Den 15. juli 2025 var det præcis ét år siden, Niels Flemming Hansen tog plads i plenarsalen og officielt kunne kalde sig medlem af Europa-Parlamentet. Det har været et år med en stejl læringskurve og en intens øvelse i at finde sin plads i Parlamentets største politiske gruppe, EPP.
Fortalt af Niels Flemming Hansen, medlem af Europa-Parlamentet.
Når man ser på den situation, verden befinder sig i i dag, er jeg utrolig glad for at være en del af det set-up, vi har her i Europa-Parlamentet. Det er en styrke at være en del af den konservative DNA, især i en tid, hvor tingene er blevet mere udfordrende. Den fordel er blevet endnu tydeligere for mig, siden jeg kom til Bruxelles.
Jeg brænder for at kæmpe for Danmark og passe godt på vores interesser i EU. Og det har jeg muligheden for her. Derfor betyder det også meget for mig at have den opbakning og rygdækning, jeg får hjemme fra partiet. At vide, at de står bag mig, giver mig ro og sikkerhed og det gør, at jeg kan være så driftssikker, som jeg er.
Den største overraskelse er, hvor forskellig dansk og europæisk politik i virkeligheden er. Som medlem af den største politiske gruppe, EPP, som på mange måder har en slags ’regeringsmagt’ her i Parlamentet, betyder det også, at vi har et stort ansvar. Det er i høj grad denne gruppe, der er med til at sætte retningen og den lovgivning, der rækker ud i hele Europa.
Det betyder også, at det er en gruppe med stor spændvidde og interne uenigheder. Med 188 medlemmer skal man være opmærksom og aktiv på alle gruppemøderne. Hvis man ikke siger noget, bliver ens stiltiende accept hurtigt opfattet som enighed.
Derfor forsøger jeg at tage ordet, også selvom det ikke altid føles som om, der bliver lyttet. Jeg husker stadig et møde, hvor jeg fremlagde en bekymring i forbindelse med EPP-gruppens holdningspapir på forsvarsområdet og bagefter vendte flere kolleger sig mod mig og sagde: “det var godt sagt, vi er enige.” Men hvorfor sagde de det ikke højt selv? Mange tør ikke gå imod ledelsen. Men sådan som jeg ser på det, så har de danske vælgere ansat mig og Mona Juul er derfor min chef, ikke ledelsen i EPP-gruppen.
Den grønne dagsorden er et godt eksempel på, hvor jeg skal kæmpe mere i EPP. Jeg synes, at det er vigtigt at efterlade en bedre verden til vores børn og børnebørn. Så når det gælder ambitiøs klimapolitik, skal jeg ofte skal kæmpe lidt ekstra for at blive hørt.
Jeg prøver altid at lære noget nyt hver dag og det er der rig mulighed for her. I foråret havde jeg for første gang ansvaret som chefforhandler i ITRE-udvalget i forbindelse med InvestEU-programmet. Min opgave var at samle og formidle udvalgets holdning, før sagen gik videre til hovedudvalgene. Det var en spændende og lærerig proces, hvor vi nåede i mål takket være den stærke holdånd på kontoret. Det gav mig både værdifuld erfaring og endnu mere lyst til kommende opgaver. Og dem er der også heldigvis. Men de opstår kun, hvis man arbejder hårdt og viser, at man er driftssikker.
Det, der irriterer mig mest, er, at der nu er mindre tid til at komme ud i Danmark. Jeg har altid fundet stor glæde i at besøge virksomheder, komme ud og ’sparke dæk’ og sige hej ude i vælgerforeningerne. Der er kalenderen lidt mere presset og det er udvalgte uger og dage, det kan lade sig gøre. Men vi får det til at fungere med de muligheder, vi har, og jeg glæder mig over, at det stadig kan lykkes omend i mindre grad.
Et år inde i arbejdet kan jeg i hvert fald konkludere én ting: jeg er så glad for at være her og jeg er slet ikke færdig med at kæmpe den konservative sag i EU.
