, at vi skal fortsætte og intensivere kampen mod misbruget og banderne, som ødelægger både individer og fællesskabet.
Vi kan godt.
Kronikken er bragt i Jyllands-Posten d. 17. september 2024
