Det Konservative Folkeparti er garant for en hård linje over for bandekriminalitet. Straf virker, fordi banderne ikke kan begå ny kriminalitet, når de er bag lås og slå. Og fordi vores retsfølelse skal genoprettes, når den er blevet krænket af bandernes forråede og hensynsløse adfærd. Det skal have konsekvenser at vende fællesskabet ryggen og gøre livet utrygt for danskerne.
Det Konservative Folkeparti lavede den første bandepakke i 2009, hvor vi indførte dobbeltstraf for bandekriminalitet. Siden har vi været med i alle de efterfølgende bandepakker, uanset hvem der har været i regeringen.
Vi har blandt andet fået skærpet straffen for at bære våben og begå ydmygelsesvold, ligesom vi har styrket muligheden for at udvise kriminelle udlændinge og udvide myndighedernes værktøjer i bekæmpelsen af bandekriminalitet.
Vi ønsker at fortsætte ad det spor, for det har virket. I Sverige fravalgte man en hårdhændet tilgang over for bander og kriminelle udlændinge. Konsekvensen er, at de i dag har sat europarekord i skuddrab.
Men vi er ikke i mål i Danmark. Bandernes hensynsløse adfærd skal mødes med hårde straffe, der utvetydigt viser samfundets afstandtagen, og banderne skal fortsat presses af myndighederne, hvor det er muligt.