Partiformænd

Emil Piper 1916-1928

Efter systemskiftet i 1901 var partiet Højre i større og større grad gledet uden for reel indflydelse. Debatten om den kommende forfatning, der blev vedtaget i 1915, fik imidlertid en snæver kreds af højremænd til i december 1914 at bløde op på de gamle standpunkter. I denne kreds var proprietær Emil Piper, der var formand for Højres landstingsgruppe, og som fra stiftelsen i 1916 og til sin død i 1928 ledte det nye parti ind i moderne dansk politik.

Charles Tvede 1928-1932

Emil Pipers død i februar 1928 gav partiet store problemer. Efter et års kamp blev John Christmas Møller i marts 1928 valgt til formand for folketingsgruppen, idet den siddende gruppeformand, Victor Pürschel, opgav og trak sig for at undgå nederlag. I efteråret blev der i partiets repræsentantskab kampafstemning mellem Charles Tvede og Christmas Møller, som fik lige mange stemmer, hvorefter sidstnævnte trak sig.

John Christmas-Møller 1932-1939

Også den anden formandsperiode afsluttedes med formandens død, så partiet i april 1932 atter var tvunget til at finde en ny formand. Christmas Møllers gamle modstander Pürschel foreslog landstingsmand B. Lange, mens Poul Sørensen på KU’s vegne foreslog Christmas Møller. Han blev valgt og var dermed den første leder af Det Konservative Folkeparti, der samtidig var partiets leder.

Vilhelm Fibiger 1939-1948

”En tabt folkeafstemning må naturligvis få konsekvenser for Det Konservative Folkepartis ledelse og altså for mig”. Sådan var de fatale ord ved en tale, som Christmas Møller holdt den 21. marts 1939 i forbindelse med folkeafstemningen om en ny grundlov, der skulle finde sted to dage senere. Dagen efter afstemningen, hvor der manglede få ja-stemmer for at få vedtaget en ny grundlov, meddelte Christmas Møller, at han nedlagde sit mandat for formand for rigsdagsgruppen, og at han havde indkaldt repræsentantskabet for at vælge ny partiformand. Den 3. juni valgtes Vilhelm Fibiger til ny formand for partiet, mens Christmas Møller fortsatte med at være generalsekretær.

Halfdan Hendriksen 1949-1957

Vilhelm Fibigers afgang som formand i 1948 efter ni år på posten blev det første formandsskifte, der ikke var et resultat af dødsfald eller stridigheder. Halfdan Hendriksen var respekteret og populær og blev uden sværdslag valgt til partiets nye formand.

Einar P. Foss 1957-1965

I 1957 skiftede partiet endnu engang formand ud i al fredsommelighed. Halfdan Hendriksen havde meddelt, at han ønskede at træde tilbage, og repræsentantskabet valgte i stedet Einar P. Foss, der i mange år havde været partiets hovedkasserer.

Knud Thestrup 1965-1972

Syv år efter, at Einar P. Foss var trådt til, skiftede ledelsen af partiet til en af 60’ernes markante konservative skikkelser, Knud Thestrup, der i VKR-regeringen var justitsminister. Hans formandsperiode sluttede året efter VKR-regeringens afgang i 1971.

Erik Haunstrup Clemmensen 1972-1974

Den mangeårige næstformand Erik Haunstrup Clemmensens vej til formandsposten startede indirekte allerede i 1971, da Knud Thestrup henvendte sig til Poul Møller for at spørge, om han kunne tænke sig at komme i betragtning. Poul Møller stillede som betingelse, at han fik en enig partiledelses opbakning, og da dette ikke skete, stillede Erik Haunstrup Clemmensen op og blev i 1972 valgt uden modkandidat. Han var i øvrigt den første, der blev valgt direkte på partiets landsråd, idet repræsentantskabet hidtil havde afgjort, hvem der skulle være formand.

Poul Schlüter 1974-1977

Efter valgnederlaget i 1973 blev striden mellem folketingsgruppens formand Erik Ninn-Hansen og partiformanden stadig mere tydelig. Striden kulminerede i foråret 1974 med, at de to hovedpersoner aftalte begge at forlade deres poster. Ninn-Hansen trådte tilbage på et gruppemøde i foråret, mens Haunstrup Clemmensen forlod sin post ved landsrådet i efteråret 1974. Poul Schlüter overtog begge poster.

