Politik

Lov og orden

Uden et stærkt retsvæsen forsvinder grundlaget for et trygt samfund. Borgerne skal kunne forvente, at myndighederne er der for dem, når de er ofre for en forbrydelse, og de skal ikke vente flere år på at få en sag for domstolene. Derfor arbejder vi for at styrke politi, anklagemyndighed, domstole og kriminalforsorg.

For Det Konservative Folkeparti er det vigtigt, at kriminalitet har mærkbare konsekvenser. Det gælder for bander, voldsmænd, vanekriminelle og alle andre, der bryder loven. Derfor skal der slås hårdt og konsekvent ned på kriminalitet. Men der skal også være mulighed for at komme tilbage til samfundet igen og bidrage positivt, når man har afsonet sin straf. Derfor arbejder vi både for hårdere straffe og bedre resocialisering i fængslerne.

De, der vælger at leve på den forkerte side af loven skal retsforfølges effektiv og konsekvent. De, der lever på den rette side af loven, skal leve frit, trygt og sikkert.