Om mig
Jeg har været medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti siden 2019, hvor jeg blev valgt ind i Østjylland. Siden marts 2024 har jeg været formand for partiet.
Jeg bor i Horsens sammen med min mand, Carsten og vores lille, hvide hund, Ludvig. Når jeg ikke er i København og på Christiansborg, tager jeg gerne en rask tur i skoven med Ludvig mellem onlinemøder, interviews og forberedelse. Så får jeg lige et skud ny energi og er klar til at mose videre.
Jeg er vokset op med min mor, far og lillebror i et parcelhus i gule mursten i den lille by Torsted uden for Horsens.
Min barndom var tryg og god, og jeg manglede ikke noget, slet ikke kærlighed. Men pengene var små, så det var ikke dyre ferierejser eller det sidste nye skrig i modetøj, der var mest af. Men det gjorde ikke så meget, for vi havde det sjovt, og der var for det meste fuld fart på.
Jeg spillede fodbold i den lokale fodboldklub Torsted IF, og jeg fik venner og masser af gode minder gennem sporten. Jeg synes virkelig, at foreningslivet i Danmark kan noget. Både i forhold til breddeidrætten, men også på eliteplan.
Det er et helt enestående fællesskab, man møder i en idrætsforening, og det er så fedt, at så mange gider at lægge så mange timer som frivillige i foreningsdanmark. Det skal vi virkelig værne om, og vi skal som politikere skabe nogle gode rammer for, at foreningslivet kan blive ved med at blomstre.
Jeg var også en hyppig gæst på skolebiblioteket, for jeg har altid elsket at læse. Det har jeg ikke så meget tid til i mit liv lige nu, men når der er en ledig stund, så fordyber jeg mig i en god roman eller en politisk debatbog.
Da jeg blev lidt ældre, kastede jeg min kærlighed over den lækre 80’er-sport aerobic. Jeg dyrkede også boksning, spinning og pump. Lige indtil mine knæ ikke ville være med mere. Men det var en sjov tid.
Jeg havde mange forskellige fritidsjobs, da jeg var ung. Jeg gjorde rent hos naboerne, var stuepige på Missionshotellet i Horsens, kassedame i Føtex, arbejdede i en grillbar og pølsevognen på Torvet og mange andre spændende steder. Selvom det nogle gange var surt at arbejde i stedet for bare at holde fri, så tror jeg, at jeg lærte en masse af det.
Og nu lyder jeg måske som en gammel krampe, men jeg mener altså, at det er sundt og vigtigt for unge mennesker at have fritidsjobs. For udover at det er megasejt at tjene sine egne penge, så lærer man også at begå sig på en arbejdsplads, møde til tiden, tage ansvar og måske også få lidt hård hud.
Min erhvervskarriere
Mit første sådan rigtige voksenjob var i MD Foods, som i dag hedder Arla. Her arbejdede jeg med salg og marketing.
Senere kom jeg til Envision, som er et stort reklamebureau i Aarhus. Her var jeg i mere end 19 år, først som kontakt- og teamchef og de sidste 11 år som administrerende direktør. Jeg ejede også en del af virksomheden, men har siden afhændet alle aktierne, så jeg ikke er inhabil i forhold til det politiske arbejde.
Min erfaring i erhvervslivet har givet mig en dyb indsigt i både virksomhedernes vilkår i Danmark og i, hvad ledelse er. Den erfaring bruger jeg hver dag i mit politiske virke. For mig er god ledelse, at man kan vise vej, og at man forstår at lytte til god rådgivning. Og så skal man huske – altid – at opføre sig ordentligt.
Partiformand og politiker
Jeg gik ind i politik, fordi jeg ikke kunne lade være. På den måde var der tale om et stort tilvalg fra min side. Jeg sagde farvel til alle tiders job, som har fyldt alt. Og til en masse skønne kolleger og en branche, jeg holdt rigtig meget af. Men lidt ligesom jeg altid vælger at træde ud af bestyrelser, når jeg ikke synes, der er brug for mig mere, så syntes jeg også, at jeg kunne forlade Envision med god samvittighed.
Min tilgang i politik er, at det vi gør, skal give mening. For danskerne. Jeg er ikke vild med syltekrukker og årelange kommissioner. Hvis der er noget, vi kan fixe, så lad os gøre det. Men vi skal selvfølgelig altid tænke os om og gøre vores forarbejde.
Jeg lytter gerne, og jeg siger også gerne, hvad jeg mener. Og så synes jeg, vi skal samarbejde på tværs af partier, der hvor det giver mening.
Det er ingen hemmelighed, at jeg drømmer om og tror på en blå regering efter næste valg.
Hvorfor er jeg konservativ?
Jeg har altid været interesseret i politik, jeg har altid været konservativ, og jeg elsker at være konservativ.
For mig handler det at være konservativ ikke om, hvorvidt du går med butterfly eller sneakers eller noget tredje. For mig handler det at være konservativ om ordentlighed og retfærdighed, om fællesskab, om frihed under ansvar, og at man tager generationsansvaret alvorligt.
Det gælder både, når vi kæmper for at få mere natur og skov og et renere havmiljø, og når vi ønsker at give vores virksomheder, arbejdspladser og selvstændige bedre vilkår, så de også i fremtiden kan skabe den udvikling, som vi alle nyder godt af. Jeg plejer at sige, at vi skal bage samfundskagen større i stedet for bare at skære skiverne tyndere og tyndere.
Hvis du vil være klogere på vores politik, så dyk ned i alle vores politikområder.