Danmark er ikke verdens største land, og det betyder, at der er kamp om pladsen. Det er en kamp, som naturen historisk har tabt. Vi har ikke har været gode nok til at passe på vores natur, og derfor er der meget lidt beskyttet natur i Danmark. I Det Konservative Folkeparti mener vi, at vi skal blive bedre til at passe på vores natur, vores kyster, vores skove og vores farvande.
Vi vil genoprette naturlige landskaber, der er gået tabt, fordi vi skylder kommende generationer at give den danske natur videre i en bedre tilstand, end da vi overtog den. Helt konkret arbejder vi for mere beskyttet natur til lands og vands i Danmark, og vi vil begrænse kvælstofudledningen, der forurener vores havmiljø. Det skal vi gøre, fordi vi ønsker et rigt og mangfoldigt dyreliv, mere biodiversitet, ren luft og rent drikkevand.