Trods en faretruende våd vejrudsigt levede solskinsøen op til sit navn og leverede et par solrige dage under årets folkemøde. Interessen for den konservative formand er tiltaget betydeligt de seneste måneder, og det mærkede man på Folkemødet, hvor hun dårligt kunne bevæge sig rundt i Allinge for anmodninger om selfies og autografskrivninger.
Læs her, hvordan årets folkemøde forløb for formanden.
Torsdag ankom den konservative formand, Mona Juul, til Allinge til et tætpakket program, som startede hos News og Co. på TV2’s scene, hvor formanden blev mødt af klapsalver, da hun satte ord på sin respekt og veneration for Danmarks udsendte og deres pårørende.

Dernæst stod den på partilederdebat på Folkemødets hovedscene. Mona Juul ville bruge muligheden til at forholde regeringen nogle af de store mangler i regeringsgrundlaget, men desværre havde ingen af regeringspartiernes formænd fundet tid til debatten, så Mona Juul forlod scenen med uforrettet sag:
”Det ærgrer mig, at de ikke møder op og står på mål for deres politik. Vi mangler især svar på, hvor pengene skal komme fra, nu hvor alt tilsyneladende bliver >>gratis<<, og jeg vil også gerne forholde især Socialdemokratiet, hvordan det kan være, at udlændingepolitikken er totalt fraværende i de nye regeringsgrundlag”.
Forud for partilederdebatten var generalsekretær Søren Vandsø vært for en reception for konservative folkevalgte, medlemmer, KU’ere og andre gode venner af partiet. En hyggelig aften hvor man virkelig kunne mærke, at der er god stemning i partiet, fortæller Søren Vandsø:
”Det er en fantastisk tradition, at vi kan samle partimedlemmer fra nær og fjern på Folkemødet til et par hyggelige timer midt i alt virvaret. Der er god stemning i partiet. Vi har tre gode valg i bagagen, og vi står stærkt i målingerne. Det skinner igennem sådan en aften”.

For partiformandens vedkommende var aftenen først slut, da hun havde ageret gæste-DJ i IDA’s telt foran hundredvis forholdsvist unge tilhørere. Det kom tilsyneladende bag på mange blandt publikum, at Mona Juul kunne sætte gang i så gedigen en dansefest, men den veloplyste læser vil vide, at partiformanden har en fortid som aerobic-instruktør og derfor på ingen måde er uvant ud i kunsten at få folk til at bevæge sig.
Fredag lagde Mona Juul for med igen at indtage Folkemødets hovedscene. Denne gang for at holde sin partileder tale foran et veloplagt publikum. Mona Juul talte om sin egen og den konservative forbindelse til naturen og om vigtigheden af at give en sund natur videre til kommende generationer:
”Jeg drømmer om et Danmark, hvor børn stadig kan få grønt græs på knæene, frisk fisk på krogen, rent vand fra hanen, hvor de kan høre den samme lærkesang som i tusind år og synge de sommersange, som generationer før dem har sunget. Jeg drømmer om, at jeres oldebørn en skønne dag peger på vores generationer og siger: ”Det her, det gjorde de for os”.”

Efter talen var Mona Juul på besøg i Danmarksdemokraternes telt, hvor hun sammen med Inger Støjberg og Hans Pilgaard skulle dyste i at sætte pris på Danmark – inspireret af sidstnævntes populære tv-program. Trods en god start for den konservative partiformand endte Inger Støjberg med sejren. Danmarksdemokraternes formand måtte dog også indrømme, at hun har set samtlige programmer på forhånd, og der derfor på ingen måde var tale om en lige konkurrence.

Resten af dagen stod for formandens vedkommende på både debat om forsvar- og udenrigspolitik, samtaleevent hos Det Danske Spejderkorps, i forbindelse med at de vandt Folkemødets Dialogpris, og slutteligt en snak om demokrati og vigtigheden af kritiske medier hos Dansk Erhverv, før partiformanden igen indtog rollen som DJ; iklædt et AGF-halstørklæde skød hun fredagsbaren i gang hos erhvervsorganisationen til tonerne af Thomas Helmigs Malaga og satte samtidig et festligt punktum for sit eget folkemøde.
