DET TALTE ORD GÆLDER
Kære alle sammen.
I dag vil jeg sige noget om tillid. Og komme med en advarsel.
For i Danmark hænger det demokratiske liv sammen på en helt særlig måde. Vi har skabt en unik demokratisk sammenhængskraft.
Det begyndte en forårsdag i 1848. Da vi danskere i fordragelighed gik til kongen og krævede folkestyre og frihedsrettigheder. Der var ikke meget fransk revolution over dét. Der var ingen guillotine. Og da den folkemængde, der var gået til kongeslottet med deres krav, straks fik et positivt svar, kvitterede de da også med et ”Kongen leve!”
Danskerne har aldrig været et revolutionært sindet folk. Vi mener, at uenigheder kan håndteres civiliseret.
Grundloven satte os fri – blandt andet fri til at tale. Alle må sige og skrive deres tanker. ”[…] dog under ansvar for domstolene”, som det hedder i §77. Det er en paragraf, der peger mod fremtiden. Den beskytter nemlig det, vi siger her i dag – og det, enhver dansker måtte sige i morgen.
Med grundloven forpligtede vi os til at blive ved med at tale sammen. Så meget tillid havde vi allerede dengang til os selv som danskere.
Danmark er med andre ord bygget på tillid.
***
Vi er gode her i Danmark. Vi er gode til tillid.
Vi kan gå til valg, uden nogen sniger to ekstra stemmesedler ned i stemmeurnen.
I Danmark kan ældre med dårligt syn række kontanterne til kassedamen og sige: ”Tag, hvad jeg skylder for varerne” og alligevel altid komme hjem med de rigtige byttepenge.
Det kan vi godt give os selv et klap på skulderen for. Det er noget, vi har bygget op over generationer. For så stor tillid er ikke natur. Det er kultur.
Men hvordan står det til med tillid i den offentlige samtale, vi fik frihed til?
Lad mig sige det helt tydeligt: Noget er gået i stykker. Hvor tillid tidligere var vores udgangspunkt, er mistillid i stigende grad blevet en industri.
Den offentlige debat bliver latterliggjort, når den mest består af skældsord og smileyer, der kaster op.
Og så sidder der måske slet ikke nogen i den anden ende af den debat. Man har i stedet fået en skriftlig sherifstjerne af en russisk robot, der er fuldautomatisk, er putinist og altid klar til at spilde ens tid.
Det var faktisk ikke tanken med en grundlovssikret ret til kommunikation.
Med friheden følger et moralsk ansvar for demokratiet. Et ansvar for at lytte. Ellers ved man ikke, hvad andre har brug for. Eller hvordan vejen til et kompromis ser ud.
At gå på kompromis er at tage sine egne holdninger så alvorligt, at man faktisk er parat til at gøre dem til virkelighed. Også selvom det så, i realiteternes verden, sker lidt ad gangen – og altid uden ultimative krav. Det handler nemlig om at blive enige, når man er uenige.
De ultimative krav er med andre ord med til at ødelægge den samtale, som dansk politik er. Det er med til at mistænkeliggøre det at gå på kompromis. Og uden tillid til kompromisser, bliver der mindre enighed og færre resultater.
Vi er nødt til at gøre det bedre.
Vi skal bruge mindre tid på at få os selv til at se godt ud og endnu mindre tid på at få andre til at se dumme ud.
Løsningen er altså en slags mindre-mindre, kunne man sige.
***
Tilliden bliver udfordret i politik. Men også i vores samtale på sociale medier.
Man kan – helt i grundlovens ånd – udtrykke sig frit og demokratisk på Facebook, X og andre sociale medier.
Man kan for eksempel rose den her tale alt det, man vil. Eller skrive, at hende der Mona Juuls hår, det så da mærkeligt ud. Det kan man godt have tillid til, at nogle mener.
Men på de samme sociale medier møder vi videoer af overfald og tilfældig vold. De kan være så skamklippede, at sandheden går tabt. De bringes uden kontekst – uden at man reelt ved, om man ser på en voldsmand – eller en, der agerer i selvforsvar. Og greb politiet ind? Er vedkommende dømt og fængslet? Eller var det hele bare fup?
Hvor ville jeg dog meget hellere kende hele sandheden og kunne have tillid til det, jeg ser.
Når tilliden forsvinder, begynder det civiliserede samfund at knirke og i sidste ende risikerer det at brase sammen. Samtale for samtale. Institution for institution.
Vi har set det i USA. Familier splittes over politik. Og når præsident Trump bliver forholdt noget af et medie, han ikke kan lide, kalder han dem “fake news”. Og siger, at de er “enemy of the people”; fjender af folket. For han vil mistænkeliggøre alle, der prøver at stille ham til ansvar.
***
Hvis vi tror, vores offentlige samtale i Danmark har det svært nu … så bare vent.
For til næste folketingsvalg vil vi på grund af AI ikke længere kunne se forskel på, om en video af en partileder er ægte eller ej.
Man vil kunne manipulere, så det vitterligt ser ud, som jeg står og siger det værste vrøvl.
Og man vil kunne manipulere, så det ser ud, som om mine politiske modstandere omsider er kommet til fornuft.
Måske bliver det helt umuligt at skelne mellem det rene vrøvl, som ingen politiker nogensinde har sagt. Og så det rene vrøvl, vi faktisk har sagt.
