Koranloven er et år gammel. Og træls. Jeg har så svært ved at acceptere, at vi skal stække vores ret til ytringsfrihed.
Jeg er inderligt imod koranloven. Det var jeg for et år siden, da vi stemte imod, og det er jeg her et år efter lovens tilblivelse. Det er absolut ikke en fødselsdag, jeg har lyst til at fejre med lagkager eller danske flag, men den giver mig anledning til at reflektere over, hvad det indebærer, at vi har sådan en lov, og at et flertal i Folketinget synes, den er en god idé. Jeg reflekterer, men jeg er også bekymret.
Ytringsfriheden er fundamental for et demokratisk samfund, og kunsten er ofte et værktøj til at skubbe grænser og fremprovokere nødvendige samtaler. Selv når kunst skaber ubehag eller vrede, fungerer den som en slags fremkaldervæske for refleksion og dialog. Det har vi en lang tradition for i Danmark. Og der er mange eksempler på kunst, der har skabt debat gennem tiden.
Jeg husker selv en markant kunstner, der hed Jens Jørgen Thorsen. Han var aktiv tilbage i 70’erne og 80’erne og var mildt sagt opsigtsvækkende, når han optrådte i fjernsynet i bedste sendetid iført leopardplettede gamachebukser, langt hår og pink kasket. Han gik lige til stregen og ofte også over den. I 1976 annoncerede Thorsen, at han ville lave en film om Jesus, som portrætterede ham som et menneske med et vildt sexliv. Nogen ville kalde det decideret porno. Det gav massiv modstand, både i Folketinget og blandt kirkelige grupper, der mente, at projektet var blasfemisk. Det blev set som en trussel mod kristendommens status i Danmark. Filmen blev først indspillet mange år senere.
Religion og seksualitet kan i den grad vække stærke følelser. Det kan dyrevelfærd også. Her i december har vi set grumme billeder af syge og lidende grise fra stalde hos danske landmænd. Det forarger de fleste og kalder på politisk handling. Men hvor går grænsen for, hvordan vi kan behandle dyr, og er der forskel på kæledyr og dyr, vi producerer for at spise? Det er en debat med mange etiske dilemmaer, og den debat har kunsten også taget fat i.
Et markant eksempel på det er kunstværket ”Helena” fra 2000, hvor kunstneren Marco Evaristtis på Trapholt Kunstmuseum udstillede 10 blendere med vand og levende guldfisk. Gæsterne kunne trykke på blenderens knap og dermed dræbe guldfisken. Forargelsen brød løs. Museet blev politianmeldt, og der fulgte en større offentlig debat. Værket satte fokus på moralske dilemmaer og menneskets ansvar over for både kunst og dyrevelfærd. Det blev også et symbol på, hvordan kunst kan udfordre vores komfortzone og tvinge os til at tænke over vores handlinger.
Kunstneren Peter Land skabte i 1999 et værk, som udstillede voksmodeller af døde hundehvalpe. Hvalpene var arrangeret i et tragisk tableau, og det vækkede stærke følelser hos beskuerne. Mange troede, det var ægte døde hundehvalpe. Det skabte forargelse. Vi blev tvunget til at reflektere. Gennem kunsten.
Og så er der jo Kurt Westergaards Muhammed-tegninger fra 2005. De satte fokus på grænserne for ytringsfrihed og religionskritik. Jeg tror ikke, jeg overdriver, hvis jeg siger, at de siden er blevet symbol på diskussionen om, hvorvidt alt kan og bør kritiseres gennem kunst.
Eksemplerne her er fra nyere tid. Men faktisk kan vi gå helt tilbage til 1700-tallet for at finde eksempler på, at kunsten blev brugt som middel til at skabe debat og flytte grænser. I Oplysningstiden begyndte kunstnere at udforske nye udtryksformer, og kunsten blev et middel til at skabe refleksion og oplysning – ikke kun til at hylde religionen og kongen. Og der var frihed til at gøre det. Videnskab og rationalitet vandt frem, og der spirede en kritik af enevælden og kirken. Ludvig Holberg var for eksempel en ivrig kritiker af de gældende normer og brugte satire til at udstille magten og religiøs fanatisme. Hans skuespil forargede, men han fik lov til at udfolde sin kunst uden censur. Og i dag sidder han som skulptur foran Det Kgl. Teater side om side med Adam Oehlenschläger.