Ib Stetter 1977-1981

Ved Poul Schlüters overtagelse af både gruppe og partiformandsposten havde han sagt, at det kun var en midlertidig ordning, der skulle samle partiet og atter bringe fremgang. Ved valget i 1977 var partiet igen gået frem, og Ib Stetter trådte ind som formand, mens Poul Schlüter fortsatte som gruppeformand.

Poul Schlüter 1981-1993

Fire år var gået, da Poul Schlüter skabte partihistorie ved at være den første, der blev formand i to omgange. Baggrunden for, at Schlüter genindtrådte som formand, var et ønske om at konsolidere den solide fremgang, idet posten som gruppeformand og partiformand hos alle betydende partier også var samlet hos en person. Strategien lykkedes som bekendt, og førte et år senere til, at Poul Schlüter også blev ”formand” for Firkløverregeringen.

Torben Rechendorff 1993-1995

Efter at den borgerlige regering gik af i 1993, valgte Poul Schlüter at træde tilbage som leder af Det konservative Folkeparti. Partiets tidligere generalsekretær og minister i Schlüter regeringen blev Torben Rechendorff ny partiformand.

Hans Engell 1995-1997

Efter en kort overgangsfase med delt ledelse blev Hans Engell valgt som ny leder.  I marts 1997 trådte Hans Engell tilbage som partiets leder.

Per Stig Møller 1997-1998

Som ny leder af partiet vælges Per Stig Møller, der fortsætter den politiske linie og prioriterer særligt arbejdet med de reformer af velfærdsstaten, Det Konservative Folkeparti længe har efterlyst.

Per Stig Møller træder i marts 1998 tilbage som politisk leder af Det Konservative Folkeparti.

Poul Andreassen 1998-2000

Med kun et år på posten blev Per Stig Møllers periode den korteste i partiets historie. På landsrådet i november 1998 efterfølges Per Stig Møller af Poul Andreassen som partiformand, og Pia Christmas-Møller bliver politisk leder.

Pia Christmas-Møller træder i august 1999 tilbage som politisk leder og politisk ordfører.

Efter et par dages møder i folketingsgruppens bestyrelse enes hele folketingsgruppen om at vælge et nyt ledelsesteam med Bendt Bendtsen som gruppeformand og politisk leder.

Bendt Bendtsen 2000-2008

Efter to år på formandsposten trækker Poul Andreassen sig som formand, og Bendt Bendtsen vælges på partiets landsråd i november 2000 til formand, og posten som gruppeformand og partiformand er atter hos en person.

Efter regeringsdannelsen er Bendt Bendtsen formand for partiet og politisk leder, hvorimod gruppeformandsposten bestrides af Helge Adam Møller.

Lene Espersen 2008 – 2011

På landsrådet i september 2008 blev Lene Espersen valgt til partiets formand. Hun afløser Bendt Bendtsen, som har siddet med posten i otte år. Lene Espersen er samtidig partiets politiske leder, mens gruppeformandsposten varetages af Henriette Kjær.

Finn Poulsen 2011 – 2011

Januar 2011 meddelte Lene Espersen, at hun ville træde tilbage som politisk leder og partiformand for Det Konservative Folkeparti. Partiets hidtidige 1. næstformand, Finn Poulsen, blev derfor ny partiformand. Han ønsker ikke at være partiformand gennem længere tid, og Hovedbestyrelsen besluttede derfor at indkalde til ekstraordinært landsråd med henblik på at vælge en ny partiformand, partiets politiske leder, Lars Barfoed.

Lars Barfoed 2011 – 2014

På et ekstraordinært landsråd i marts 2011 blev Lars Barfoed som en formsag valgt og tog dermed også formelt over efter Lene Espersen. Det var i øvrigt første gang i partiets historie, at der blev holdt ekstraordinært landsråd. Gruppeformandsposten overtog Brian Mikkelsen.

Søren Pape Poulsen 2014 – 2024

August 2014 meddelte Lars Barfoed, at han trak sig som politisk leder og pegede på Viborgs borgmester Søren Pape Poulsen som afløser. På partiets landsråd i september blev Søren Pape formelt valgt som partiformand. Den 1. marts 2024 faldt Søren Pape Poulsen om med en hjerneblødning på et hovedbestyrelsesmøde. Dagen efter afgik han ved døden. 

Mona Juul 2024 –

Efter Søren Pape Poulsens død blev Mona Juul udpeget som ny politisk leder af folketingsgruppen, mens partiets 1.næstformand, Michael Ziegler, blev fungerende formand. I april 2024 blev Mona Juul valgt som ny partiformand på et ekstraordinært landsråd efter enstemmig indstilling fra hovedbestyrelsen.