Lars, Henrik og Søren er populære navne på direktionsgangene. Der er langt flere, der bærer netop de tre navne, end der er kvinder blandt topcheferne i Danmarks største virksomheder. Det er en lidt spøjs opgørelse, men den er desværre sand. Der er absolut intet i vejen med de tre navne, som i øvrigt var mest populære for 40, 50 år 60 år siden. Men det siger jo lidt om, at vi ikke er helt i mål med ambitionen om også at tiltrække de dygtige kvinder. Det skal vi have talt om. Kvindernes Internationale Kampdag i lørdags var en god anledning, men vi skal huske at tale om det hele året.
Bestyrelser og direktionsgange i danske virksomheder og organisationer kan selvfølgelig levere stærkere resultater, hvis ikke alle ligner hinanden. Vi skal ikke kun have kvinder. Eller kun mænd. Vi skal have en blanding af kvinder, mænd, unge og mere erfarne og kandidater med forskellige baggrunde. For det skaber en god dynamik, det genererer flere ideer, og mangfoldighed er også med til at sikre, at et problem bliver anskuet fra alle vinkler. Og så skal talentet og kompetencerne selvfølgelig også være der, men det giver vel sig selv.
Børsen kunne i februar fortælle, at andelen af kvinder i bestyrelser lå på 20,6 procent, og tallet var uændret siden 2014. Men bestyrelsesforeningen Boardpartner gravede i tallene og kunne vende skuffelse til optimisme: For når man kigger på, hvad der sker, når bestyrelser skifter ud eller udvider, var der en samlet tilvækst af nye bestyrelsesmedlemmer på i alt 2.376 i perioden fra 2019 til 2022. 60 procent af dem var kvinder.
Jeg synes også, vi er kommet langt, når det gælder om at få flere kvinder ind på topposterne. I mine mere end 30 år i erhvervslivet, som blandt andet direktør for en mellemstor virksomhed og en række forskellige bestyrelsesposter, har jeg set, hvordan flere hamrende dygtige kvinder finder vej til toppen. Men der er stadig benspænd, og mange af dem kan vi gøre noget ved. Også uden kvoter eller anden form for trist tvang. Alle har et ansvar for at få flere kvinder ind i ledelse og bestyrelser. Også på topposterne. Det gælder mænd, det gælder kvinderne selv. Det gælder virksomhederne. Og på nogle områder gælder det også politikerne. Men der er også situationer, hvor vi politikere bare skal holde os langt væk.
For mig at se, er der minimum fire ting, der skal til, for at få flere kvinder ind i toppen af dansk erhvervsliv:
- Mere frihed til familierne. Topposter i flere bestyrelser eller en plads på direktionsgangen i en virksomhed er ikke et almindeligt 8-16-job. Men det bør ikke udelukke, at man får opfyldt sin drøm om at stifte familie, hvis man går efter et toplederjob. Det er klart, at mange mister pusten, hvis de både skal nå at hente børn inden kl. 16, vaske tøj, gøre rent og forholde sig til komplicerede virksomhedsstrategier, lede møder og træffe svære beslutninger. Og det er stadig kvinderne, der laver størstedelen af det ubetalte omsorgsarbejde i hjemmet. Det underbygger tallene. Her kan vi faktisk gøre noget politisk. Vi kan til en start sænke indkomstskatten, så familierne kan beholde flere af deres egne penge. Så kan de for eksempel købe sig til mere hjælp i hjemmet, også i de år, hvor børnene er små, og man er i gang med at bygge sig en karriere og måske ikke endnu får toplederlønninger. I Det Konservative Folkeparti har vi allerede en del politik på hylderne, der anviser, hvordan familier kan få mere fleksibilitet i hverdagen.
- Et opgør med den lønmodtagerkultur, vi har i Danmark. Politisk skal vi være meget bedre til at tale erhvervslivet, lederkarrierer og iværksætteri op. Socialdemokratiet taler om ”samlebåndet”, og der er en diskurs om, at vi går på arbejde for velfærdssamfundets skyld. Ikke omvendt. Daginstitutionernes åbningstider afspejler en tid, hvor kun den ene forælder gik på arbejde. Det harmonerer ikke med et moderne arbejdsliv, og slet ikke et lederjob. Vi skal give meget bedre vilkår til selvstændige og erhvervslivet generelt, og så skal vi helt fra folkeskolen præsentere et mere mangfoldigt billede af det arbejdsliv, der venter både piger og drenge. Vi har brug for sosu-assistenter og elektrikere, men vi har sørme også brug for iværksættere og dem, der vil være topledere.
- Spark døren ind. Er der noget, mine mange år i erhvervslivet – og nu i politik – har lært mig, er det, at hvis man bare sidder og venter på et opkald og et godt tilbud, kan man godt kigge langt efter indflydelsen og de spændende poster. Man må selv ud at sparke døre ind og byde sig til. Det giver nogle knubs og nogle afvisninger. Og hvad så? Man børster det af sig og rejser sig, for det giver også resultater, når man offensivt opsøger posterne. Vis, at du ikke gider være bordpynt og bare leve op til en virksomheds mål om ligestilling. Vis, at du kan og vil gøre en forskel. Så lykkes du også med at få ændret tidspunktet for møderne, hvis du har små børn, og den gamle ledelse endnu ikke har fattet, at det er klogt at placere møderne før eller efter ulvetimen.
- Ansæt ikke kun dem, der ligner dig selv. Og til sidst en lille opfordring: Ansæt én, som slet ikke ligner dig selv. Gør op med vanerne, og vælg én, der har kvalifikationerne i orden, men som du måske automatisk ville skille fra, fordi han eller hun ikke ligner dig selv. Du vil meget ofte blive positivt overrasket. Hav også gerne en liste med forslag, hvis nogen spørger, om du kan foreslå en kandidat. Det har aldrig skadet at give lidt godt tilbage. Ren hverdagsaktivisme, som vi både kan praktisere på kampdagen og alle andre dage.
