Politisk udspil

Flere soldater skal forsvare Danmark

Krigen i Ukraine har raset i fire år nu. Trump truer med at annektere Grønland. Der er uro i Mellemøsten. Verden er med andre ord blevet mere usikker og uforudsigelig, og vi kan ikke bare tage vores fred og frihed for givet.

Det har altid været en mærkesag og en hjertesag for Det Konservative Folkeparti, at vi har et stærkt forsvar. Det gælder i alle tider. Vi har meget at passe på, og det er vores pligt at forsvare dét, som generationer før os har bygget op, og som vi skal give videre til vores børn og børnebørn.

Siden Ruslands invasion af Ukraine er der blevet investeret mange milliarder i indkøb af fregatter, kampfly og missiler til Danmarks forsvar, men hjørnestenen i vores forsvar er de mennesker, som trækker i trøjen – vel vidende, at de kan betale den allerhøjeste pris for fædrelandet. Uden soldater – intet forsvar.

Finland har Rusland som nærmeste nabo, og derfor har de været beredte og forberedte i mange årtier. Men Finland har ikke mange flere fastansatte soldater end Danmark. Forskellen er, at de kan mobilisere en reservestyrke på op til 280.000 soldater, hvis det skulle blive nødvendigt. Vi har også brug for en meget større reservestyrke i Danmark.

Derfor foreslår vi en ny model, der skal oparbejde en reservestyrke på 50.000 soldater inden for fem år. For vi kan ikke forsvare vores land, hvis ikke der er nok danskere, der kan trække i trøjen, hvis det bliver nødvendigt. Dem, der har forladt Forsvaret, skal kunne bevare en tilknytning, så de har mulighed for at træde til, hvis det bliver nødvendigt.

Konkret foreslår vi:

  • At personer, der har forladt Forsvaret siden 2015, skal kontaktes og forsøges hvervet for at oparbejde en reservestyrke på 50.000 soldater inden for fem år.
  • At alle, der forlader Forsvaret, automatisk skal tilbydes en plads i reserven.
  • At alle fremtidige værnepligtige skal indskrives i Totalforsvarsstyrken i ti år i stedet for fem, så de kan indkaldes, hvis det bliver nødvendigt.