Politisk udspil

Velkommen til den kloge skole

Foto: Thomas Højgaard

2. marts 2026

Folkeskolen er en af vores allervigtigste dannelsesinstitutioner. Men skolen er under pres, og vi er nået til et punkt, hvor børn hellere vil kigge i en skærm end være sammen med kammerater eller læse en bog. Hvor vold, trusler og uro har overtaget i et klasseværelse, hvor respekt, ro og fællesskabet burde have pladsen. Hvor lærerens autoritet er blevet udhulet, og der er masseflugt fra folkeskolen – både af elever og lærere. Dannelsen er simpelthen blevet væk i den allervigtigste dannelsesinstitution, vi har.

Inklusion har længe været et brandvarmt emne i debatten, og der er ikke længere tvivl om, at inklusionen i folkeskolen har slået fejl. Det skylder vi børnene nu og i fremtiden at få rettet op på.

Vi arbejder for, at vores folkeskole har de rette rammer til at gøre eleverne fagligt dygtige og ruste dem til voksenlivet. Det gælder både dem, som kæmper for at følge med, og dem, som mistrives, fordi de savner faglige udfordringer.

Vi har brug for en klogere skole, for når skolen bliver klogere, bliver samfundet stærkere.

 

En klogere folkeskole:

Vi har fire forslag, der skal være med til at styrke folkeskolen, så den både udfordrer alle elever fagligt og giver de elever, der har brug for det, en hjælpende hånd til at trives både fagligt og socialt:

Flere voksne i klasserne  

Forskning viser, at flere voksne i klasseværelset øger både læring og trivsel. Samtidig skaber flere voksne i undervisningen bedre arbejdsmiljø og fastholder dygtige lærere i faget.

Derfor vil vi afsætte 2,1 mia. kr. årligt varigt til flere voksne i klasserne i mange af dansk- og matematiktimerne.

Opgør med den forfejlede inklusion  

Alt for mange elever trives ikke i folkeskolen, og alt for mange lærere oplever uro, vold og utilstrækkelige rammer for at løfte deres opgave. Inklusionsreformen fra 2012 har ikke leveret de ønskede resultater og har samtidig lagt et betydeligt pres på folkeskolens økonomi og hverdag.

Derfor foreslår vi at styrke folkeskolen med en investering på 1,6 mia. kr. i 2027-2030. Pengene skal gøre det muligt at sætte tidligt ind over for mistrivsel og fravær, etablere mellemformer – hvor elever med særlige behov får målrettet støtte i almenskolens rammer – og tilbyde forstærket undervisning, hvor ekstra voksne sikrer, at flere elever kan blive i deres vante klassefællesskab og få den hjælp, de har brug for

Ro i klassen og bedre hjælp til børn med ufrivilligt skolefravær 

Folkeskolen skal være et trygt sted at lære. Det kræver ro i klassen, tydelige rammer og voksne med autoritet til at handle, når grænser overskrides. Autoriteten skal tilbage til skolelærerne og skolelederne. 

Derfor foreslår vi bedre overgang fra børnehave til folkeskolen. Vi skal gribe ind langt tidligere end vi gør i dag, hvorfor vi foreslår at inkludere de 0-5-årige børn i det lettilgængelige tilbud, som er et behandlingstilbud, hvor børn kan få hjælp ved tegn på mistrivsel.  

Det Konservative Folkeparti har længe arbejdet for at hjælpe børn med ufrivilligt skolefravær. Det har vi blandt andet gjort ved at indgå i politiske aftaler, hvor vi med finansloven 2026 har fået prioriteret flere penge til initiativer, der skal hjælpe børn med at komme tilbage i skolen. Men grundlæggende mangler vi overblik over fraværets omfang, så derfor foreslår vi en ensartet fraværsmetode, så vi kender til problemets reelle omfang. 

Og desuden ønsker vi mere forskning om, hvad der er det optimale antal elever i en klasse. Det bør aldrig basere sig på gætterier eller fornemmelser.

Opkvalificering af lærere og styrket lokal ledelse 

Der er i dag mange dygtige lærere og skoleledere i folkeskolen. Men en forandret folkeskole stiller nye og større krav til både undervisning og ledelse. Med frisættelsen af folkeskolen og flere lokale frihedsgrader følger også et større ansvar. 

Derfor foreslår vi mere efteruddannelse af skolelærere og en styrkelse af den lokale ledelse på skolerne. 

Folkeskolen skal favne de spirende talenter 

Faglighed gælder for alle elever. En stærk folkeskole skal både løfte dem, der kæmper, og give plads til dem, der har gode faglige forudsætninger. Vi må ikke være berøringsangste over for at dyrke og styrke talent.

Derfor foreslår vi, at skolerne får bedre mulighed for niveaudeling. Desuden foreslår vi en målrettet talentindsats i folkeskolen.

Se også...