Seksuelle overgreb mod børn er en af de allerværste og mest modbydelige forbrydelser, man kan begå. Man gør et uskyldigt barn fortræd og mærker det for livet, og når man samtidig filmer overgrebet eller er en af dem, der downloader overgrebsmaterialet, så er man med til at holde markedet og efterspørgslen efter dette materiale i gang.
Besiddelse af overgrebsmateriale med børn er en meget alvorlig forbrydelse, men i dag kan besiddelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn ikke straffes hårdere end handlinger som koranafbrændinger eller racistiske ytringer. Det står i skarp kontrast til forbrydelsens alvor.
Vi vil fordoble strafniveauet og strafferammen for produktion, besiddelse og udbredelse af seksuelt misbrugsmateriale med mindreårige. Når overgreb fastholdes og cirkuleres, fortsætter krænkelsen af barnet, og lovgivningen bør afspejle netop det. Det skal straffes hårdt at ødelægge børns liv og fremtid.
Hårdere straffe for at begå forbrydelser mod børn – fire forslag:
- Vi foreslår, at strafferammen for udbredelse af seksuelt materiale med personer under 18 år forhøjes fra fire til seks års fængsel. Straffen ved særligt skærpende omstændigheder hæves fra seks til otte år.
- Vi foreslår, at strafferammen for besiddelse af seksuelt materiale med personer under 18 år forhøjes fra to år til fire års fængsel.
- Vi foreslår, at strafferammen for produktion af seksuelt materiale med personer under 18 år forhøjes fra seks til ti års fængsel.
- Vi foreslår, at strafniveauet for produktion, udbredelse og besiddelse af overgrebsmateriale med børn fordobles. Det betyder for eksempel, at en person, som før var blevet idømt en straf på seks måneders fængsel for besiddelse fremover idømmes en straf på et års fængsel.