Jeg siger det med lidt humør. Men tænk på, hvor skadelig den forvirring er.
Kan I forestille jer, at der i valgkampen dukker en video op af en politiker – og at på den video ser vi noget, vi ikke kan tilgive? Videoen spreder sig, skaber afsky. Selvom indholdet bliver benægtet, er det måske for sent. Folk har set det. Og kun måske når nogen at læse berigtigelsen af historien, inden valgstederne lukker. For måske kommer beviserne for sent. Hvis de da kommer.
Så hvor går man så hen for at få sandheden?
Jeg kan forstå, at nogle her i Danmark alligevel mener, at sandheden findes på sociale medier. Det gør noget af den nok. Men den findes i så fald inde midt imellem en hel masse forvredne sandheder, deciderede løgne, filtrerede glansbilleder og ufiltreret vold.
Men kan man så finde sandheden i medierne?
Jeg kan forstå, at nogle mener, at danske chefredaktører skal beskrives som nogen, der lever af citat ”bedraget, uægtheden og misbruget”.
Det er for voldsomt til mig.
Det lyder næsten som om, at nogen kører guillotinen frem.
Vi kan håbe, at ham, der har sagt det, bare har tabt hovedet.
***
Jeg ville være en sløj konservativ, hvis jeg ikke forsvarede den bestående orden. I disse år er det faktisk særlig vigtigt.
Derfor forsvarer jeg den etablerede presse her i dag. Ikke fordi journalister er ufejlbarlige. For nu at sige det mildt. Men fordi et frit samfund har brug for institutioner, som vi kan have større tillid til, end vi kan have til spredt fægtning med tastaturer på internettet.
Mængden af information vokser, det gør vores mistillid også. Derfor vokser vores behov for reel oplysning. Det stiller krav til de etablerede medier. Vi vil have sandheden, som den er. Vi vil gerne vide, hvis det går godt. Og hvor verden måske står i brand. Hvor folk trives. Og hvor de er frustrerede. Derfor er det ikke nok som journalist at bevæge sig i magtens cirkler. Man skal også bevæge sig i afmagtens cirkler. Vi skal lytte til alle.
Det samme krav gælder for politikere. Vi skal lytte til både dårlige nyheder og ubekvemme sandheder. Vi skal have hele historien, og vi skal give hele historien. Vi har brug for at opbygge så meget tillid til hinanden, som vi kan.
***
At forsvare pressen er naturligvis stik imod tidsånden. Det er ligefrem kontrært måske. Nærmest punk. Men som andre konservative før mig har sagt, så lever vi i dag i en tid, hvor det mest konservative er at holde fast i det, der har værdi – også det, som mange afskriver som fortid.
Og det her er vigtigt.
Den etablerede presse fastholder en orden, og de fleste også en ordentlighed, fordi der faktisk er en ansvarshavende redaktør – som er en slags modsætning til den anonyme profil på Facebook, der ikke vil tage ansvar for noget som helst, men bare hamrer i tasterne i vildskab.
Og det er – sammen med journalisternes uddannelse, god skik og at Pressenævnet holder øje – med til at fjerne mistillid. Det er med til at skabe tillid. Begge sider i en sag kan blive hørt. Fakta tjekkes. Fejl rettes.
Ikke fordi alt så er sin bedste orden.
For aviser begår fejl. Men de kan stilles til ansvar for dem. Det er forskellen til de sociale medier.
Jeg mener, tiden er kommet til at se på, om vi skal lave et skattefradrag, så alle familier lettere kan holde én ordentlig avis – trykt eller elektronisk – efter eget valg.
Det vil styrke den frie presse, som jo trues af gratis nyheder, af et internet uden grænser og af nye medier, som i sidste ende kan laves helt og holdent af kunstig intelligens. Det vil styrke sandheden.
Hvis du synes, jeg lyder nostalgisk, så svarer jeg: Er vi virkelig kommet så langt fra vores rødder, at en dansk avis ikke hører til i fremtiden?
Hvis du synes, jeg lyder naiv, så svarer jeg: Er det ikke nærmere naivt at stole på, at fremtiden bliver bedre af at tro, at vi får hele sandheden på sociale medier?
Min advarsel i dag lyder: Pas på, at mistilliden og usandhederne ikke får splittet os ad.
***
En dag som i dag skal vi bruge til at tænke over, hvorfor det er gået Danmark så godt, som det er.
Hvilken ånd var afsættet?
Hvad har vi danskere gjort rigtigt?
En af tingene er, at vi her til lands har kunnet kræve frihedsrettigheder og bede om stemmeret, uden at kappe hovedet af hinanden. Men vi kan i dag ikke kan logge på sociale medier uden at få lyst til det.
Det må få os til at tænke. Handler vi ud fra vores højeste idealer, når vi lever sådan? Er det sådan, vi giver hinanden lyst til at mødes? Og give hinanden en indrømmelse – for eksempel lige præcis nok til et kompromis?
Grundlovsdag minder os om, hvem vi er, når vi er allerbedst. Så er vi danskere, der bygger et unikt og smukt samfund – med en tillid til hinanden som intet andet sted på kloden. Så er vi naboer. Demokrater. Uden guillotine.
Selvom grundloven har 177 år på bagen, handler den også her i dag i Jørlunde om vores fælles fremtid. Den gav os friheden. Nu skal vi holde fast i tilliden.
