Med vedtagelsen af koranloven bøjede Frederik Vad og resten af regeringen sig for et pres fra islamistiske regimer, der ser ethvert knæfald for deres tro som en sejr.
Frederik Vad har markeret sig på den hårde udlændingepolitik, men når det kommer til resultater, falmer den hårde facade.
Han står paradoksalt nok som afsender på “Den tredje erkendelse” – en erkendelse, der ifølge ham selv er nødvendig, hvis vi skal tage kampen op mod social kontrol og parallelsamfund. En erkendelse, hvor det ikke længere er nok blot at stille krav om arbejde, bolig og danskkundskaber.
Nej, nu handler det om at gøre op med kulturelle mønstre og normer, der undergraver samfundets sammenhængskraft indefra. Det lyder godt. Det lyder modigt. Men når principper skal vejes op mod realpolitikkens grå kompromiser, fordamper Frederik Vads tredje erkendelse og troværdighed som dug for Solen.
Med vedtagelsen af koranloven bøjede Frederik Vad og resten af regeringen sig for et pres fra islamistiske regimer, der ser ethvert knæfald som en sejr i deres interne propaganda. Frederik Vad indrømmer det selv i Borgerlig Tabloid, hvor han famlende siger, at det var »en svær tid«. Svær for ham måske, men konsekvensen for vores grundlæggende frihedsrettigheder blev tydeligvis sat til side i beslutningens øjeblik. Ytringsfriheden blev således indskrænket for at tilfredsstille regimer, hvis værdier står i direkte modsætning til den demokratiske ånd, som han ellers påstår at ville beskytte. Er samfundsundergravende normer, der kommer udefra, ikke mindst lige så farlige som dem, der kommer indefra?
Sandheden er, at koranloven kan ses som et eksempel på global social kontrol. Afbrænding af koraner er utvivlsomt stødende for nogle, men netop muligheden for det er et håndgribeligt udtryk for ytringsfriheden. At rulle ytringsfriheden tilbage signalerer, at trusler og bøllemetoder virker.
Hvis Frederik Vad virkelig tror på sin tredje erkendelse, hvorfor svigter han så sine egne principper, når kampen for alvor gælder? Mange, der kæmper mod social kontrol i Danmark, kender følelsen af at blive truet til tavshed. De, der måske havde håbet, at Vads handlinger matchede hans ord fra talerstolen, står skuffede tilbage, når han tydeligvis ikke tror på det, han selv siger.
Når man som Frederik Vad ønsker at fremstå som en “hardliner”, men alligevel bøjer sig for netop den globale sociale kontrol, er det et skridt tilbage for den værdikamp, han ellers påstår at ville føre.
Når han desuden nedtoner betydningen af koranlovens konsekvenser, glemmer han, at symboler er afgørende i kultur- og værdipolitikken. Denne lov viser, at diktaturer kan få os til at ændre loven, hvis de protesterer højt nok. Tryk avler ikke altid modtryk. I Vads tilfælde avler det tydeligvis underkastelse – endda på en uværdigt eftergivende måde, som ingen “hardliner” burde acceptere.
Tidligere har vi i Danmark slået fast, at man må gøre nar af religion, også selvom det sårer visse grupper. Selvom det ikke altid er kønt, er det en af grundpillerne i vores frie samfund i modsætning til diktaturstater. Koranloven undergraver netop dette, idet vi beskytter en bog frem for at beskytte retten til at kritisere den. Man kan spørge: Hvad bliver det næste? Hvis nye regimer kræver flere forbud, skal vi så igen tage hensyn til »danskernes sikkerhed«? Findes der overhovedet grænser for, hvor meget frihed vi vil sælge ud af?
Vad vil formentlig hævde, at koranloven var nødvendig for at værne om danskernes tryghed. Men eftergivenhed over for ekstreme kræfter virker sjældent på længere sigt. Denne lov bliver set som en sejr af de fanatikere, der tror, de kan presse frie samfund til at acceptere religiøs censur. Hvor efterlader det Vads “hårde linje”? Resultatet er, at koranloven står som en indskrænkning af vores frihed – uden at løse noget. Den “tredje erkendelse” om at bekæmpe social kontrol klinger hult, når man samtidig tillader den mest vidtgående kontrol udefra.
Hvis Vad virkelig mener det, han siger, burde han have stået fast. En misforstået tilgang til pragmatisme overbeviser ikke, når man som Vad ønsker at fremstå som “hardliner”. I stedet har han vist, at han er parat til at ændre fundamentale samfundsregler for at lefle for diktaturer i Mellemøsten. Det er både en farlig glidebane og komplet selvmodsigende. At se en dansk politiker handle så uværdigt for at tækkes totalitære stater vækker alvorlig bekymring.
Koranloven er blevet et monument over eftergivenhed – en indrømmelse, der ikke burde være sket. Den er en gave til dem, der helst ser vores frihed skåret ned, og den sender et signal til minoritetskvinder og ofre for negativ social kontrol om, at selv folketingssalen vil bukke og skrabe, hvis presset udefra bliver stort nok. Tilbage står derfor spørgsmålet om, hvorvidt Frederik Vad og resten af Socialdemokratiet vil indrømme fejlen og arbejde på at afskaffe koranloven? Gør han ikke det, huskes hans “tredje erkendelse” som tomme floskler, da hans handlinger pegede i stik modsatte retning.
Som bannerfører på området kunne han have valgt at sætte foden ned, men i stedet bøjede han nakken. At lave en særregel for koranafbrændinger er ren symbolpolitik – i øvrigt af den slags, Vad selv hævder ikke at være tilhænger af. Hvordan skal vi kritisere parallelsamfund og æreskultur, når vi ikke engang tager vores egne principper alvorligt? Dermed står vi tilbage med en lov skabt af frygten for reaktioner udefra. Dette er selve definitionen på social kontrol. Vad har givet fanatikerne bevis på, at trusler i høj grad kan betale sig. Det er skuffende fra en politiker, der påstår at gå forrest i at værne om danske værdier.
Hvis han virkelig tror på, at frihed skal sættes højere end alt andet, burde han indrømme, at lovgivning om, hvordan man må brænde en bog, man selv ejer, indskrænker ytringsfriheden. Resultatet er en politik, hvor lovgiverne reagerer efter internationale magters følelser – alt sammen i “sikkerhedens navn”. At det var »en svær tid«, kan ikke bruges som carte blanche.
Politik handler om principper, især når presset er højt. Her dumpede Vad testen. De regimer, han siger at modarbejde, jublede. De minoriteter, han angiveligt vil beskytte mod parallelsamfund, oplever, at han i stedet begrænser friheden. Forhåbentlig bliver dette en lærestreg: Vi kan ikke bekæmpe social kontrol indefra i Danmark, hvis vi samtidig bøjer os for global social kontrol udefra. Man kan ikke have ét princip for undertrykkende miljøer herhjemme og et andet for globale aktører, der vil gennemtvinge religiøse krav og hensyn i dansk lovgivning.
Resultatet er, at koranloven står som et bevis på Frederik Vads halvhjertede erkendelse. Han talte stort om at ville tage det næste skridt i værdipolitikken, men endte i stedet med at lade autoritære stater få det, de pegede på. Det er en kæmpe sejr for dem, der ønsker at begrænse friheden, og et eklatant nederlag for dem, der troede på, at Frederik Vad ville stå fast.
Bragt i Jyllands-Posten den 23. april 2025
