Velstand er forudsætningen for velfærd. Uden et stærkt erhvervsliv, der tjener penge, er der ikke råd til alle de ting, vi ønsker at prioritere politisk. Samtidig er det afgørende for Det Konservative Folkeparti, at staten ikke står i vejen for, at driftige og virkelystige danskere kan udleve deres drømme. I Danmark har vi en stærk lønmodtagerkultur og en svag selvstændighedskultur. Det vil vi gerne ændre på.
Danske virksomheder, arbejdspladser og selvstændige skal have konkurrencedygtige vilkår. Det betyder, at regulering skal begrænses til et absolut minimum, at selskabsskatten skal ned, og at der skal være mulighed for at tiltrække arbejdskraft og kapital. Det er ikke bare godt for eksisterende virksomheder, det gør det også lettere for alle dem, der drømmer om at starte selv. Iværksættere skaber fremtidens væksteventyr; dem skal vi passe godt på.
Det seneste årti har næsten halvdelen af væksten været drevet af stigninger i kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Flittige udlændinge, der ønsker at indgå i det danske samfund og lægge deres arbejdskraft i danske virksomheder, skal vi byde velkomne. Derfor skal virksomhedernes mulighed for at tiltrække international arbejdskraft styrkes.