William Kvist har gennem sin fodboldkarriere trukket i trøjen for både F.C. København, Stuttgart og landsholdet. Han er vant til at kæmpe på banen foran titusinder af fans, men i dag kæmper han for sine børns opmærksomhed. Modstanderen er en lysende skærm, der stjæler tid og nærvær.
Kampen mod den digitale tidsrøver begyndte i et omklædningsrum under Parken i starten af 10’erne. FCK havde vundet en afgørende kamp, som spillerne skulle fejre sammen – præcis som de plejede. Men da William Kvist trådte ind i rummet, var telefonerne allerede oppe af taskerne, og sejren blev først og fremmest fejret på Instagram og Facebook.
Det stod i skærende kontrast til tidligere – særligt 00’erne – hvor man kom ind i omklædningsrummet, kiggede hinanden og træneren i øjnene som det første. Dengang var alle til stede. Men så skete der et markant skifte i måden, holdkammeraterne var sammen på.
”Vi gik fra at nyde den fysiske oplevelse fra kampene til at være på vores telefoner i stedet. Vi nød den hver for sig, og vi mærkede slet ikke hinanden. Vores fællesskab faldt i baggrunden, og det handlede i stedet om at komme ud på sociale medier og få en masse ligegyldige likes af mennesker, man slet ikke kender. Der startede min forundring – og der startede min kamp,” fortæller William Kvist.
Oplevelsen blev startskuddet til en øget kritisk opmærksomhed omkring vores digitale liv hos den tidligere landsholdsspiller, som gerne indrømmer, at han også selv har været optaget af telefoner og gadgets – og at han som barn brugte tid foran fjernsynet.
Det kan lyde som en kliché, men det var bare anderledes dengang, forklarer han:
”Jeg har selvfølgelig spillet computerspil, set Beverly Hills (amerikansk ungdomsserie fra 90’erne, red.), fodbold og Disney Sjov om fredagen. Jeg har ligget og set Dirty Harry på min fars mave, imens vi faldt i søvn. Men det var bare et andet game dengang. Alting var bygget helt anderledes. Vi så på skærme i helt andre mængder, produkterne var meget anderledes, de var roligere, tempoet ofte lavere og spillede ikke på fysiologiske parametre, der skulle fastholde os længst muligt – som autoplay og algoritmerne gør i dag. Livet var langsommere. Det var mere analogt. I dag er det helt modsat, og det skyldes især elektronikken.”
Forældrenes svære valg
William Kvist og hans kone mærkede særligt, da de fik børn, at skærmtiden skulle begrænses.
Da sønnen Valdemar var to år, havde han lært Lille Peter Edderkop i børnehaven, og han fik lov at se og høre den på YouTube. William Kvist lod ham være et øjeblik, og da han kom tilbage, kørte en video med en russer, der var smurt ind i Nutella og gik i badetøfler.
”Det var ikke så meget videoen, men mere det, at der altid står en ny video i kø på grund af de fastholdende algoritmer. Kort efter vidste vi, at det ikke gør noget godt for vores børn. Engang lod vi dem se Ramasjang, imens vi lavede mad. Vi betragtede det som en pause for dem – måske også for os selv.Men de blev vrede og frustrerede, da vi skulle spise, og de ikke måtte se mere. Det tror jeg, mange familier oplever. Da vi fjernede skærmene, begyndte vores børn at lege sammen, tegne sammen og lave mad med os. Det har været bedre for vores familie og ikke mindst for dem og deres sundhed,” fortæller William Kvist.
I dag er William Kvists børn seks og ni, og ingen af dem har telefoner – selvom mange af klassekammeraterne har. Det er ikke nemt, for børn kan nemt føle sig udenfor. Alligevel er det nødvendigt, forklarer han:
”Jeg er egentlig glad for, at mine børn ikke er så gamle endnu, for det bliver kun sværere. Men vi skal have normaliseret aldersgrænser på sociale medier. Alle tiårige er på sociale medier, og det er altså både et forældreansvar og et politisk ansvar.Dengang skærmene kom, vidste vi jo ikke bedre. Det gør vi nu. Nu ved vi, at det var forkert at normalisere mobiler til de unge.”
”Jeg har en klar forventning om, at foreningsdanmark kommer i gang og laver sunde alternativer. Alle skal kunne være med uden at have Snapchat, Instagram, Facebook osv. Det er ikke umuligt at få ændret – det kan jeg se på den efterskole, hvor jeg arbejder.Vi har indført strengere krav, og de unge bifalder faktisk, at vi sætter nogle rammer for deres skærmbrug. Efterskolen skal være det bedste fysiske liv, du oplever. Den ambition skal vi også have i resten af samfundet.”
Frederiksberg-modellen
Og noget kunne tyde på, at en sådan ambition også er ved at nå politikerne.
William Kvist og familien bor i Frederiksberg Kommune, hvor de syv partier i kommunalbestyrelsen tidligere på året på rekordtid blev enige om at gøre op med mobiltelefoner og andre skærme i byens daginstitutioner, SFO’er, skoler og juniorklubber. Fremover må skærmene kun bruges i faglige eller pædagogiske sammenhænge.
”Det er en god start, men vi er ikke færdige. Tech udvikler sig konstant, og vi skal følge med. Frederiksberg-modellen er et vigtigt skridt, hvor nøglen er at involvere de tre parter med størst ansvar: forældrene, skolen og politikerne.Nu kommer den her løsning ud at leve, fordi alle parterne er gået sammen. Om to eller fire år kigger vi nok på modellen og glæder os over, at vi satte det i gang i kommunen. Vi kan forhåbentlig blive en foregangskommune på området.”
”Forældre skal ikke kæmpe individuelt, men sammen. Jeg har mødt stor glæde blandt andre forældre, der deler samme tanker og bekymringer som mig.Der hjælper det virkelig med rammer, som alle kan forholde sig til, og en god dialog mellem alle, der i sidste ende ønsker noget andet for deres børn. Det er svært, og det kan godt føles, som om man er lidt alene med det – men det løser vi blandt andet med dialogen.”
Ram balancen
Selvom familien Kvist har gjort op med skærmene, fremhæver han, at det handler om balance. En sund balance. Børnene må gerne se en film eller spille et spil med deres venner – så længe de er bevidste om grænserne.
Internettet er nemlig fyldt med unaturlige idealer, fastholdende algoritmer og seksualisering, som ingen børn har godt af.
”Mine børn skal leve i den fysiske verden – ikke i den digitale. Det kan godt være et tillægsprodukt, hvis der er en sund balance, men det kan aldrig være mere end det.På internettet er ingen gode nok, fordi der altid er nogen, der er bedre eller smukkere end én. Sådan er virkeligheden bare ikke, men det er svært at forstå, når man er et ungt menneske.”
”Her må vi som forældre sørge for, at vores børn har værktøjerne til at kunne skelne. De dybe relationer og venskaber finder de ikke online, og jeg hører jo det samme fra mine efterskoleelever.Jeg håber og ønsker for dem, at de finder glæde i sammenholdet omkring bålet på en spejderlejr – eller i et omklædningsrum til en sportskamp, hvor de mærker resonansen og energien, som kun opstår i de situationer, hvor alle er til stede fysisk. Det kan ingen digital verden måle sig med.”
