Politisk udspil

Giv de ældre et ægte frit valg og skær i bureaukratiet

Foto: Thomas Højgaard

18. marts 2026

En plejebolig er for de fleste et sidste hjem i et langt liv. Ingen skal tvinges til at bo et sted, hvor de ikke føler sig hjemme.

I omtrent tyve år har ældre haft frit valg af plejebolig, samtidig med at private friplejehjem er dukket op rundt omkring i Danmark. Langt de fleste ældre vil gerne have indflydelse på, hvilken plejebolig, de skal bo i. Naturligvis.

Alligevel har over halvdelen af kommunerne stadigvæk ikke én eneste privat plejebolig. De private friplejehjem er en vigtig styrkelse af en værdig alderdom, med selvbestemmelse og ejerskab over eget liv. Dem skal vi have flere af.

Derfor præsenterer Det Konservative Folkeparti nu et nyt udspil, der skal sikre ældre et ægte frit valg og højere kvalitet, ved at frisætte ældrevelfærden og skære i bureaukrati.

Vi foreslår:

  • En national målsætning om, at hver fjerde plejebolig skal være privat. Derfor sætter vi et konkret delmål om, at der skal etableres 5.000 nye private plejeboliger inden 2035.
  • At oprette en Friplejefond på 65 mio. kroner årligt, som skal hjælpe til at sætte skub i arbejdet med at bygge flere private plejeboliger.
  • At fjerne administrative og økonomiske benspænd for private plejehjem og øge variationen i tilbuddene ved at ændre reglerne for huslejefastsættelse for ustøttede friplejehjem

Det er dog ikke alle ældre, som har behov for en plejebolig. Mange vil gerne blive boende i deres eget hjem, så længe de kan, men har til gengæld behov for hjælp med f.eks. madlavningen.

For mange ældre er måltiderne små højdepunkter i hverdagen. Derfor fortjener de en reel valgfrihed og adgang til god, nærende og velsmagende mad. I dag står bureaukratiet i vejen, fordi hver eneste kommune har hver sin godkendelsesordning og hvert sit tilsyn. Det er enormt tungt i administration og unødvendigt bureaukrati – det kan vi da gøre smartere!

Derfor foreslår vi yderligere:

  • At vi indfører en national godkendelsesordning for leverandører af ældremad. Bliver en virksomhed godkendt ét sted, kan den som udgangspunkt levere til hele Danmark uden at skulle igennem 98 forskellige godkendelser og tilsyn.

Med Det Konservative Folkepartis udspil sætter vi ældrevelfærden fri. Og det gør vi fordi, vi tror på et Danmark, hvor du aldrig bliver for gammel til selv at bestemme.

Se også...