Det er 300 år siden, Holberg skrev ”Jeppe på bjerget”. Men det er kun et år siden, at regeringen besluttede sig for at sætte Danmark tilbage til noget, der kunne være sket i middelalderen. En indskrænkning og kriminalisering af kunstneres – eller bare borgeres – frie mulighed for at skabe kunst eller ytre sig, så det flytter grænser eller får os til at reflektere.
Ja, koranafbrændingerne skabte debat, og det var ikke ufarlige aktioner foran ambassaderne. Billeder af brændende bøger gik verden rundt, og vi blev bange. For sikkerheden, for eksporten, for mørke kræfter. Det forstår jeg godt. Det var heller ikke noget kønt syn, og jeg bifalder det på ingen måde. Både vores sikkerhed og vores virksomheders eksport står også meget højt på min liste over ting, vi skal værne om. Men helt ærligt, så tror jeg, det var drevet over af sig selv. Uden en ny lov. Særligt hvis vi havde brugt allerede gældende lov. For selvfølgelig må man ikke bare stå og brænde et eller andet af på en tilfældig vej.
Skal vi virkelig lade os diktere af voldsmandens veto? Som individ, måske. For når forfatteren Salman Rushdie får en livslang fatwa over sig og senere får stukket en kniv i øjet, fordi han har skrevet kritisk om profeten Muhammed i en roman, så kan jeg godt forstå, at forfattere bliver forsigtige. Jeg kan også godt forstå, at man som lærer ikke har lyst til at undervise i Muhammed-tegningerne, når man ser, hvad der skete med en helt almindelig lærer på en fransk skole, som blev halshugget ved højlys dag.
Men som fællesskab, som en nation, der bygger på borgerlige, liberale værdier, skal vi holde fast. Vi skal i det mindste inden for vores lands egne grænser stå for de værdier, vi tror på og i mange århundreder har kæmpet for. Den frie kunst og det frie ord. Det skal vi turde fortsætte med at kæmpe for, også hvis det har en pris. Ellers har vi tabt på forhånd. Jeg kan ikke acceptere et blåstemplet knæfald for mørke kræfter, der prøver at fjernstyre vores demokrati fra diktaturstater i Mellemøsten.
Jeg har så svært ved at acceptere, at vi skal stække vores ret til ytringsfrihed og til at sætte ting under debat. For hvad, hvis det ene tager det andet. Regeringen har bedyret, at loven kun er en lille »nålestiksoperation«. For mig at se er koranloven starten på en glidebane, som vi slet ikke kender konsekvenserne af.
Den dansk-iranske kunstner Firoozeh Bazrafkan har i forbindelse med etårsdagen for koranloven været ude og sige, at loven netop udøver censur mod den frie kunst. Hun har i mange år lavet kunst om og med Koranen. Nu frygter hun, at koranloven gør hende til kriminel. Helt ærligt, det er helt vildt udansk.
Kunsten og ytringsfriheden er ikke altid smuk. Den kan være decideret væmmelig. Men ytringsfrihed handler også om tolerance. Og man tillader ytringer og kunst, man ikke bryder sig om. At være tolerant handler ikke om at kunne lide mange ting. Det handler om at tolerere det, man ikke kan lide. Når det gælder ytringsfrihed, handler det om at tolerere det, man ikke er enig i under den betingelse, at modparten gør det samme. Jeg kunne for eksempel personligt ikke fordrage føromtalte Thorsen og hans provokunst. Men han skulle da have lov til at udøve sin kunst alligevel.
Det princip, som er en del af fundamentet for den borgerlige orden, blev ofret med koranloven efter pres fra kræfter, der mener, at religiøs undertrykkelse skal vægte højere end individets frihed. Det triste er, at ytringsfriheden udsprang af ønsket om, at det skal være muligt at kritisere religion og magthavere.
Jeg er ret sikker på, at salig Holberg ville vende sig i sin grav, hvis han hørte om koranloven fra 2023.
Bragt i Jyllands-Posten 23. december 2024
