Vand i kældre, oversvømmede gader og viadukter, og regnvand, der fosser ind i danske hjem, når skybruddene rammer. Det er ikke scener fra en dyster katastrofefilm, men virkelighed flere og flere steder i Danmark.
Vores vejr har ændret sig mærkbart, det er blevet mere ekstremt, og det skaber store ødelæggelser og skader på bygninger, infrastruktur og helt almindelige menneskers boliger. Når stormen og regnen har lagt sig, skal skaderne fra ødelæggelserne naturligvis udbedres. Men vi skal også blive meget bedre til at forebygge med bedre og mere robust klimasikring.
Noget af det allermest grundlæggende for os mennesker er, at vi kan føle os trygge og sikre i vores hjem. At vi ikke skal gå rundt i en konstant frygt for, at den næste storm river vores tag af, eller om et skybrud ødelægger gulve, møbler eller værdifulde fotoalbums i kælderen.
Klimaforandringerne betyder desværre, at sandsynligheden for skader i hjemmet på grund af oversvømmelser er stigende, og det medfører, at forsikringsselskaberne ikke længere vil tage ansvaret for skader på bestemte huse, som har en placering med høj risiko for oversvømmelse. I takt med klimaforandringerne, stiger andelen af husejere, som forsikringsselskaberne ikke kan hjælpe. Ifølge en analyse fra Concito er op mod 600.000 helårs- og fritidshuse i risiko for at blive påvirket af stormfloder eller ekstrem regn.
I Danmark har vi en skæv fordeling mellem forebyggelse og udbedring af skader. Naturkatastrofer har kostet EU-landene billioner af kroner siden 1980. Og Danmark ligger på en ottendeplads i forhold til skader per indbygger. Alene i 2023 var vi ramt af klimarelaterede skader for over tre milliarder kroner. Et estimat fra COWI anslog i 2017, at om 100 år vil Danmark have udgifter på 43 milliarder kroner til at udbedre skader på grund af oversvømmelser. Hvert år.
I regeringens klimatilpasningsplan er der afsat 1,3 milliarder kroner til klimasikring. Det rækker til at udbedre skaderne fra én stormflod, så det siger sig selv, at der skal investeres meget mere i at klimatilpasse Danmark. Stort set alle de afsatte midler i klimatilpasningsplanen går til beskyttelse af vestkysten. Det efterlader et stort problem i forhold til at løse udfordringerne med højtstående grundvand i byer, hvor tusindvis af boligejere bor.
I Det Konservative Folkeparti tager vi klimaforandringerne alvorligt. Derfor præsenterer vi dette klimasikringsudspil, hvor vi kommer med flere konkrete tiltag til, hvordan vi klimasikrer Danmark bedre. Hvis vi kun udbedrer skader og ikke tilpasser os fremtidens vejr, bliver regningen for stor. Vi foreslår at lave en ny klimatilpasningsplan, hvor vi bruger ressourcer på at udpege risikozoner for at sikre, at vores forslag har den største effekt.
Vi mener også, at Stormflodsordningen trænger til en opdatering, da mange danskere oplever, at de ikke bliver dækket af ordningen, fordi den kun dækker 20-årshændelser. Vi foreslår desuden to puljer, som skal hjælpe danskerne med at klimasikre deres huse eller flytte dem, hvis klimasikring ikke er muligt. Og vi vil give bedre mulighed for lån til klimasikrende tiltag og stille krav til fremtidens nybyggeri.
På kort sigt sætter vores plan ind mod de umiddelbare og akutte udfordringer, som helt almindelige danskere oplever netop nu. Det giver os samtidig tid til at lægge en plan, der på langt sigt skal bevare Danmark, som vi kender det. Det kommer til at kræve seriøse prioriteringer de næste mange, mange år. Hvis vi bare lader stå til, så ser de næste generationer ind i regninger på op mod 500 milliarder kroner og et totalforandret danmarkskort, hvor kyster og natur er ødelagt.