Europa

Fra Folketinget til Europa-Parlamentet: Det er som at skulle op i fuldt pensum

Hvordan har de første måneder i Europa-Parlamentet været?

“Overgangen fra Folketinget til Europa-Parlamentet har været både fascinerende og udfordrende. Selvom jeg har arbejdet med EU-politik som formand for Europaudvalget, så er det at arbejde hernede noget helt andet.

For det første er det ikke en arbejdsplads med den samme historie som Christiansborg, så på min første arbejdsdag var det lidt ligesom at træde ind i Bella Centeret. For det andet står man pludselig blandt rigtig mange mennesker og skal til at lære at navigere i det.

Det Konservative Folkeparti er placeret i den politiske gruppe EPP, som har 188 medlemmer i Parlamentet, men heldigvis fandt jeg hurtigt god støtte hos svenske kollegaer, der har været her i længere tid, og sammen fandt vi en god dynamik.

Jeg fik heldigvis de udvalgsposter, jeg havde håbet på: nemlig Udvalget om Industri, Forskning og Energi (ITRE) samt Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (ENVI). Det er områder, jeg brænder for, og som jeg synes er vigtige for Danmark.”

Hvad har været den største overraskelse?

“Den største overraskelse har været at opdage, hvor ekstremt tæt et fællesskab vi havde i den konservative folketingsgruppe.

Vi sad ti i den konservative folketingsgruppe, og vi havde sammen været igennem både op- og nedture de sidste fem år. Jeg har heldigvis fået nogle nye kollegaer hernede, og jeg taler rigtig godt sammen med de andre danske parlamentarikere.

Men det der helt tætte bånd, vi havde i den konservative folketingsgruppe – dét savner jeg.”

Hvad er den største forskel på arbejdet i Folketinget og Europa-Parlamentet?

“En af de største forskelle er, hvor stor indflydelse man faktisk kan have som dansk politiker i Europa-Parlamentet.

Jeg kan huske, at nogen spurgte mig under valgkampen: ‘Har du egentlig noget magt som dansk politiker?’ Det var jeg måske selv lidt i tvivl om, men allerede nu har jeg set resultater.

Vi har fået ting igennem i EPP – både på forsvar og fossile brændstoffer i biler. Når man råber op og taler om noget, bliver der rent faktisk lyttet – det havde jeg nok ikke forventet, når man nu er en del af så stort et hus.

Det er 720 parlamentarikere, der hver især har en del ansatte, så der er også mange flere mennesker omkring et bord, når der skal forhandles aftaler igennem.

Det er selvfølgelig også en stor forskel, at jeg pludselig er gået fra dansk politik til international politik. Dit valgområde er pludselig blevet meget stort, og nu er du valgt i hele landet.

Jeg er måske vant til, at når jeg diskuterede politik, så handlede det især om transport eller forsvar. Men når man skifter til Europa-Parlamentet, så er det jo som at skulle op i fuldt pensum, for du skal både have styr på de danske sager og hele den europæiske dagsorden. Men det er også det, der gør det spændende.

Jeg har også oplevet, hvordan du starter lidt forfra, når du kommer herned. De stjerner, du måske har fået på skulderen på Christiansborg, bliver pillet af – og du skal bygge alt op fra bunden igen.”

Hvad har du af forventninger til de næste fem år?

“Jeg håber, at jeg kan være en del af nogle vigtige forhandlinger og på sigt påvirke EPP i en mere progressiv retning – især i forhold til en grønnere dagsorden.

For når man er den største gruppe i Parlamentet, så har man også et kæmpe ansvar.

Derudover håber jeg, at vi har fået styrket forsvaret i Europa, at vi er blevet grønnere uden at være blevet dårligere, og at vi har været i stand til at kommunikere EU-politik, så det er forståeligt.”

Hvordan er det at tage springet fra det velkendte Christiansborg til den enorme politiske arena i Bruxelles?

For Niels Flemming Hansen har de første måneder som medlem af Europa-Parlamentet været både en personlig og professionel rejse.