Bagland

Hvorfor fedtspille, når man har det fedeste bagland?

7. september 2025

Den politiske sæson er skudt i gang, og det er – mængden af ufinansierede socialdemokratiske forslag taget i betragtning – tydeligt, at vi indenfor det næste godt og vel halvandet år skal til stemmeurnerne hele to gange. I første omgang gælder det kommunal- og regionalvalget den 18. november.

Jeg må indrømme, at jeg har rimelig høje forventninger. Ved valget i 2021 fik vi det bedste resultat i 36 år, og det siger næsten sig selv, at det kan man ikke få hver gang. Alligevel tillader jeg mig at være rimelig optimistisk, for vi har et fantastisk stærkt bagland, og jeg er ekstremt imponeret over, hvor mange gode ting, der allerede er i gang. Derfor har jeg også tilladt mig at ”sætte ambitionsniveauet højt”, som en TV2-kommentator har formuleret det. Vi går efter 14 borgmesterposter – igen – og et resultat, der ligger over de nationale målinger.

Er det ambitiøst? Måske lidt. Kan det lade sig gøre? Med et bagland som vores? Ork ja!

Selv agter jeg at give den en seriøs skalle i valgkampen, hvor jeg skal besøge hele 66 kommuner til alt fra virksomhedsbesøg til uddelinger. Jeg glæder mig til at kæmpe for den konservative sag sammen med jer, møde vælgerne og være med til at fortælle om al den gode lokalpolitik, vi har på hylderne ude i landet.

Apropos lokalpolitik så vil jeg lige knytte et par yderligere ord til det med de ufinasierede socialdemokratiske forslag. Det er muligt, at de mener det af et godt hjerte, men jeg synes godt nok, at det har taget overhånd med forslag om gratis dit og gratis dat. Hvem forsøger de egentlig at narre? Der er ikke noget, der er gratis i denne verden, og det tror jeg altså godt, at de fleste vælgere kan gennemskue. Jeg er i hvert fald stolt over, at der i vores parti ligger en grundlæggende respekt for, at pengene skal tjenes, før de kan bruges. Det er sådan man laver ansvarlig politik.

På nationalt niveau vælter det godt nok også ud med politik lige nu. Regeringen har fundet checkhæftet frem og uddeler gaver i øst og vest. Afgifter bliver sløjfet sådan lidt vilkårligt, der bliver lovet penge til det ene og det andet og der hersker en generel stemning af, at regeringen har åbnet gaveboden for at varme op til de kommende valg.

Misforstå mig ikke, jeg er kun glad for, at der er flere, som har set lyset og vil lade danskerne beholde nogle flere af deres egne penge. Skatte og afgifter skal ned. Jeg kunne dog godt ønske mig, at man gik lidt mere struktureret til værks. Regeringen er tydeligt blevet forvænt med et stort råderum og har glemt, hvor pengene egentlig kommer fra, og hvem de i virkeligheden tilhører. For det er og bliver altså danskernes penge.

Derfor bør der også komme langt mere på bordet end blot chokoladeafgift og en midlertidig nedsættelse af elafgiften. Det enorme råderum er udtryk for, at danskerne er decideret overbeskattede, og det bør vi selvfølgelig gøre noget ved. Og så skal vi altså også lige huske på, at vi har et stort råderum, fordi det går godt for økonomien, og det går godt, fordi tidligere ansvarlige regeringer har gennemført reformer, som har styrket danske virksomheders konkurrenceevne. Det må vi ikke tage for givet.

Lige nu sænker man selskabsskatten på livet løs i vores nabolande, og hvis vi ikke forbereder os på en fremtid med øget konkurrence, så ser vi ind i nogle år, hvor finansministeren ikke bare kan opjustere råderummet en gang om måneden. Det er givetvis ikke lige så sjovt et budskab som at dele ”gaver” ud, men det er altså rimelig vigtigt, at vi tænker lidt længer end det næste valg.

Jeg glæder mig usigeligt til at komme ud på kampagnesporet sammen med jer.

Mona Juul