Politisk udspil

Klimasikring af vores kulturarv og bevaringsværdige bygninger

I Det Konservative Folkeparti ser vi det som en naturlig og vigtig opgave at værne om vores kulturarv. Der findes tusindvis af bevaringsværdige bygninger rundt om i hele Danmark – mange af dem ejet af privatpersoner.

Danmarks kulturarv spiller en uvurderlig rolle i vores nationale identitet og historie. De smukke bygninger, der findes over hele landet, er ikke kun stolte vidnesbyrd om vores fortid – de bidrager også væsentligt til turisme, lokal identitet, skønhed og national stolthed.

Men vi kan ikke tage kulturarven for givet. Det hyppigere og mere ekstreme vejr, der følger med klimaforandringerne, truer vores kulturarv. Skybrud, stormfloder og stigende grundvand kan forårsage alvorlige skader på bygningernes struktur og omgivelser. Her kan vi ikke se passivt til – det er vores pligt som samfund at beskytte og bevare denne arv for kommende generationer.

Derfor præsenterer vi fem konkrete indsatser, som skal beskytte dansk kulturarv og bevaringsværdige bygninger mod blandt andet stormfloder og skybrud:

  1. Pulje til kystsikring i udsatte kommuner
  2. Etableringsstøtte til skybrudssikring af bevaringsværdige bygninger
  3. Forflytningspulje af bevaringsværdige bygninger
  4. Undtagelse af klimasikringsinvesteringer fra det kommunale anlægsloft
  5. National prioriteringsplan til beskyttelse af dansk kulturarv

 

Pulje til kystsikring i udsatte kommuner

Danmark har mere end 8.500 kilometer kyst, som historisk har haft stor betydning for vores udvikling, selvopfattelse og økonomi. Derfor ligger mange byer og bevaringsværdige bygninger tæt ved kysterne.

Med stigende havvand og hyppigere stormfloder er der behov for at gøre mere for at beskytte vores kulturarv – især i de 51 kommuner, som Kystdirektoratet har udpeget som særligt udsatte.

Vi foreslår: At der afsættes 150 mio. kr. til en særlig kystsikringspulje med fokus på at beskytte kulturarv og bevaringsværdige bygninger. Midlerne skal udmøntes i samspil med den generelle kystsikring af udsatte områder.

Etableringsstøtte til skybrudssikring af bevaringsværdige bygninger

Langt størstedelen af de bevaringsværdige bygninger i Danmark er private boliger og ejendomme. Der er ofte krav til at bevare bygningens oprindelige udtryk, så kulturværdien bevares.

Samtidig er disse bygninger sårbare over for skybrud og andre ekstreme vejrhændelser. Mange er ikke konstrueret til at modstå de stigende vandmængder, vi oplever som følge af klimaforandringer.

Vi foreslår: At der afsættes 50 mio. kr. årligt til en tilskudsordning målrettet ejere af bevaringsværdige bygninger, så de kan søge støtte til skybrudssikring af deres ejendom.

Forflytningspulje af bevaringsværdige bygninger

I visse tilfælde er det ikke muligt at klimasikre de områder, hvor bevaringsværdige bygninger er placeret. For at bevare kulturværdien i Danmark kan det derfor blive nødvendigt at flytte bygningerne.

Vi foreslår: At der etableres en pulje til at flytte bevaringsværdige bygninger i tilfælde, hvor klimasikring ikke er mulig, og der er høj risiko for uoprettelig skade. Kulturministeriet skal vurdere, om en bygning bør flyttes. Der afsættes 150 mio. kr. frem mod 2030.

Undtag klimasikringsinvesteringer fra det kommunale anlægsloft

Kommunale klimasikringsinvesteringer er i dag underlagt det kommunale anlægsloft. Det begrænser mulighederne for lokal finansiering og tvinger kommuner til at vælge mellem klimasikring og fx renovering af børnehaver.

Vi foreslår: At investeringer i klimasikring undtages fra anlægsloftet. Klimasikring har langsigtede gevinster, og det nuværende system skaber forkerte incitamenter – også når det gælder beskyttelse af kulturarv. Dette forslag løser den udfordring.

National prioriteringsplan til beskyttelse af dansk kulturarv

På trods af de klimatiske udfordringer, Danmark står overfor, findes der i dag hverken et samlet overblik eller en prioritering af, hvordan vi beskytter den vigtigste kulturarv.

Ved at skabe et nationalt overblik kan vi tage ansvar for at beskytte Danmarks historiske arv – og samtidig ruste os bedre til fremtidens klima.

Vi foreslår: At Kulturministeriet og Miljøministeriet udarbejder en national prioriteringsplan for beskyttelse af dansk kulturarv mod klimarelaterede skader.

Planen skal identificere, hvilke bygninger der er mest udsatte, baseret på både klimarisici og kulturel betydning – både nationalt og lokalt.