Milepæle 1916-2016

Den 22. februar 2016 kunne Det Konservative Folkeparti fejre 100 års jubilæum.

Nedenstående milepæle i partiets historie er udvalgt og skrevet af Lars Christensen, cand.mag og ph.d. i historie. Lars Christensen er bl.a. forfatter til En sikker borgerlig stemme – Det Konservative Folkeparti gennem 100 år.

Februar 1916
Et nyt parti stiftes

Det Konservative Folkeparti stiftes 22. februar 1916 af medlemmer af partiet Højre, repræsentanter for De fri-konservative og udbrydere fra Venstre. Grundloven af 1915 ændrede valgsystemet til forholdstalsvalg efter konservativt ønske og skabte basis for et nyt parti med fundament i Folketinget.

Læs det første partiprogram her...

Det Konservative Folkepartis første partiprogram blev fremlagt den 18. december 1915 og vedtaget på det stiftende landsrådsmøde den 22. februar 1916. Det var ikke noget langt program, men ikke desto mindre var programpunkterne på flere områder særdeles progressive i forhold til samtiden.

Hævdelse af Folkets nationale Selvbestemmelsesret. Forsvarssagens forsvarlige løsning, derunder virkelig gennemførelse af almindelig Værnepligt.
Fremme af dansk Erhvervsliv med Hævdelse af den private Ejendomsret og den selvstændige Nærings frie Udøvelse.
Fremme af Arbejdet for Oprettelse af selvstændige, ikke for smaa Jordbrug samt Landejendomsskatternes Omlægning, bl.a. saaledes, at de for en Del kommer til at hvile paa Jorden.
En social lovgivning, som overvejende hviler paa Princippet Hjælp til Selvhjælp, og som under ingen Omstændigheder, yderligere undergraver eller udsletter den Enkeltes Pligt og Ansvarsfølelse.
Virksom Støtte til Ædruelighedens Fremme i Folket.
Gennemført Sparsommelighed i den offentlige Husholdning. Ingen ny Udgifter, uden at samtidig Dækning paavises. Forøgede Skatter bør i passende Forhold fordeles paa direkte og indirekte Kilder.
Der bør drages skarpere skel mellem, hvad der er Kommunalopgaver, og hvad der er statsopgaver, og Kommunerne bør ikke yderligere bebyrdes med udgifter til Løsning af Opgaver af almen Natur.
Partiet Ønsker, at Folkekirken, saa længe den i Overensstemmelse med Grundloven opretholdes, bevares paa den evangelisk-lutherske Bekendelses Grund.
Højnelse af saavel Børneskolens som den videregaaende Undervisning med fuld Gennemførelse af den grundlovshjelmede Skolefrihed.
Gennemførelse af en god Retsreform, naar de finansielle Forhold tillader det, og hurtigst Afhjælpning af de alvorligste Mangler ved den kriminelle Retspleje.
Fuld gennemførelse af den lige og almindelige Valgret til Folketinget gennem et effektivt Forholdstalsvalg.
Gennemførelse af Kvindens retslige Ligestilling med Manden.

1929

Frigørelsen fra Venstre

I en årrække var Det Konservative Folkeparti støtteparti for Venstre, men man følte kun, at det borgerlige samarbejde eksisterede, når Venstre havde gavn af det. Da Venstre ikke ville støtte konservative krav til forsvaret, satte den nye konservative leder, John Christmas Møller, Venstre stolen for døren. De konservative undlod at stemme til finansloven, og statsminister Madsen-Mygdal valgte at udskrive valg.

1940-1945

Modstandskampen

Det Konservative Folkeparti deltog i samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig, men Christmas Møller sagde tidligt fra. Partiet blev det mest modvillige af samarbejdspartierne, og især i Konservativ Ungdom voksede modstanden. De konservative leverede et stort antal frihedskæmpere, i vid udstrækning opmuntret af Christmas Møllers taler fra London.

1949

NATO-medlemskab

Den kolde Krig viste hurtigt, at det var urealistisk at fortsætte dansk neutralitet. Det Konservative Folkeparti arbejdede ihærdigt for dansk medlemskab af Atlantpagten/NATO. Den politiske leder, Ole Bjørn Kraft, så tidligt truslen fra kommunismen og nødvendigheden af et tæt samarbejde mellem de demokratiske lande. I april 1949 tiltrådte Danmark Atlantpagten.

