Borgerlig politik virker. Og i særdeleshed konservativ politik selvfølgelig. Som politisk aktiv hører man ellers meget ofte den ret primitive kritik, at politikerne aldrig får besluttet noget, der for alvor gør en forskel, eller at det kan være lige meget, hvem der sidder med magten, for de vil jo alligevel alle sammen det samme.
Men den rette politik virker virkelig. Den rette politik gør en forskel. For dig og for Danmark. Vi har nu haft en borgerlig regering de seneste tre år – og det seneste halvandet år med konservativ deltagelse. Og lad mig komme med nogle kolde kendsgerninger, der beviser, at den rette politik virkelig virker.
Rekordmange bandemedlemmer i fængsel
For en måned siden, den 14. maj, sad der 437 bandemedlemmer i fængsel. I forhold til april sidste år er det en stigning på omkring 40 procent. Der er sket 49 varetægtsfængslinger i relation til bandekonflikter fra januar til og med april 2018. De 1.247 personer, der den 19. april 2018 af politiet var registreret som rockere eller bandemedlemmer, er tilsammen blevet straffet for 7.108 lovovertrædelser, der er begået inden for de seneste tre år, og de er tilsammen idømt 518 års fængsel for disse lovovertrædelser.
Det er hård, konservativ retspolitik, der virker, og det betyder, at vi i øjeblikket ser bander, der er hårdt pressede – ikke af andre bander, men af os, politiet og resten af myndighederne. Der skal herfra lyde en stor tak til partierne bag bandepakken og ikke mindst tak til vores dygtige betjente.
Dansk økonomi blomstrer
Det er bare på et enkelt (og selvfølgelig uhyrevigtigt) område, men hvis man kigger bredt på den danske økonomi og beskæftigelse, så viser billedet med al tydelighed også, at politikken virker.
Danmarks BNP steg med 2,1 procent i 2017, og BNP har været stigende siden 2015. Aldrig har så mange personer været i beskæftigelse som i dag. Arbejdsløsheden er lav. Kun omkring 4,1 procent. Der er siden folketingsvalget skabt mere end 100.000 private arbejdspladser. Siden folketingsvalget er antallet af personer på offentlig forsørgelse (uden SU) faldet med næsten 49.200 personer pr. december 2017, så vi nu har det laveste antal i mere end 10 år.
Jeg ved godt, at jeg selvfølgelig er voldsomt farvet i mine holdninger – men jeg tror nu alligevel godt, at jeg tør tillade mig at konkludere følgende: Når de borgerlige og ikke mindst os konservative er ved magten, så går det godt. For dig og for Danmark.
Der er gået sport i at være grøn
Jeg har bidt mærke i en lidt sjov ting de seneste måneder. Det er sket i forbindelse med, at vi og regeringen er kommet med et yderst ambitiøst energiudspil, som er et nybrud inden for dansk energi- og klimapolitik. For første gang nogensinde vil vi nemlig gøre energien grønnere OG billigere på en og samme tid.
Det er et udspil, der tager ansvar for kloden og de kommende generationer. Vi konservative har fået skrevet ind i regeringsgrundlaget, at mindst halvdelen af Danmarks energiforbrug skal komme fra vedvarende energi i 2030 – og at vi i 2050 skal være helt uafhængig af fossile brændsler. Det lever vi med det nye udspil op til.
Det lidt sjove er dog, at mange partier nu pludselig flokkes om at være grønne. Ikke bare i politikken – men åbenbart også ’på papiret’. Jeg har i hvert fald kunnet konstatere, at både SF, Venstre og sågar DF i diverse annoncer i aviser og på nettet har skiftet deres partilogoer ud med nye udgaver i grønne farver.
Det har jeg smilet lidt af, og til det må jeg bare sige, at vores logo var grønt i går, det er det også i morgen – og det er det også, når emnet ikke længere er øverst i mediernes opmærksomhed.
Først sommer og så valgkamp
Nuvel. Vi skal selvfølgelig først og fremmest glæde os over, at andre partier også bliver inspireret af politiske mærkesager, som vi har kæmpet for i årtier. Og de er velkomne, for så står vi nemlig stærkere sammen, og det er resultaterne, der tæller.
Nu er sommeren over os, og vi skal nyde varmen, slappe lidt af og lade op. Vi går ikke i stå, men vi skal huske at passe lidt på os selv, når vi har mulighed for det. For når sommeren er forbi, og den politiske sæson for alvor skydes i gang med vores og de andre partiers sommergruppemøder i midten af august, så går vi ind i et folketingsår, der indeholder et valg.
Det betyder, at vi vil sove med støvlerne på, og at vi konstant vil arbejde på at blive bedre og skarpere og dygtigere, så vi kan få et godt valgresultat og sikre flere mandater at skaffe gode resultater med på Borgen.
Vi glæder os til valget, og vi ser frem til danskernes dom. Det er vi helt trygge ved, for vi ved nemlig, at vores politik virker.
God sommer!
Søren Pape Poulsen
Partiformand