1950-1953

Den første VK-regering

Med Erik Eriksen (V) som statsminister og Ole Bjørn Kraft (K) som udenrigsminister indgik Det Konservative Folkeparti for første gang i et egentligt regeringssamarbejde. Regeringens hovedmål var en økonomisk stabilisering og dansk oprustning til at varetage landets forpligtelser i NATO. Begge dele lykkedes, men da Grundloven af 1953 var på plads, trak Det Radikale Venstre støtten til regeringen, primært på grund af modvilje mod de konservative.

1963

Jordlovsafstemningen

I hele perioden 1953-68 havde Socialdemokratiet statsminister-posten. Et af de få nederlag var afstemningen om jordlovene i 1963. Det Konservative Folkeparti fik gennemtrumfet en folke-afstemning om fire jordlove, der gav det offentlige øgede muligheder for at gribe ind i den private ejendomsret. Stik imod alle forventninger blev det et stort nej til alle jordlovene.

1975-1982

På vej mod Statsministeriet

Efter intern splid i Det Konservative Folkeparti og vælgerflugt ved valgene i 1973 og 1975, genopbyggede Poul Schlüter partiet. Under mottoet ”Borgerlige stemmer, der arbejder” søgte partiet indflydelse, samtidig med at det markerede en klar oppositionspolitik til de siddende socialdemokratiske regeringer. Schlüter selv tillagde dog det stærke konservative bagland æren for, at det lykkedes. Da man nåede frem til 1982, var Det Konservative Folkeparti et seriøst bud på et statsministerparti.

1982-1993

Schlüter

Da Anker Jørgensen i 1982 gav op og overlod Statsministeriet til Poul Schlüter, medførte det både store ændringer i Danmarks økonomi og i danskernes mentalitet. Fra at være “på afgrundens rand” blev udviklingen vendt gennem nedskæringer i den offentlige sektor, privatiseringer og fundamentale ændringer på arbejdsmarkedet. Som et led i genopretningen blev det acceptabelt at stille krav til folk på offentlig forsørgelse. Det blev mere attraktivt at spare op end at låne. Offentlige virksomheder blev privatiseret og private aktører begyndte at overtage opgaver fra det offentlige. Efter 11 år med en konservativ statsminister var Danmark i 1993 en af Europas stærkeste økonomier.

1986-1988

Det udenrigspolitiske “kup”

Schlüter-regeringerne 1982-88 var ofte i mindretal på vigtige udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Men i 1986 sendte Schlüter til alles overraskelse EF-pakken til folkeafstemning – og vandt. Det ændrede fundamentalt Socialdemokratiet og Det Radikale Venstres holdning til EF/EU.

I 1988 satte NATO-valget en stopper for fodnotepolitikken, hvor det “alternative flertal” uden om regeringen pålagde regeringen at føre en forsvars- og sikkerhedspolitik i NATO, som regeringen var imod. Efter valget kom Det Radikale Venstre med i regering, og der blev lagt låg på sikkerhedspolitikken.

2001-2011

Friheds- og kulturkampe

I det nye århundredes VK-regeringer kæmpede Det Konservative Folkeparti for mere økonomisk frihed til danskerne, bedre vilkår for dansk erhvervsliv og mådehold i den offentlige husholdning i en periode præget af både berusende optimisme og finanskrise. Samtidig kæmpede danske soldater for fred og frihed i Afghanistan og Irak.

Det Konservative Folkeparti kæmpede også aktivt for en bredere tilgang til kultur i Danmark. Opgøret med de “kulturradikale” og den omdiskuterede kulturkanon skabte tiltrængt debat og fornyet fokus på dansk kultur.

2015 –

Vision 2034: Et Danmark med mere tryghed og flere muligheder

Siden Folketingsvalget i juni 2015 har Det Konservative Folkeparti haft Folketingets måske travleste og yngste gruppe. Søren Pape har udpeget seks politiske fokusområder og lanceret en vision for et Danmark med mere tryghed og flere muligheder for alle. Det er også en principfast folketingsgruppe med fokus på konservative visioner for det Danmark, som nyfødte overtager ansvaret for om 18 år.